Kun to måneder inde i året ser kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune sig nødsaget til at skære i budgettet for 2023. En række andre kommuner bliver efter alt at dømme nødt til også at genåbne deres budgetter.

Kun to måneder inde i året ser kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune sig nødsaget til at skære i budgettet for 2023. En række andre kommuner bliver efter alt at dømme nødt til også at genåbne deres budgetter. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kommune må hive 'budget-bremsen'

Onsdag ventes det, at Sorø Kommune vedtager en besparelse på 43,2 millioner kroner på budgettet for i år. Hvis det skulle gennemføres på landsplan, svarer det til en samlet besparelse på 8,4 milliarder kroner i kommunerne.

Udgivet: 01/03/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Lokalpolitikerne i sjællandske Sorø Kommune kommer her onsdag til at sluge en bitter pille. Økonomiudvalget og senere kommunalbestyrelsen kommer efter alt at dømme til at beslutte hårde besparelser på ikke mindre end 43,2 millioner kroner på budgettet for i år. Det skriver NB-Kommune.

Dermed kommer Sorø med i den voksende gruppe af kommuner, der forholdsvis tidligt på året ser sig nødsaget til at genåbne sine budgetter.

"Det er alvorlige udfordringer, vi står med. Besparelserne kommer desværre også til at ramme kernevelfærden. Men det er nødvendigt, når der skal findes besparelser for 43,2 millioner kroner ud af en samlet serviceramme på rundt regnet 1,4 milliarder kroner," siger Sorøs borgmester Gert Jørgensen (K) til NB-Kommune.

Flere andre kommuner kommer efter alt at dømme ligesom Sorø til at hive i 'budget-bremsen' i år. Det skyldes en vifte af økonomiske udfordringer, som rammer kommunerne på samme tid. For eksempel har regeringen ikke villet finansiere den fulde P/L-regulering, som varigt rammer kommunerne med omkring 1,65 mia. kr.

På grund af det varige tab mangler kommunerne blandt andet penge til at dække opdriften som følge af det demografiske træk i både 2022 og 2023. Derudover har den tidligere S-regering ikke villet finansiere opdriften i udgifterne til sundhed og det specialiserede socialområde i kommunerne. Derfor skal pengene hertil findes andre steder i budgetterne, eller også skal der spares på socialområdet eller den nære sundhed.

Mange kommuner valgte i 2022 at lave et urealistisk budget for 2023, selvom de godt vidste, at regeringen ikke ville dække den stigende udgift til priser på grund af inflationen. Det er det, som rammer mange kommuner nu. Flere kommuner vælger dog allerede som det første i 2023 at spare, så de ikke står med alle problemerne i slutningen af året.

"Da regningerne forbundet med inflationen og høje energipriser begyndte at vælte ind, valgte vi at genbesøge vores budget. Det er at udvise rettidig omhu, og jeg tror, at mange flere kommuner kommer til at gøre det samme som os," siger Gert Jørgensen.

Hvis man ud fra Sorø Kommunes indbyggertal (cirka 30.000) regner på, hvor meget besparelsen i Sorø på 43,2 millioner kroner ville svare til, såfremt alle kommuner skulle lave en tilsvarende besparelse, vil det være en spareøvelse på ikke mindre end 8,4 milliarder kroner på landsplan.

Manglende regulering og inflation rammer hårdt

Kigger man nærmere ned i dagsordener for onsdagens møder i Økonomiudvalget og senere Kommunalbestyrelsen, så er der flere årsager til, at Sorø Kommune nu må bremse op økonomisk.

"Ud af de 43,2 millioner kroner er der cirka 18 millioner kroner, der handler om manglende PL-regulering (regulering for inflation fra staten, red.) og høje energipriser. For eksempel må vi som kommune regne med, at vores driftsaftale med busselskabet Movia alene i år bliver cirka fire-fem millioner kroner dyrere," forklarer Gert Jørgensen.

Årsagerne til at hive budget-bremsen er ifølge dagsordenen til Økonomiudvalgets møde:

"Udfordringerne består først og fremmest af forventede strukturelle merudgifter på specialundervisning, foranstaltninger på det specialiserede børneområde samt køb og salg af plejeboliger på ældreområdet. Prisstigninger, ekstraudgifter til Movia og højere energiudgifter presser ligeledes budgettet."

Grænser for besparelser på administrationen

Politisk set forsøger kommunalbestyrelsen ifølge Gert Jørgensen så vidt muligt at friholde kernevelfærden for besparelser.

"Men helt undgå det kan vi ikke. Og når nogle politikere mener, at man kan skære i administrationen - de kolde hænder - så er jeg nødt til at sige, at der er grænser for, hvor langt vi kan gå ad den vej. I Sorø ligger vi i forvejen blandt de bedste kommuner på landsplan, når man ser på benchmarket for administrationsudgifter," siger Gert Jørgensen.

Dertil kommer, at SVM-regeringen allerede har bebudet besparelser på administration i kommunerne fra 2024. Det er ikke midler, som kommunerne kan bruge på andre velfærdsområder, da de skal bruges til at finansiere højere lønninger til udvalgte medarbejdergrupper. Hvis Sorø Kommune begyndt at spare på administration allerede nu, så ville de derfor alligevel skulle skære yderligere ind til benet, når regeringen som ventet pålægger besparelserne.

På opgørelsen fra 2021 fra Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed ligger Sorø som den kommune i landet, der har 18. laveste administrationsudgifter i forhold til sine rammevilkår.

Læs også:
Nyt benchmark: Se, hvem der bruger meget og lidt på administration

Sidst opdateret: 01/03/2023 - 12:43

Temaer: Budgetter

Emner: Sorø Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]