Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) oplyser, at regeringen ikke "aktuelt" har planer om at ændre i udligningsreformen. Dermed står regeringen frit til efter et valg at ændre i udligningen.

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) oplyser, at regeringen ikke "aktuelt" har planer om at ændre i udligningsreformen. Dermed står regeringen frit til efter et valg at ændre i udligningen. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Læg mærke til et afgørende ord i folketingssvar om udligning

Regeringen har ikke "aktuelt" planer om at ændre i udligningsreformen, hedder det i svar til Folketinget. Dermed står statsministerens løfte til S-borgmestre om at se på skævheder efter et valg uantastet.

Udgivet: 15/09/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Det har umiddelbart vakt opmærksomhed, at indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) overfor Folketingets Landdistriktsudvalg afviser, at regeringen vil ændre udligningssystemet.

Årsagen er - som tidligere omtalt her på NB-Økonomi - at statsminister Mette Frederiksen på et møde med de socialdemokratiske borgmestre onsdag den 15. august i Odense erkendte, at der er opstået skævheder i udligningssystemet, og at regeringen ville se på det efter et valg.

Som omtalt her i NB-Økonomi opfattede flere borgmestre fra yderkommuner det som et løfte fra statsministeren om, at hun efter et valg ville sikre ændringer, som ville reducere de opståede skævheder. Men her er det vigtigt at bemærke det lille ord "aktuelt" i svaret:

"Regeringen har ikke aktuelt planer om at ændre på udligningsreformen, som et bredt

flertal i Folketinget står bag."

Når ordet aktuelt er indsat, så kan regeringen frit efter et valg vælge at ændre i udligningssystemet, hvis regeringen ender med at konkludere, at det er nødvendigt for at fjerne eller reducere de skævheder, som statsministeren vedgik på borgmestermødet.

Læs også:
Statsministeren vil ændre i udligningsreform efter valg

Kan ændre i byrdefordeling uden at ændre i udligningsreformen

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at den særlige forligsbinding som alene omfatter Venstre og Socialdemokratiet udtrykkeligt siger, at det kun er "grundlæggende ændringer af det kommunale tilskuds- og udligningssystem", som er omfattet af forliget.

Det betyder formentligt, at regeringen godt kunne ændre vægtene på nogle af kriterierne i udligningssystemet uden at bryde forliget. Derimod kan man formentligt ikke ændre på eksempelvis den grundlæggende udregning af det sociale udgiftsbehov, som er en af de ting, som har skabt skævheder i udligningen.

NB-Økonomi skrev i overskriften på vores omtale af det socialdemokratiske borgmestermøde, at statsministeren ville "ændre i udligningsreformen". Men en kilde kritiserer overskriften for, at det ikke nødvendigvis betyder ændringer i selve reformen, at sikre flere penge til de kommuner, som er ramt af de skævheder, som statsministeren omtalte , hvilket i øvrigt også fremgik af artiklen.

Reelt ændrede regeringen allerede i maj på byrdefordelingen mellem kommunerne, da man som led i økonomiaftalen afsatte 250 millioner kroner ekstra til paragraf 16-puljen - og vel at mærke penge, som blev afsat til de mest udfordrede kommuner.

Reelt skete det uden at ændre et komma i selve udligningssystemet, og derfor kan regeringen i princippet opfylde Mette Frederiksens løfte til S-borgmestrene ved at gøre den ekstra pulje permanent og eventuelt udvide den eks. gennem flere udviklingsaftaler. Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at regeringen netop har tilbudt Morsø en såkaldt udviklingsaftale.

Fordelen ved den metode er, at det er staten, som betaler de 250 millioner kroner, og dermed bliver de ikke taget fra nogen andre kommuner.

Ulempen er, at udvidelsen af puljen dermed udvidede overfinansieringen af kommunerne, som på lang sigt skaber en række styringsmæssige udfordringer.

Regeringen er i øvrigt bundet af boligskatteforliget til at ændre i udligningsreformen senest med virkning fra 2028, når de nye ejendomsvurderinger skal indfases i udligningssystemet. Teoretisk kunne forbeholdet om "aktuelt" også være udløst af denne binding, men i og med at den har været kendt siden 2017, så ville det være mere præcist blot at nævne det.

Læs også:
Analyse: Udligningstal peger på stabilt fejlbehæftet system

Sidst opdateret: 15/09/2022 - 11:43

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]