Regeringen fremlagde på et pressemøde i dag, mandag, reformudspillet Danmark kan mere III. Her var et af hovedbudskaberne, at kommunerne skal spare 2,5 milliarder kroner på administration.

Regeringen fremlagde på et pressemøde i dag, mandag, reformudspillet Danmark kan mere III. Her var et af hovedbudskaberne, at kommunerne skal spare 2,5 milliarder kroner på administration. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen: Kommuner skal spare 2,5 mia. kr. på administration

Regeringen lægger i nyt reformudspil op til, at kommunerne skal spare 2,5 mia. på bureaukrati, og vil desuden indkalde til trepartsforhandlinger for at løse rekrutteringsudfordringerne i kommunernes store velfærdsområder.

Udgivet: 26/09/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Regeringen vil spare 2,5 milliarder kroner på kommunalt bureaukrati, som skal frigøres til flere sosu'er, pædagoger, lærere og sygeplejesker. Det fremgår af regeringens udspil Danmark kan mere III.

"I gennem de seneste årtier er det som om, det menneskelige i velfærden har fået mindre og mindre tid. De kolde tal og dokumentation har fået mere og mere," siger statsminister Mette Frederiksen ved præsentationen af regeringens reformudspil.

Dermed gør regeringen nu alvor af løftet fra statsministeren i hendes nytårstale, hvor hun sagde, at hun vil gøre op med bureaukratiet i landets kommuner. Godt nok har stort set alle regeringer siden 80'erne forsøgt at afbureaukratisere den offentlige sektor uden succes.

Det anerkendte regeringen også på pressemødet, men forsikrede om, at det vil gå anderledes denne gang.

"Det er fordi vi med vores udspil her tager nogle mere grundlæggende greb end at fjerne en regel her og der. Vi laver det nødvendige vred, hvor vi flytter tid og medarbejdere fra skrivebordsarbejde til hverdagen i folkeskolen, børnehaven og ældreplejen. Hvor medarbejderne skal bruge tiden på omsorg og nærvær i stedet for registrering og dokumentation. Det vred er fuldstændig afgørende for, at vi også har et velfærdssamfund i fremtiden," sagde social- og ældreminister Astrid Krag (S) ved mandagens pressemøde.

Ingen af de fire fremmødte ministre kom dog nærmere ind på, præcis hvilke regler og dokumentationskrav som skal fjernes denne gang, som gør, at afbureaukratiseringen vil lykkes.

Ifølge reformudspillet er hovedudfordringen for landets kommuner - og dermed også den borgenære velfærd - at der i 2030 vil være cirka 50.000 flere børn under syv år og 125.000 flere ældre over 70 år. Samtidig har kommunerne store rekrutteringsudfordringer, mens kommunernes administrationsudgifter er steget med 2,5 milliarder kroner over de seneste ni år, og den statslige regulering af kommunerne er øget med over 50 procent på 30 år.

Den udfordring vil regeringen løse ved blandt andet at spare 2,5 milliarder kroner på bureaukrati, give medarbejdere mere frihed, få flere fra deltid til fuldtid og nedbringe sygefraværet.

Desuden vil regeringen indføre en regel om. at hver gang staten pålægger kommunerne en ny regel, så skal der tilsvarende fjernes en regel.

Ansvaret er ikke fordelt

Hverken i selve udspillet eller på mandagens pressemøde kom regeringen nærmere ind på, om ambitionen om at skære 2,5 milliarder kroner i kommunernes bureaukrati vil medføre ændrede lovkrav fra staten til kommunerne.

Dermed er det fortsat uklart, om det er kommunerne eller staten der har ansvaret for, at nedbringelsen af administrationsudgifter vil lykkes.

Hvis regeringen ikke udpeger hvordan man præcis skal spare de 2,5 milliarder, så kan det meget vel ende som med kommunernes besparelser på eksterne konsulenter, hvor der blot er lovet mere velfærd for de samme budgetter, og så er det nærmest umuligt at finde ud af, hvor besparelsen er endt.

Ifølge KL, så er det netop statens eget bureaukrati, der udgør problemet, og ikke kommunernes administration. I en pressemeddelelse lyder det fra KL-formand Martin Damm, at når kommunerne i dag bruger mere tid på administration, så skyldes det i høj grad, at staten har indført en stigende mængde dokumentationskrav i kommunerne.

"Hvis staten er klar til at rydde op i sit eget bureaukrati, så er vi bestemt klar til at drøfte det. Men hvis det her blot er et slag i luften, så er det en ommer," siger KL-formanden.

Desuden er han skeptisk overfor, at kommunerne de seneste tre år har fået at vide i økonomiaftalerne, at de skal spare penge på eksterne konsulenter og opbygge egne kompetencer, for nu at skulle fjerne de kompetencer igen.

"Der er lidt "først den ene vej, og så den anden vej" over regeringens udspil. Vi har i årevis fået at vide, at vi ikke må bruge eksterne konsulenter, men i stedet skulle opbygge egne kompetencer. Og nu får vi så også at vide, at vi skal skille os af med netop de medarbejdere," siger Martin Damm.

Ifølge udspillet svarer de 2,5 milliarder kroner til at skære fem procent af kommunernes bureaukrati. Det tal er dog stærkt diskutabelt, som du kan læse i en særskilt artikel her på NB-Økonomi, fordi eksempelvis den tid, som en sosu-assistent bruger på at dokumentere, at man har ændret medicinen hos en ældre borger, ikke vil indgå som en administrativ udgift.

Læs også:
5% besparelse på administration kan blive svært at dokumentere

Ikke flere eksterne vikarer

Som en del af udspillet vil regeringen indkalde til trepartsforhandlinger først på ældreområdet og siden på dagtilbuds- og folkeskoleområdet med fokus på at løse en del af kommunernes rekrutteringsudfordringer. Her vil regeringen foreslå følgende initiativer:

Fælles forpligtende mål for kommunerne om at øge antallet af fuldtidsansatte, alle nye stillinger slås op som fuldtidsstillinger, alle deltidansatte skal have ret til fuldtid, sygefraværet skal nedbringes, bedre mulighed for opkvalificering og lokale løsninger så flere seniorer får lyst til at blive i job.

Desuden vil regeringen se på mulighederne for at forbedre de ansattes arbejdsvilkår og løn.

Et andet forslag fra regeringen er, at man vil nedbringe antallet af eksterne vikarer. Konkret skriver man i forslaget, at "regeringen vil søge at indgå aftaler med KL og Danske Regioner om konkrete, ambitiøse måltal for nedbringelsen af brugen af eksterne vikarer på sundheds- og ældreområdet." Det skyldes, at pengene "ikke skal bruges på eksterne vikarbureauer, men skal gå til de personalegrupper, som arbejder i den offentlige velfærd."

Ifølge regeringens udspil skal blandt andet de syv frikommuneforsøg og de kommende forsøg, hvor alle kommuner får mulighed for at blive sat fri på et af de store velfærdsområder danne grundlaget for, hvordan man skal afbureaukratisere i kommunerne.

Sidst opdateret: 26/09/2022 - 15:43

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Regeringen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]