
Chefredaktør for Vejle Amts Folkeblad, Kim Dahl Nielsen, krævede i slet skjulte vendinger økonomidirektør Sarah Gaarde og velfærdsdirektør Anne Mette Lund i Vejle Kommune fyret. Faktatjek viser, at hele grundlaget for lederen var forkert.
Mediekritik: Lokalavis kræver to topembedsmænd fyret helt uden saglig grund
Diskussionen om ældreplejen er gået helt amok i Vejle, hvor det lokale dagblad har krævet to navngivne medarbejdere fyret uden nogen form for saglig grund, skriver NB-Økonomis chefredaktør i denne mediekritik.
Udgivet: 07/03/2023
Som led i en stor journalistisk og kommerciel kampagne har Vejle Amts Folkeblad, helt usædvanligt og helt uden faktuel dokumentation, beskyldt to topdirektører i kommunen for "uduelige økonomistyring" og krævet, at byrådet skal drage konsekvenser overfor de to.
"Hvad enten der har været tale om hemmeligholdelse for politikerne af den sejlende økonomi på ældreområdet, eller om der er tale om, at de to direktører har været så uduelige til at økonomistyre området, så bør det få konsekvenser," skrev avisens chefredaktør Kim Dahl i en leder den ottende februar. Lederen indledte en højt profileret journalistisk og kommerciel kampagne om ældreplejen i Vejle.
Det er helt usædvanligt, at en avis kræver "konsekvenser" som er svært at tolke som andet end fyring eller degradering af navngivne chefer i den offentlige forvaltning. NB-Økonomi har derfor faktatjekket baggrunden for det bastante krav.
De to chefer, som ifølge avisen enten hemmeligholder oplysninger for politikerne og/eller er uduelige til økonomistyring er økonomidirektør Sarah Gaarde og velfærdsdirektør Anne Mette Lund.
Problemet er bare, at alle fakta viser, at de to direktører har udvist det, som man normalt ville kalde udpræget rettidig omhu, og avisens analyse og konklusion derfor er helt skæv.
Sundhedsdirektør orienterede udvalg meget tidligt
Allerede anden november - bare en måned og to dage inde i fjerde kvartal - advarede Anne Mette Lund Seniorudvalget om, at der var økonomiske problemer på vej, og at udvalgets hidtidige forventning om at gå cirka 30 millioner under budgettet formentligt ikke holdt.
"Her blev den strukturelle udfordring på distrikterne drøftet. Herunder behovet for at vise rettidig omhu i forhold til budgetbalance 2023, og det aftales at afvente regnskabsresultat 2022 i forhold til evt. iværksættelse af omfanget af besparelser," hedder det i et referat fra mødet.
Allerede tiende januar orienterede Anne Mette Lund Seniorudvalgets formandskab om, at hendes advarsel havde været rigtig, og at regnskabstallene så mere alvorlige ud end ventet. Velfærdsdirektøren havde fået den viden fredag den 6. januar og orienterede altså prompte politikerne og den øvrige topledelse i kommunen.
På det tidspunkt kunne Anne Mette Lund ikke fremlægge præcise tal, for alle bilag for 2022 var af logiske grunde ikke modtaget og derfor ikke bogført. Da alle bilag var modtaget af kommunen, viste der sig et overforbrug på ældreområdet for 2022 på på i alt 7,5 millioner kroner forårsaget af uventede ekstraregninger for ældre fra Vejle på andre kommuners plejehjem på cirka 6,1 millioner kroner, og et stigende vikarforbrug i fjerde kvartal.
Fakta er derfor, at Vejle Amts Folkeblad begrundede sin voldsomme kritik med en budgetoverskridelse i 2022 forårsaget af forhold i fjerde kvartal på 7,5 millioner kroner ud af et samlet budget på knap 900 millioner kroner hvilket svarer til cirka 0,85 procent.
Samtidig viser udvalgsdagsordenen, at seniorudvalget fik en advarsel om en mulig overskridelse i 2022 og behovet for besparelser i 2023 allerede anden november 2022 på trods af at regnskabstallene for de første tre kvartaler så pæne ud.
Samtidig viser referatet, at økonomiadministrationen allerede advarede Økonomiudvalget ved budgetopfølgningen for tredje kvartal, som blev behandlet på et økonomiudvalgsmøde den 5. december. på trods af, at tallene for de første ni måneder af 2022 indikerede et mindreforbrug på 35 millioner kroner, så skrev økonomiadministrationen under Sarah Gaardes ledelse:
"Der er fortsat et særligt fokus på distrikternes økonomi og særligt på udviklingen i udgifter til sygeplejen, der både skyldes øget opgaveflytning fra Region til Kommuner og det faktum, at flere borgere har brug for mere sygepleje. Udfordringen ser ikke ud til at mindskes. Samtidig har området væsentlige rekrutteringsudfordringer, hvilket bl.a. kan ses i øget udgifter til eksternt vikarbureau."
Fakta modsiger hele grundlaget for kritisk leder
Den eneste mulige budgetoverskridelse, som forvaltningen ikke havde øje for var den stigende afregning fra andre kommuner for borgere på deres plejehjem, som Vejle skal betale for. Men som det er en kendt sag, så er netop den slags overskridelser svære at forudse, fordi ældreforvaltningen i Vejle ikke har nogen kontakt med de borgere, men blot får en regning på bagkant.
Facit er derfor:
- At forvaltningen allerede meget tidligt havde øje for, at der var en risiko på ældreområdet, som krævede særlig opmærksomhed.
- At forvaltningen allerede i starten af november orienterede politikerne om, at der var alvorlige faresignaler for fjerde kvartal og dermed regnskabet for 2022.
- At ældreområdet på trods af budgetoverskridelsen i fjerde kvartal havde overholdt sin ramme for 2022, hvis ikke kommunen var blevet ramt af de uventede og uforudsigelige regninger fra andre kommuner.
Ud fra fakta er der på ingen måde tale om "hemmeligholdelse for politikerne" eller "uduelig økonomistyring", som chefredaktøren skrev i sin leder, som argument for at det skulle have konsekvenser for de to chefer.
Tværtimod er der tale om det stikmodsatte. Politikerne har haft adgang til alle oplysninger meget hurtigt og økonomistyringen har været lige efter bogen - ja ud fra min erfaring vel nærmest eksemplarisk.
Chefredaktør: Måske var jeg lidt for hård
Chefredaktør Kim Dahl Nielsen understreger, at han ikke i lederen kræver de to embedsmænd fyret, men at han godt kan forstå, hvis den bliver læst sådan.
"Måske har den leder været lidt for hård i forhold til det, du fortæller mig, men jeg står naturligvis ved det, jeg skriver i lederen."
Den skrappe lederartikel var starten på en større journalistisk kampagne, som Vejle Amts Folkeblad brugte til målrettet markedsføring af avisen overfor de ældre borgere i kommunen. Avisens kritik har desuden fået støtte fra en del af byrådet i Vejle Kommune, som dermed har opnået positiv omtale i det altdominerende lokale medie.
Det store spørgsmål er derfor om de to embedsmænd - som altså på alle parametre har handlet helt korrekt - er blevet ofre for en uheldig cocktail af journalistisk ambition uden den fornødne indsigt, avisens kommercielle interesser og politikere som så en chance for positiv omtale i avisen overfor et stort vælgersegment.
Det er ikke kønt, men Sara Gaarde og Anne Mette Lund kan med stor sikkerhed trøste sig med, at skulle det kritiske mindretal - stik imod alle forventninger og al rimelighed - få held med at opfylde chefredaktørens krav om "konsekvenser", så vil de kommunale headhuntere formentligt stå i kø for at fingre i dem.
For headhunterne har den fornødne indsigt til at forstå, hvad der er eksemplarisk embedsmændsarbejde. Og det er med stor sikkerhed, hvad de vil se i denne sag.
Og chefredaktør Kim Dahl kan trøste sig med, at der ikke er mange i dansk presse, der forstår sig på kommunal økonomi og administration. Så den helt udokumenterede leder, med den slet skjulte krav om fyring af navngivne personer, får næppe heller konsekvenser for ham.
Sidst opdateret: 07/03/2023 - 14:41









































