Fiannsminister Nicolai Wammen står i et brev til KL fast på, at kommunerne selv skal finde pengene til at dække effekten af ministeriets fejlskøn for inflationen.

Fiannsminister Nicolai Wammen står i et brev til KL fast på, at kommunerne selv skal finde pengene til at dække effekten af ministeriets fejlskøn for inflationen. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Regeringen står bomfast: Kommuner skal spare 1,4 milliarder kroner nu

Regeringen udløser akut sparerunde på op til 1,4 milliarder kroner i landets kommuner på budgettet for 2022, og samtidig skal kommunerne genåbne budgetterne for 2023 for at finde nye besparelser. Det fastslår finansministeren i et endeligt afslag om inflationshjælp til kommunerne.

Udgivet: 30/09/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Alle danske kommuner skal øjeblikkeligt gennemføre massive sparerunder på samlet op til 1,4 milliarder kroner i både deres 2022 og 2023-budget for at kompensere for en kraftigere vækst i priserne end forventet, da regeringen og KL indgik aftalen om kommunernes økonomi i juni måned.

Det er konsekvensen af et brev, som finansminister Nicolai Wammen onsdag sendte til KL. Her står ministeren fast på, at kommunerne skal gennemføre besparelser for at finde pengene til de fejlvurdere prisstigninger.

Hvis kommunerne ikke følger beslutningen fra regeringen, så vil kommunerne allerede i foråret blive pålagt bøder fra staten af samme størrelse som den manglende besparelse.

"KL’s anbefaling er, at kommunerne indretter sig på det klare signal fra regeringen om de økonomiske rammer og overvejer, hvordan der kan skabes plads til prisstigningerne inden for en uændret ramme," hedder det i et brev til alle landets kommunalbestyrelser fra KL.

Læs også:
Regeringens afvisning af ekstra prisregulering udløser allerede nu kommunale besparelser

Kommunerne har kun tre måneder til at gennemføre besparelserne for 2022, og derfor vil det kræve meget dramatiske tiltag for at nå det.

Uvist hvor meget kommunerne allerede har sparet

Det er uvist, hvor mange besparelser kommunerne allerede har gennemført i 2022, efter prisstigningerne på energi eksploderede hen over sommeren. En række kommuner fortalte dog til NB-Økonomi for nyligt, at de afventede regeringens svar på, om man ville kompensere kommunerne for de uventede prisstigninger.

Læs også:
6 ud af 17 kommuner vil indføre delvis ansættelsesstop allerede i 2022

Ifølge et brev fra KL vil kommunerne uden akutte sparerunder se "ind i en overskridelse, som allerede på kort sigt vil betyde modgående besparelser."

Varig beskæring af kommunernes økonomiske rammer

Pristalsreguleringen af kommunernes budgetter er teknisk kompliceret. Når kommunerne og regeringen forhandler økonomiaftale for det kommende år i slutningnen maj, så pristalsregulererer man indeværende års service- og anlægsramme ud fra det skøn for inflationen, som regeringen har lagt ind i økonomisk redegørelse tidligere i maj.

Det betyder, at kommunerne ikke får nogen kompensation, hvis regeringen har skønnet inflationen for lavt og modsat heller ikke skal aflevere penge, hvis inflationen er skønnet for højt.

I år er inflationen skønnet 1,4 milliarder kroner for lavt, og derfor mangler de penge i kommunernes budgetter for 2022. Men værre endnu, så betyder det også at 2023 budgettet er fastlagt ud fra et for lavt udgangspunkt.

Derfor skal kommunerne også i gang med at justere 2023 budgettet, medmindre de allerede har indregnet en pulje til uventede prisstigninger i budgettet.

"Budgetterne for 2023 er ved at være på plads alle steder. Men prisstigningerne fjerner hele det økonomiske løft, vi fik til flere børn og ældre i aftalen før sommer. Og mere til," skriver KL i brevet til kommunerne.

Læs også:
Finansminister har brugt kommunernes manglende prisregulering til finansloven

Finansminister vil ikke direkte forholde sig til minusvækst

2023 bliver dermed det første år i mange år, at kommunerne oplever en decideret minusvækst i servicerammen, så ville finansministeren på et spørgsmål fra NB-Økonomi på et pressemøde ikke direkte forholde sig til, om det vil gå ud over velfærden til børn og ældre, når demografipenge skal gå til prisstigninger på blandt andet energi?

"Det ændrer ikke på, at i den aftale, vi lavede med kommunerne sørgede for, at når der kommer flere børn og ældre - som sagt, det er dejligt - så følger der også penge med. Men man bliver så ramt på andre dele af sin økonomi. Og det er selvfølgelig noget, man bliver nødt til at forholde sig til derude," siger Nicolai Wammen.

Dokumentation: Det svarede Wammen på NB-Økonomis spørgsmål:

Forventer du, at det vil gå ud over velfærden til børn og ældre, når nu de her demografipenge skal gå til prisstigninger på blandt andet energi?

"Der er ingen tvivl om, at kommunerne står i en svær situation. Det gør regionerne også. Det gør staten også. Det gør virksomhederne, og det gør alle danskerne. Den triste virkelighed er jo, at inflationen er på sit højeste niveau i 40 år.

"Det betyder så også, at alle oplever, at tingene bliver dyrere. Det gælder også kommunerne. Jeg har meget stor respekt for, at der er en meget stor og vanskelig opgave derude nu. Jeg har selv været borgmester. Jeg ved, at de gør det så godt, som de overhovedet kan under svære vilkår."

"Vi har en løbende dialog med kommunerne, også for at få et overblik over, hvordan det her udvikler sig. Der for et par dage siden møder her i finansministeriet mellem folk fra KL og folk fra finansministeriet, sådan så de kan få et overordnet billede af, hvordan situationen er. Vi følger det selvfølgelig tæt."

Sidst opdateret: 02/10/2022 - 22:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]