Professor i nationaløkonomi og formand for reformkomissionen Nina Smith, er enig med KL i, at Christiansborg skal blive bedre til at forventningsafstemme mulighederne for velfærden med danskerne. Her ses hun til Kommunaløkonomisk Topmøde i marts 2022.

Professor i nationaløkonomi og formand for reformkomissionen Nina Smith, er enig med KL i, at Christiansborg skal blive bedre til at forventningsafstemme mulighederne for velfærden med danskerne. Her ses hun til Kommunaløkonomisk Topmøde i marts 2022. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nina Smith: Christiansborg må hjælpe med forventningsafstemning

Reformkommissionens formand bakkede på KØF op bag KL's krav om, at Folketinget skal forberede danskerne på hårde prioriteringer af velfærden.

Udgivet: 12/01/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Velfærdssamfundet er under pres fra mange sider, og derfor er det vigtigt, at både kommunerne og Christiansborg forbereder danskerne på, at der skal prioriteres de kommende år.

Det var det klare budskab fra reformkommissionens formand professor Nina Smith, da hun på KØF forudsagde, at velfærden kommer under hårdt pres fra en række strukturelle forhold.

"De reformer vi bliver nødt til at kigge på, ja det er alle de klassiske, som vi har svært ved at komme videre med. Det er brugerbetaling, prioritering, outsourcing og alle de her ting," lød budskabet til de 1.400 kommunalfolk i salen.

Nina Smith udtrykte i sit oplæg direkte støtte til KL-formand Martin Damms udtalelser om behovet for at fortælle danskerne, at der bliver serviceområder, som kommunerne ikke får råd til at levere de kommende år.

"Jeg er helt enig med Martin Damm i, at Christiansborg skal også kunne forstå problemerne med den her forventningsafstemning, for ellers bliver det umuligt at få de her reformer og prioriteringer gennemført i praksis," sagde hun.

Nina Smith ønskede efter sit indlæg ikke at kommentere den konflikt, som i dag udspiller sig mellem KL og Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht i Berlingske om fremtidens offentlige service i lyset af regeringens sparekrav overfor kommunerne.

Men hun sagde mere generelt:

"Når det gælder forventningsafstemning, så kan Christiansborg godt være hjælpsomme i forhold til ikke at foregøgle, at man kan gøre ting, hvor det er umuligt. Her handler det i særdeleshed om middelklassens privilegier. Vi har en universel velfærdsstat, med en ide om, at den skal bygges op til middelklassen, for så var de villige til at betale et højt skattetryk. Men for mig er det blevet meget klart, at de svageste grupper er vi begyndt at tabe. Men så melder de sig igen på socialområdet, for i den velfærdsstat vi har, kan vi ikke spare på de svageste grupper, for vi vil ikke have at de ligger ude på gaderne og tigger, og så bliver de bare rigtigt dyre."

Der er stort potentiale i afbureaukratisering

Samtidig med at Nina Smith støtter KL's krav om, at politikerne skal forberede danskerne på mindre kommunal velfærd på en række områder, så ser hun også et stort potentiale i afbureaukratisering og frisættelse.

"Jeg er enig i, at der er et meget stort potentiale i at afbureaukratisere og frisætte, men djævlen ligger i detaljen, og hvordan man konkret gør det. Men hvis det var så let, som man bare siger, så havde kommunerne nok gjort det for længst. Hvis det lykkes. så handler det om, at man fjerner en masse "nice to have" proceskrav og ting og sager område for område. Ellers bliver det som så mange skåltaler vi har haft før."

Opsang til kommunerne

Selvom Nina Smith understregede, at hun på sine mange besøg med reformkommissionen i kommunerne har oplevet, hvor hårdt der arbejdes for at sikre mest mulig velfærd for pengene, så havde hun også en lille opsang til kommunerne.

"I er meget dårlige til at lære af hinanden. I bliver nødt til at brede de gode løsninger ud".

"Det her kræver også et mod, for de kommuner jeg har set, der gør det bedst, det er der, hvor man virkeligt er gode til politisk mod og lederskab. Det blive I nødt til at kunne fremvise," lød det bramfrit fra Nina Smith.

Hun havde en klar - og lige så bramfri - beskrivelse af velfærden, hvis ikke kommunerne lykkes med at vise det nødvendige lederskab.

"Det bliver skide træls," sagde hun.

Sidst opdateret: 12/01/2023 - 14:30

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: KØF - Kommunaløkonomisk Forum

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]