Ulige fest når staten tilbagebetaler 15 milliarder i ejendomsskat

Borgerne i særligt 11 kommuner får i gennemsnit over 5.000 i tilbagebetaling af ejendomsskat i 2022 og 2023. I 20 kommuner får de under 500 kroner.

Udgivet: 23/09/2022

Del artiklen:

En lang række fattige yderkommuner kan se frem til et historisk løft af den lokale købekraft, når staten i slutningen af 2022 og 2023 tilbagebetaler næsten 15 milliarder kroner i for meget i ejendomsskat, hvis man inkluderer renter.

I 11 yderkommuner svarer tilbagebetalingen til over 5.000 kroner pr. indbygger fra vugge til grav, og dermed er det en historisk pengeregn. Til gengæld er festen til at overskue i 20 af de rigeste kommuner, hvor tilbagebetalingen er under 500 kr. pr. borger.

NB-Økonomi har beregnet tallene på baggrund af data fra Skatteministeriet og Danmarks Statistik. Tallene dækker imidlertid kun over tilbagebetalingen til ejere af enfamiliehuse og ejerlejligheder, og derfor vil de reelle beløb blive større. Samtidig er tallene opgjort i 2021-priser, og derfor vil der løbe en del ekstra renter på inden udbetalingen.

Men det er ikke kun mellem kommuner, at der bliver store forskelle, men i endnu højere grad mellem borgerne i særligt yderkommunerne. Pengene udbetales til ejerne af enfamiliehuse og ejerlejligheder, og dermed vil det kun være en del af borgerne i en kommune, som rent faktisk får en udbetaling, mens andre slet ikke får noget.

Løfter BNP med 0,15 i hele Danmark - men meget mere i yderkommuner

Ifølge et svar fra finansministeren til Folketinget vil udbetalingen i 2023 på 13,4 mia. kr. løfte BNP (bruttonationalproduktet) med 0,15 procent eller cirka fire milliarder kroner. Folketinget udbetaler et væsentlig mindre beløb i 2022 på 1,4 mia. kr.

Halvdelen af den samlede udbetaling til ejere af enfamiliehuse og ejerlejligheder falder i områder af Danmark, som kun rummer en sjettedel af befolkningen, og det giver et meget godt billede af, at effekten i mange yderkommuner kan blive mærkbar for de lokale butikker og håndværkere.

Sådan har vi gjort:

Vi har taget Skatteministeriets seneste opgørelse over den gennemsnitlige udbetaling til ejere af enfamiliehuse og ejerlejligheder og sammenholdt den med antallet af enfamiliehuse og ejerlejligheder i 2021 samt antallet af indbyggere i kommunerne.

Det er vigtigt at bemærke, at mens metoden giver en rimelig sikker beregningen af fordelingen mellem kommunerne, så er der to forhold, som gør beregningen mere usikker på det præcise beløb. Dels omfatter tilbagebetalingen til enfamiliehuse og ejerlejligheder ikke hele tilbagebetalingen, dels vil der blive skrevet renter på beløbet frem til den faktiske udbetaling.

Sidst opdateret: 27/09/2022 - 10:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]