"Du lægger op til 0,1 vækst, det betyder så store fyringsrunder i den offentlige sektor (40.000 red.) det kan jeg dokumentere sort på hvidt - de beregninger er allerede lavet af Finansministeriet. Dem går jeg ud fra, at alle stoler på."

Så klar var Mette Frederiksen i DR's statsministerdebat søndag aften. Men et faktatjekt viser, at de beregninger, som Mette Frederiksen henviser til er alt andet end sort hvid. Ifølge Finansministeriet er nedgangen i den offentlige beskæftigelse alene baseret på et beregningsteknisk skøn.

Et nærmere studie af svaret viser, at det er baseret på en antagelse om, at realvæksten i den offentlige sektors varekøb er højere end realvæksten i den offentlige timebeskæftigelse. Sagt på almindeligt dansk, så forudsætter regnestykket, at det offentlige stadig vil bruge flere penge på varekøb og færre på ansatte.

Med nulvækst i de offentlige udgifter vil den antagelse rent logisk betyde, at indkøb af varer og ydelser fra den private sektor vil erstatte budgetterne til lønninger, som dermed vil falde.

Men ifølge svaret er det langt fra sort hvidt.

"Det er som udgangspunkt op til de enkelte statslige, regionale og kommunale institutioner og beslutningstagere, hvordan de får størst muligt udbytte af budgetterne – herunder fordelingen på offentlige lønudgifter og køb fra den private sektor (netto). Udviklingen i den offentlige beskæftigelse frem mod 2030 vil således blandt andet afspejle lokale behov og prioriteringer i den enkelte kommune, region og institution. Der er dermed heller ikke en enkel sammenhæng mellem realvæksten i det offentlige forbrug og udviklingen i den offentlige beskæftigelse," hedder det i svaret.

Derfor er hele beregningen baseret på, at der "historisk har der været en tendens til, at realvæksten i varekøbet er højere end realvæksten i den offentlige timebeskæftigelse, hvilket blandt andet skal ses i lyset af, at varekøbet bliver relativt billigere som følge af produktivitetsvækst i de brancher, som producerer og sælger varer og tjenester til det offentlige forbrug."

De historiske tal underbygger statsministerens konklusion

Selvom svaret fra Finansministeriet langt fra er så "sort-hvidt" som det blev udlagt af Mette Frederiksen, så underbygger udviklingen i antallet af offentligt ansatte fra 2010 til 2017 hendes pointe.

"Hvis man måler fra 2010 til 2017, så er det noget tilsvarende den realvækst, der bliver lagt op til i den konservative plan. Det var lige i underkanten af 0,1 og de har lige i overkanten af 0,1, så det er rimeligt sammenligneligt," siger seniorøkonom Niels Storm Knigge fra tænketanken Kraka.

"Det har vi prøvet før med genopretningspakken og de her to procent effektiviseringskrav, så det kan man bruge som referenceramme - og så er det jo en politisk afgørelse, om det var godt eller skidt, og om hvorvidt alle de lavthængende frugter er blevet høstet tidligere."

Fra 2010 til 2017 medførte den begrænsede vækst i det offentlige forbrug et fald i den offentlige beskæftigelse på 30.000.

Selvom Mette Frederiksen sad i regering fra 2011 til 2015, så tillod Thorning-regeringerne en vækst i det offentlige forbrug på 0,45 procent, men det affødte også et fald i den offentlige beskæftigelse på 9.000 ifølge tal, som Kraka har trukket fra Danmarks Statistik.

Regeringens politik vil ikke give flere ansatte

Hvis statsministeren opfatter svaret fra Finansministeriet som sort-hvidt, så er det også helt klart, at regeringens løfte om at dække det demografiske træk og lægge lidt oveni ikke vil medføre flere såkaldte varme hænder i den offentlige sektor.

Det fremgår nemlig også af svaret, at hvis man tager udgangspunkt i den faldende lønkvote, så vil en vækst i de offentlige udgifter svarende til det demografiske træk medføre et fald i antallet af offentligt ansatte på 11.000 personer, og dermed skal der altså lægges en pæn sjat oven i det demografiske træk for blot at undgå et fald i antallet offentligt ansatte.

Udover at statsministeren fejlrepræsenterede sikkerheden bag udregningerne, så glemte hun også at fortælle at de 40.000 (som retteligt er 41.000) var baseret på nulvækst i de offentlige udgifter og ikke en 0,13 procent vækst, som De Konservative foreslår.