Velfærdsmedarbejdere mangler ikke kun i hovedstaden

Det kan være svært at skaffe pædagoger og lærere til pasning og undervisning af kommunens børn. En del af forklaringen kan være, at der ikke bor ret mange med den type uddannelse i kommunen. Se her, hvordan det ser ud i din kommune.

Udgivet: 04/09/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Pædagoger og lærere er skævt fordelt i forhold til, hvor der bor mange børn. Det kan give udfordringer, når der skal ansættes personale i skoler og daginstitutioner. Tilsvarende bor sygeplejersker og andre med sundhedsfaglige uddannelser ikke der, hvor der er flest ældre.

Ifølge Rockwoolfonden er forskellen mellem antallet af folkeskolelærere og pædagoger per barn i hovedstadsområdet og resten af landet steget gennem de seneste 20 år. Det hænger sammen med, at der i dag bor flere børn i hovedstadsområdet, mens der ikke er blevet tilsvarende flere lærere og pædagoger.

NB-Økonomi har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik undersøgt, hvor pædagoger og lærere bor i landet sammenholdt med hvor mange børn, der er i kommunen. I kortet herunder kan du se forholdet mellem antal lærere/pædagoger og antal børn i alderen 0-16 år sammenholdt med landsgennemsnittet (artiklen fortsætter under kortet).

De kommuner, der er farvet med blåt, har forholdsvis mange pædagoger og lærere blandt indbyggerne set i forhold til hvor mange børn, der bor i kommunen. Det kan altså enten være udtryk for, at der er mange pædagoger og lærere, eller at der er få børn (eller begge dele).

Det er særligt i hovedstadsområdet, samt i en række midtjyske kommuner, at der bor få pædagoger og lærere i forhold til børnetallet i kommunen. For eksempel bor der i Gentofte og Rudersdal kommuner kun halvt så mange pædagoger og lærere som i en gennemsnitskommune set i forhold til børnetallet. Og da der også bor relativt få pædagoger og lærere i nabokommunerne, kan det være svært at få besat stillingerne.

Her mangler der sygeplejersker

Tilsvarende er der en ulige fordeling af sygeplejersker set i forhold til, hvor de ældre borgere bor. Men billedet er nærmest spejlvendt i forhold til ovenfor. Her er det især yderkommunerne, der mangler sygeplejersker set i forhold til hvor mange ældre, der bor i kommunen.

I kortet herunder kan du se forholdet mellem antal sygeplejersker og andre med mellemlang sundhedsfaglig uddannelse og antal ældre på 75 år og derover i kommunen (artiklen fortsætter under kortet).

Sygeplejerskerne, og de øvrige med en mellemlang sundhedsfaglig uddannelse (fysioterapeuter, bioanalytikere o.lign.), er overrepræsenteret i kommuner med store hospitaler, hvilket er en fordel for hospitalernes rekrutteringsmuligheder, men en udfordring for de kommuner, der ligger langt væk fra hospitalerne.

Sidst opdateret: 04/09/2024 - 11:20

Temaer: Arbejdskraftmangel

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]