Enhedslistens kommunalordfører Jette Gottlieb er bekymret for, at regeringens besparelser vil ramme velfærden. Hun mener, at regeringen ikke vil give flere penge til kommunerne, men at de fremover vil opleve besparelser.

Enhedslistens kommunalordfører Jette Gottlieb er bekymret for, at regeringens besparelser vil ramme velfærden. Hun mener, at regeringen ikke vil give flere penge til kommunerne, men at de fremover vil opleve besparelser. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ordfører: Der kommer til at mangle penge i kommunerne

Kommunerne får næppe flere penge af regeringen, så hvis de skal løse ekstra opgaver på for eksempel klimaområdet, må de finde besparelser på andre områder. Sådan læser kommunalordfører den nye SVM-regering.

Udgivet: 03/02/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der kommer til at mangle penge i kommunerne. Regeringen kommer næppe til at finansiere det, så kommunerne skal finde besparelserne selv.

Så klart læser Jette Gottlieb, der er kommunalordfører for Enhedslisten, den nye SVM-regerings udmeldinger i både regeringsgrundlaget og i Folketinget.

NB-Økonomi vil i anledning af den nye folketingssamling interviewe en række kommunalordførere for at høre deres bud på, hvad der kommer til at ske med kommunerne de kommende år. Den første i interviewrækken er den erfarne folketingspolitiker og kommunalordfører Jette Gottlieb. Hun har ligeledes erfaring fra borgerrepræsentationen i København.

Jette Gottlieb er enig med regeringen i, at kommunerne skal spille en større rolle på områder, der ligger ud over velfærden. Det drejer sig for eksempel om den grønne omstilling. Men hun tror ikke, at regeringen vil lade flere penge følge med til alle opgaver.

"Det vil sige, at der i meget høj grad kommer til at mangle penge i kommunerne. Det er ikke min fornemmelse - ud fra det regeringen foreløbigt har sagt og antydet i regeringsgrundlaget - at regeringen kommer til at give kommunerne flere penge til at løse de opgaver," siger Jette Gottlieb til NB-Økonomi.

"Det vil sige, at kommunerne kan kun løse de opgaver, hvis de laver besparelser".

Kommunerne har længe været frustreret over, at både SVM-regeringen og den tidligere S-regering samt folketingspolitikere fra regeringspartierne taler velfærden op, samtidig med at der sker besparelser ude i kommunerne.

Læs også:
KL til statsminister: Vi kan ikke få øje på øget velfærd

Har kommunerne en pointe i, at regeringen og repræsentanter fra regeringen får talt velfærden op i forhold til, hvad der er realistisk, og at der faktisk kommer besparelser?

"Ja. Det mener jeg, er rigtigt. Jeg synes, de (regeringen, red.) putter med det, lyver med det, eller de overdriver med det, eller hvad man nu skal kalde det. Men de tegner det blomstrene op," siger Jette Gottlieb. "Jeg er enig med den kritik, som kommunerne kommer med".

Kommunerne har allerede lavet administrative besparelser

Jette Gottlieb er ikke bange for at stemple ind i debatten om administrative besparelser i kommunerne. På Christiansborg er det blevet et populært synspunkt, at kommunerne sagtens kan finde besparelser på administration og i jobcentrene. Men det mener Enhedslistens ordfører ikke er så enkelt endda.

"Der bliver sagt fra regeringens side, at man kan lave administrative besparelser, men der tror jeg, at regeringen overgør det i væsentlig grad," siger Jette Gottlieb. "Der er allerede lavet temmelig mange af den type bureaukratibesparelser. For eksempel den tidligere pension (Arne-pensionen, red.), der skulle finansieres via jobcentrene."

Jette Gottlieb mener ikke, at regeringen og andre, som foreslår, at man bare kan afskaffe jobcentrene aner, hvad de taler om. Dem, der er tilbage i jobcentrene er borgere, der virkelig har behov for støtte, og det er det, som jobcentrene skal tage sig af. Det kan dreje sig om opkvalificering, hjælp med handicapstøtte eller lignende.

"Det virker på mig som om, at dem der foreslår det her ikke aner, hvad der foregår ude i jobcentrene. Derfor er det en floskel at sige, at vi bare afskaffer jobcentrene," siger hun.

Kommunalordføreren har på fornemmelsen, at SVM-regeringen og Finansministeriet generelt vil bestræbe sig på at bruge kommunerne som finansieringskilde. Det vil sige, at kommunerne ikke får betaling for de opgaver, de bliver pålagt at gøre, således at regeringen kan indhente besparelser på den måde. Jette Gottlieb har derfor blikket stift rettet mod de kommende økonomiforhandlinger, så hun kan se, om hendes forudsigelser kommer til at holde.

Enhedslisten vil stå fast på rettigheder i en ny ældrelov

Hvis det står til enhedslisten, så vil ældres rettigheder stå øverst på listen, hvis de skal være med til at forhandle en nye ældrelov.

Jette Gottlieb anerkender, at der er et dilemma, hvis man gerne vil afbureaukratisere ældreområdet, at det så kan gå ud over både rettigheder og det frie valg. Men hun mener, at det kan løses ved at sikre en klageinstans, der også har magten til at give kommunerne en konsekvens. Men om det lykkes at skabe en ældrelov med et bredt forlig, kan hun ikke svare på.

"Det kommer an på, om man er i stand til at skabe den balance mellem, hvad der er rettigheder, og hvad der er muligheder (frihed, red.). Det er meget svært at definere. Men én af måderne er, at man sikrer nogle klagemuligheder, der har en konsekvens. Som det er i øjeblikket, så kan Ankenævnet og Ankestyrelsen ikke gribe ind i kommunerne," siger Jette Gottlieb.

"Der skal stå i lovgivningen, at de ankemuligheder, der er, de skal for det første kunne gå hurtigt og for det andet skal kunne have omgørende effekt. Det skal stå i loven, ellers kan Ankestyrelsen ikke gøre det."

Jette Gotlieb er ligeledes bekymret for, at frisættelsesdagsordenen kan skabe stor ulighed ude i kommunerne. Det kunne for eksempel være i de tilfælde, hvor institutionerne vælger at inddrage pårørende mere. Her er der stor forskel på, hvor ressourcestærke de pårørende er. Derved kan der potentielt set skabes stor ulighed blandt de ældre eller på andre velfærdsområder.

Sidst opdateret: 07/02/2023 - 08:52

Emner: Enhedslisten, Kommunalordfører

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]