30 kommuner kan allerede score folketalsgevinst ved selvbudgettering

De senest nye folketal inden kommunerne skal træffe det endelige valg mellem selvbudgettering eller statsgaranti viser, at 30 kommuner med vækst i folketallet allerede nu har et højere folketal end i ministeriets prognose for 2023.

Udgivet: 07/10/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Helt nye folketal viser, at en tredjedel af landets kommuner er godt på vej til at få et højere folketal pr. 1. januar 2023, end der er lagt til grund i meddelelsen om tilskud og udligning for 2023.

Dermed kan det sandsynligvis betale sig for i hvert fald de 30 kommuner at genoverveje, om man skal vælge selvbudgettering for 2023 for at få en gevinst i kommunens finansiering i forhold til, hvis man vælger statsgarantien.

De 30 kommuner er alle kommuner med stigende folketal over det seneste år og siden første januar, og ingen af kommunerne indgår i kriteriet for faldende folketal i 2023. Samtidig har de alle allerede pr. 1. september et højere folketal end Indenrigs- og Boligministeriet forventer, at kommunen vil have pr. 1. januar 2023, og som deres bloktilskud og udligning er beregnet på baggrund af.

Generelt gælder det for kommunerne, at det i næsten altid vil være en fordel at have et så højt folketal som muligt, fordi det betyder et højere udgiftsbehov samt et højere bloktilskud. Samtidig vil man - hvis de ekstra borgere har en gennemsnitlig skatteindtægt - få en højere skatteindtægt, hvis der er flere borgere i kommunen.

For kommuner med et udgiftsbehov under landsgennemsnittet og en gennemsnitlig skatteindtægt pr. indbygger under landsgennemsnittet vil man desuden modtage flere penge i udligning, hvis man har et højere folketal.

Alene i bloktilskud vil en kommune få ekstra 12.662 kroner pr. indbygger man har udover det forventede folketal i prognosen fra Indenrigs- og Boligministeriet, hvis man vælger selvbudgettering i stedet for statsgarantien.

For Høje-Taastrup Kommune, som allerede nu har 845 indbyggere mere end det var forventet, at kommunen ville have 1. januar 2023, betyder det, at de alene i bloktilskud allerede står til at få yderligere 10,7 millioner kroner i 2023, hvis de selvbudgetterer. Dermed er de også den kommune, der står til den største gevinst på folketallet.

Kommunerne skal dog huske på, at folketal ikke gør det alene. Mange økonomer spår, at Danmark er på vej ind i en recession. Det kan trække gevinsten i modsat retning, fordi mange pludselig kan stå uden arbejde, hvilket betyder faldende skatteindtægt til kommunen. Kommuner der foreløbig vil selvbudgettere for 2023 har gjort sig netop den type af overvejelser, hvilket man kan læse mere om i nedenstående artikel.

Læs også:
Kommuner selvbudgetterer trods udsigt til recession

Andre kommuner indgår i opgørelsen med meget små tal, men her er det værd at huske på, at alle kommuner har haft en vækst i folketallet det seneste år, og dermed har de fortsat fire måneder fra 1. september til 1. januar, hvor folketallet kan stige yderligere udover det folketal, der ligger til grund for statsgarantien.

Dermed kan de 30 kommuners tal ende med at blive markant højere, og hvis de fortsat ser en stor befolkningsvækst, er der sandsynligvis mange penge at hente.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Vækstkommuner kan stadig nå at komme med

Flere kommuner, der ikke indgår i opgørelsen vil med al sandsynlighed også kunne score en gevinst ved at selvbudgettere. Det gælder eksempelvis vækstkommuner som Hillerød og Silkeborg. Godt nok er folketallet fra september for begge kommuner under det forventede folketal pr. 1. januar i statsgarantien, men kommunerne er kun henholdsvis 9 og 161 personer under prognosen.

Helle Gade (S) der er borgmester i Silkeborg Kommune forventer, at kommunen kommer til at vælge selvbudgettering i 2023. Det er netop indstillet til 2. behandling i byrådet, oplyser hun til NB-Økonomi.

Silkeborg har over det seneste år haft en vækst i folketallet på 2243 personer, og derfor virker det usandsynligt, at de ikke skulle vokse med mere end 161 indbyggere i løbet af årets sidste fire måneder. I Hillerød er folketallet vokset med 1250 personer over det seneste år, så her burde man også kunne få en gevinst på folketallet, hvis man vælger at selvbudgettere.

Dermed giver de nye folketal god grund til at genberegne mulighederne ved selvbudgettering for en stor del af landets kommuner, inden det endelige valg mellem statsgaranti og selvbudgettering skal træffes senest den 15. oktober.

Sidst opdateret: 07/10/2022 - 13:22

Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]