
Regionrådsformand Stephanie Lose (V) frygter et stort problem i sundhedsvæsenet for både 2022 og 2023, hvis ikke regeringen kompenserer for inflationen. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringen har endnu ikke afvist at kompensere regionerne for inflation
Danske Regioner forventer en ekstra regning på 0,6 mia. kr. på grund af inflation. De venter forsat på svar fra Regeringen, om de bliver kompenseret.
Udgivet: 27/10/2022
Regionernes regninger på energi og andre varer stikker lige som kommunernes af i øjeblikket. Det giver regionerne en ekstraudgift, som svarer til 0,6 mia. kr. i år, og hvis ikke regeringen kompenserer dem, så vil pengene mangle varigt i de kommende år.
Modsat kommunerne, så ved regionerne endnu ikke, om regeringen vil kompensere dem for de stigninger, hvis de genvinder magten. Det fortæller både Stephanie Lose (V), der er formand for Region Syddanmark og Naja Iversen, der er vicedirektør hos Danske Regioner til NB-Økonomi.
Naja Iversen forklarer, at beløbet på de 0,6 mia. kr. kan nå at blive større endnu, da priserne er fortsat op, siden regeringen udkom med deres økonomiske redegørelse i august.
"Vi rejste jo allerede problemet i økonomiforhandlingerne omkring de skøn, der lå for pris- og lønfremskrivninger, fordi vi ikke troede på, at de ville holde. Det seneste vi har er den økonomiske redegørelse fra august, og der kan vi se, at P/L er steget for regionerne svarende til 0,6 mia. kroner i 2022," siger Naja Iversen.
"Vi har ikke regnet på det siden, men vi kan jo se, at priserne er steget yderligere. Så udfordringen er jo blot blevet større."
Den udlægning kan Stephanie Lose i region Syddanmark godt genkende. De har beregnet, at deres andel bliver omkring 125 mio. kr.. Hvis regeringen ikke kompenserer dem, bliver det svært at finde pengene, forklarer hun.
"Lige præcis sygehusene er jo sådan et sted, hvor man ikke skruer ned for varmen. Det er også et sted, hvor det er rigtig svært at drosle ned for aktiviteten. Faktisk er det et sted, hvor vi har brug for, at aktiviteten er så høj som mulig, fordi ventelisterne er så lange," siger Stephanie Lose. "Så det er et dobbelt pres."
Frygter at regningen bliver endnu større
Stephanie Lose er bange for, at de ikke har set det værste endnu, hvad angår prisstigninger.
"Mange af vores områder er kontraktbelagte, derfor vil vi formentlig også se, at der kommer en gradvis effekt i takt med, at der skal kontraktfornyes, hvor prisstigningen kan komme oven i der på andre områder end energi," siger hun.
I Region Syddanmark forbereder man sig på, hvad man kan gøre, hvis regeringen ikke vil kompensere dem.
"Det er vores opgave at se på, om der kunne være nogle steder, hvor vi har et mindreforbrug, eller om vi har noget opsparing, vi kan tære på. Men mens vi venter på et svar, så må vi jo forsøge at håndtere det, så godt som vi kan selv," siger Stephanie Lose.
Naja Iversen fra Danske Regioner påpeger også, at problemerne formentlig vil fortsætte ind i 2023, fordi udgifterne er så høje sammenlignet med det, der blev aftalt i økonomiaftalen for 2023. Dermed æder udgifterne sig ind på den del, som regioner fik til demografien.
"Det er bare et rigtig stort problem," siger Stephanie Lose.
Kommunerne står med et tilsvarende problem, deres prisudvikling løber op i 1,4 mia. kr. i 2022 Her var finansminister Nicolai Wammen (S) dog anderledes klar i spyttet tilbage i september i år. Kommunerne får ikke en krone i kompensation og overstiger de servicerammen på grund af de stigende priser, vil de blive mødt af sanktioner.
Modsat kommunerne, så ved regionerne endnu ikke, om regeringen vil kompensere dem for de stigninger, hvis de genvinder magten. Det fortæller både Stephanie Lose (V), der er formand for Region Syddanmark og Naja Iversen, der er visedirektør hos Danske Regioner til NB-Økonomi.
De fem danske regioner har svært ved at planlægge, hvad de skal gøre, fordi de endnu ikke har fået et svar godt og vel to måneder før året udrinder.
P/L-estimatet holdt heller ikke i 2021
Den samlede foreløbige regning løber op i 1,1 mia. kroner. Det skyldes, at estimatet for 2021 i økonomiaftalen heller ikke matchede virkeligheden. Derfor skal regionerne også finde 0,5 mia. kr. på dette område.
"Det vedrørte priser på mange af de varer, som regionerne køber ind som følge af forsyningsproblemer og øget efterspørgsel efter corona særligt i efteråret/vinteren. Det gælder en række forskellige varekøb indenfor lægelige artikler, byggematerialer mv. Derudover steg brændsel allerede dengang," forklarer Naja Iversen.
Den samlede regning æder sig ind på de penge, som regionerne fik til at dække det demografiske træk. Derfor kan det i sidste ende betyde mindre velfærd pr. borger.
"Det der er udfordringen i forlængelse af prisstigningerne på over en milliard, det er, at det svarer til den demografiske beregning for regionerne," siger Naja Iversen.
På den positive side, så har regionerne dog også pengestrømme, der går den modsatte retning.
"Der har været en coronakompensation, som også påvirker økonomien i modsat retning og dermed påvirker regionernes samlede økonomi. Der er også kommet ekstra penge til pukkelafvikling," slår Naja Iversen fast.
Sidst opdateret: 27/10/2022 - 16:27
Temaer: Økonomiaftale
Emner: Økonomi, Danske Regioner, sundhed










































