Jyske kommuner scorer igen højst på erhvervsvenlighed i 2022
Jyske kommuner dominerer igen toppen af Dansk Industris rangliste over kommuners erhvervsvenlighed. Vejen Kommune indtager førstepladsen efterfulgt af kommunerne Morsø og Ikast-Brande. Se her din kommunes plads på ranglisten i 2022 og 2021.
Udgivet: 07/09/2022
For første gang i de 13 år, DI har målt den lokale erhvervsvenlighed i kommunerne, toppes listen af en sydjysk kommune. Næsten 8.000 virksomheder har vurderet deres kommune inden for ti kategorier, og med en fremgang i syv kategorier, tager Vejen Kommune for første gang førstepladsen.
Ikast-Brande Kommune har vundet DI's Lokal Erhvervsvenlighed 11 ud af 12 år. Men i år – 13. gang prisen bliver uddelt - er det slut. Vejen Kommune stormer ind på førstepladsen, og med Morsø Kommune på andenpladsen er Ikast-Brande i år henvist til bronze-pladsen. Det hører dog med til billedet, at der næsten skal målfoto til, når man skal afgøre placeringen blandt de øverste.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
Mangeårig indsats
Mere end fire ud af fem virksomheder i Vejen Kommune vender i 2022 tommelfingeren opad til kommunens erhvervsvenlighed.
"Når nu Ikast-Brande skulle skubbes ned af piedestalen, så er det ikke helt overraskende at det er Vejen, der gør det. I 2020 blev de nummer to og sidste år fik de en fjerdeplads. Det er således en mangeårig indsats, der giver Vejen den flotte sejr i år," siger medlemsdirektør i DI Anders Søndergaard Larsen i en pressemeddelelse.
Fra 2021 til i år har Vejen Kommune forbedret sig på de fleste af parametrene i DI’s årlige undersøgelse. Og sammen med Herning Kommune vinder de kategorien ’Overordnet erhvervsvenlighed’, hvor virksomhederne vurderer deres generelle tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed, og om de vil anbefale andre virksomheder at flytte til kommunen.
"Alle kommunens medarbejdere har en stor andel i, at vi er nået helt til tops - uden deres indsats var vi aldrig nået hertil. Vi har i flere år ligget højt på listen, og det er en stor forløsning endelig at få 1. pladsen," siger borgmester i Vejen Frank Schmidt Hansen (K).
Vejen Kommune vinder udover den samlede undersøgelse også kategorien Arbejdskraft, hvor kommunen går frem fra en andenplads i sidste års undersøgelse.

Hvor Vejen ikke var en helt uventet vinder i år, så ser det anderledes ud med andenpladsen. Landets næstmest erhvervsvenlige kommune i 2022 er nemlig Morsø, som er i top-ti for første gang. Siden 2016, hvor kommunen opnåede en 63. plads, er Morsø stort set uafbrudt rykket opad på ranglisten. Og Morsø Kommune er første kommune nogensinde, der vinder tre kategorier, ’Sagsbehandling’, ’Uddannelse’ og ’Digitale Rammer’.
"Resultatet for den nordjyske ø-kommune Morsø er næsten lige så imponerende som Vejens. Morsø prioriterer erhvervslivet meget højt, og det giver pote i undersøgelsen," siger Anders Søndergaard Larsen.
(Artiklen fortsætter efter tabellen)
Vestjylland bedste landsdel
Når resultaterne deles op på landsdele, så er der gode nyheder for flere landsdele. Vestjylland har – trods sejren til Vejen Kommune – overhalet Sydjylland som var bedste landsdel sidste år.
Den gennemsnitlige placering for de otte kommuner i Vestjylland - Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer og Viborg kommuner – er nemlig 19. Gennemsnittet i Sydjylland er 21, og de to jyske landsdele skiller sig ud, som de klart mest erhvervsvenlige i landet.
"De to jyske landsdele gør det virkelig godt. Kommunerne gør sig umage for at tiltrække virksomheder, bosættere og arbejdspladser, og der er en sund konkurrence imellem dem. Og når kommunerne skaber gode forhold for virksomhederne, så skaber det også bedre velfærd i kommunerne," siger Anders Søndergaard Larsen.
Nordjyllands kommuner er gået mere end seks pladser frem i gennemsnit, og kommunerne i Syd- og Vestsjælland er i gennemsnit gået mere end otte pladser frem.
De over 7.900 virksomheder i undersøgelsen har også svaret på, hvilket område, som de finder vigtigst, at politikerne i både kommuner og i Folketinget gør noget ved. For begge parter er svaret arbejdskraft.
I alle tidligere år – hvor DI kun har spurgt til virksomhedernes foretrukne kommuneindsats - har infrastruktur været virksomhedernes højest prioriterede område.
Mere om DI's undersøgelse her
Sidst opdateret: 07/09/2022 - 13:03




































