
I et historisk budgetforlig på Københavns Rådhus udenom overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), var der stor fokus på Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Line Barfod (Ø). Hun har fået store Enhedslisten-ønsker gennemført mod at acceptere en skattenedsættelse. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
København sænker skatten og giver flere penge til klima og socialområdet
Enhedslisten fik markante indrømmelser på især socialpolitikken og det grønne, mens de borgerlige fik en uventet skattelettelse. Her er hvad vi ved om aftalen, som endnu ikke er offentliggjort.
Udgivet: 09/09/2022
Flere penge til klima, socialområdet, lærere og pædagoger kombineret med en skattenedsættelse. Sådan lyder opskriften på en budgetaftale med samtlige borgerlige partier og Radikale, Enhedslisten og Alternativet, som netop er vedtaget i Københavns Kommune.
Dermed har Enhedslisten fået mange af sine ønsker til budgetforhandlingerne opfyldt, og kan dermed fortælle vælgerne, at de i det første budgetforlig efter kommunevalget, hvor Enhedslisten blev det største parti på Københavns Rådhus, at de har fået gennemført forbedringer af klimaindsatsen, socialområdet, folkeskoleområdet og daginstitutionsområdet.
De borgerlige partier kan til gengæld med stolthed fortælle vælgerne, at de har fået gennemført en skattenedsættelse i Københavns Kommune.
Tilbage står Socialdemokratiet og SF med en lang næse, og har som de eneste to partier altså ikke fået indflydelse på årets budget i kommunen selvom Socialdemokratiet med Sophie Hæstorp Andersen sidder på overborgmesterposten. De to partier er de eneste blandt de ti partier i Københavns Borgerrepræsentation, som ikke er med i aftalen.
Budgetaftalen var endnu ikke offentliggjort ved deadline. Men blandt de væsentligste punkter i budgetforliget er, at man afsætter 275 millioner kroner til socialområdet over de kommende fire år, at man vedtager store investeringer i at nedbringe CO2-udledningerne, og at man investerer i at udvide idrætsfaciliteterne. Desuden er der afsat en pulje på 139 millioner kroner til at ansætte flere uddannede lærere og pædagoger.
Dertil kommer, at kommunen sætter skatten ned med 130 millioner kroner, svarende til 0,1 procentpoint, så udskrivningsprocenten til næste år sænkes fra 23,8 procent til 23,7 procent.
Budgetforliget bringer glæde blandt de borgerlige partier, som nu kan bryste sig med, at de har sikret københavnerne en skattenedsættelse. Venstres gruppeformand i København Louise Theilade Thomsen skriver blandt andet på Twitter, at skattenedsættelserne er en stor sejr for Venstre.
VI GJORDE DET!
Københavns budgetaftale for de næste år er netop faldet på plads. Et økonomisk ansvarligt budget med både skattelettelser, klimainvesteringer og løft af socialområdet, som samlet set udstikker en helt ny retning for København. pic.twitter.com/1ydA0aYKsZ
— Louise Theilade Thomsen (@louisetthomsen) September 9, 2022
Også De Radikale er glade for budgetforliget, hvor deres gruppeformand i kommunen Christopher Røhl har delt et opslag på Twitter, hvor han oplister en række af de resultater, som Radikale kan glæde sig over i budgetforliget.
Door step i rådhushallen med lidt fakta:
Over 0.5 mia kr til grøn omstilling
Ti gange større CO2 udledning end vi startede med
1.5 mia kr til velfærd
1 mia kr til idræt
0.5 mia i skattenedsættelse
8 ud af 10 partier på rådhuset med i historisk budgetaftale.#dkpol #tænknyt pic.twitter.com/7tOchE5igP
— Christopher Røhl (@RohlChristopher) September 9, 2022
Hos Enhedslisten er det især de store CO2-reduktioner, der vækker glæde. Ifølge partiet er der aftalt reduktioner for i alt 13.000 ton CO2 i budgetforliget. Samtidig sender partiet en bemærkning til S og SF, som ifølge Enhedslisten kun ville gennemføre reduktioner for 850 ton CO2 i deres budgetforslag.
— Enhedslisten KBH (@elkbh) September 9, 2022
Budgetforliget var endnu ikke blevet offentliggjort i sin helhed ved redaktionens afslutning.
Sidst opdateret: 09/09/2022 - 15:02
Temaer: Budgetter
Emner: Københavns Kommune
Relaterede artikler

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.
Læs mere om NB-Økonomi herGenveje
Kontakt os
Abonnement
92926340© NB-Medier 2026
Cookie- og privatlivspolitik


































