Den manglende prisregulering af kommunernes og regionernes budgetter var en afgørende faktor for, at finansminister Nicolai Wammen ved offentliggørelsen af finansloven både kunne love stram finanspolitik, inflationshjælp og mindre velfærdsforbedringer.

Den manglende prisregulering af kommunernes og regionernes budgetter var en afgørende faktor for, at finansminister Nicolai Wammen ved offentliggørelsen af finansloven både kunne love stram finanspolitik, inflationshjælp og mindre velfærdsforbedringer. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Finansminister har brugt kommunernes manglende prisregulering til finansloven

De manglende 1,4 mia. kroner i prisregulering af kommunernes serviceramme i 2023 er brugt til regeringens finanslov. Derfor kan finansministeren ikke give pengene til kommunerne uden at lempe finanspolitikken og forringe overskuddet på de offentlige finanser.

Udgivet: 22/09/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Da finansminister Nicolai Wammen i slutningen af august præsenterede regeringens finanslovsforslag, var der en afgørende grund til, at han kunne love en række mindre velfærdsforbedringer, selvom finanspolitikken samtidig ifølge ministeren var meget stram.

Tallene gik kun op, fordi Finansministeriet havde brugt en manglende prisregulering af kommunernes budgetter i 2023 på 1,4 milliarder kroner i finansloven.

"Det må være en logisk konsekvens, at når staten ikke pristalsregulerer kommunernes serviceramme fuldt ud, så vil det give mere plads til andre offentlige udgifter," siger professor i offentlig økonomistyring Per Nikolai Bukh fra Aalborg Universitet.

Regeringen har fulgt alle love og regler, men nydt godt af at teknikken bag PL-reguleringen af kommunernes serviceramme er blevet meget skæv, fordi regeringen i maj valgte et mere optimistisk scenarie for udviklingen i Ukrainekrigen og de afledte effekter på energipriserne, end man gjorde i august.

Regeringen har fremlagt alle tallene for finansloven i Økonomisk Redegørelse fra august, som giver Folketinget og offentligheden et samlet billede af den økonomiske situation, hvis regeringens forslag til finanslov bliver vedtaget.

Den meget stramme finanspolitik i 2022 skyldes udfasning af mange covid-19 tiltag, mens opstramningen i 2023 skyldes en reel opstramning af de offentlige udgifter.

(Artikel fortsætter under grafik)

null

Mens finansministeren oplyste, at regeringen havde begrænset de offentlige investeringer med to milliarder kroner, så var ingen på pressemødet opmærksomme på, at en anden vigtig faktor var, at de offentlige budgetter ikke blev justeret for et markant højere skøn for stigningen i priserne i august redegørelsen.

Både ministerierne samt kommunernes og regionernes budgetter justeres med de prisstigninger, som er lagt ind i Økonomisk Redegørelse fra maj, mens alle nøgletallene for samfundsøkonomien beregnes på baggrund af de prisstigninger, som er lagt ind i Økonomisk Redegørelse fra august.

Reelt svarer det til, at både ministeriernes, kommunernes og regionernes budgetter målt i faste priser blev reduceret hen over sommeren som følge af de ændrede skøn for prisstigningerne fra maj til august.

Offentligheden og pressen fik faktisk oplysningen på side 30 i Økonomisk Redegørelse:

"Idet de offentlige budgetter ligger fast nominelt, vil en opjustering af prisskønnene indebære, at udgifterne udgør en mindre andel af BNP."

Betydelige konsekvenser for finanspolitikken, hvis regeringen accepterer KL-krav

Det fejlbehæftede prisskøn har samme effekt som en reduktion af kommunernes servicerammer. Hvis Finansministeriet i maj havde valgt et mindre optimistisk scenarie for udviklingen af krigen i Ukraine og udviklingen i energipriserne, så ville kommunerne ikke alene have fået 1,4 milliarder ekstra i midtvejsreguleringen for 2022, de havde også fået en serviceramme i 2023, som ville være 1,4 milliarder kroner højere.

Var det sket, så havde finansministeren enten været nødt til at skære i statens udgifter eller føre en mindre stram finanspolitik og potentielt komme i konflikt med budgetloven.

"Hvis man kompenserer kommunerne og forøger servicerammen, så vil det ramme både råderummet og udregningen af den finanspolitiske effekt," siger Per Nikolai Bukh.

Det betyder også modsat, at hvis finansministeren bøjer sig for et krav fra KL om at godtgøre kommunerne for effekten af de ændrede prisskøn i 2022 og 2023, så vil finanspolitikken blive betydeligt slappere.

Det skal ses i lyset af, at Nationalbanken i går (onsdag) har rettet en usædvanlig skarp kritik af, at regeringens finanspolitik allerede er alt for slap, og at der er behov for en markant strammere finanspolitik.

LÆS OGSÅ.

Læs også:
Baggrund: Optimistisk skøn for Ukrainekrigen i maj rammer nu kommunerne hårdt

Sidst opdateret: 22/09/2022 - 12:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]