Bare to år efter Folketinget vedtog en stor reform af den kommunale udligning, viser data fra en analyse fra Index 100, at der kan være store fejl i selve udligningssystemets motor.

Politikerne opgav reelt at reparere de mange fejl og mangler i udligningssystemet i 2020 og valgte i stedet et uskønt forløb at sprede varige særtilskud ud til alle de kommuner, som de primært ud fra politiske synsvinkler mente ikke fik dækket deres behov i det fejlbehæftede udligningssystem.

Senest har regeringen så været nødt til at acceptere en forhøjelse af særtilskudspuljen med 250 millioner kroner i en åbenlys erkendelse af, at udligningssystemet allerede i sit andet leveår er så skæv, at der skal fordeles i alt 620 millioner kroner i særtilskud.

Effekten er, at vi har fået et fuldstændigt uigennemskueligt udligningssystem, hvor et meget stort antal kommuner opfatter, at de bliver snydt.

Men værre endnu er, at et dårligt fungerende udligningssystem med stor sandsynlighed medfører et stort tab af velfærd i Danmark.

Det skyldes to forhold.

Den første er den helt banale, at når et tilskud og udligning fordeles efter helt uigennemskuelige og umiddelbart skæve regler samt ved omfattende brug af særtilskudspuljer, så vil mange kommuner bruge mange ressourcer på at kæmpe for en større del af kagen.

Tag bare et kig på indgangspartiet til Indenrigs- og Boligministeriet, hvor der torsdag og fredag vil defilere et større antal kommunale delegationer ud og ind af døren. En central del af deres argument vil være, at udligningssystemet er så skævt, de skal have del i de i alt 620 millioner kroner, som lige nu er afsat til at lappe på udligningssystemet.

Men der er et andet og vigtigere spild ved et upræcist og fejlbehæftet udligningssystem.

Hvis der er kommuner, som får et fejlagtigt lavt udligningsbeløb, så er der lige så mange, som får et fejlagtigt stort beløb. Ud fra empirien, så vil velfærdsgevinsten i de kommuner, som får fejlagtigt meget, næppe være så stor som velfærdstabet i de kommuner, hvor man må skære den offentlige velfærd langt under landsgennemsnittet.

En central pointe her er, at problemet ville være mindre, hvis skævhederne var proportionalt med kommunernes velstand. For så kunne politikerne blot se skævhederne som en del af den politiske fastsatte udligningsgrad og dermed den politiske ønskede forskel i service og skat mellem rige og fattige kommuner.

Men i øjeblikket tyder meget på, at selvom fejlene i udligningssystemet formentligt rammer en stor del af yderkommunerne, så vil billedet være mere blandet i mange af de øvrige kommunegrupper. I det befolkningstunge hovedstadsområde tyder meget på, at der vil være kommuner som både får for meget og for lidt i forhold til den politiske beslutning om, hvad et "nogenlunde ensartet skat og serviceniveau" konkret skal være.

Analysen i Index 100 afslører skævheder i systemet

Det er slående, at en analyse fra Index 100 så præcist kan afsløre skævheder i systemet. Hvis ikke politiske interesser og Indenrigsministeriets ønske om at monopolisere data og viden om udligningssystemet stod i vejen, så ville det være oplagt, at ministeriet bad Index 100 om at analysere sammenhængen mellem det faktiske udgiftsbehov og udligningssystemets opgjorte behov i alle landets kommuner.

For at få det samlede billede ville man naturligvis være nødt til at prøve at indregne alle de lapper, som politikerne har lagt ind i udligningssystemet i form af særtilskud.

Herefter ville politikerne dels være tvunget til at bekende kulør på, hvor store eller små forskelle service, som de mener er hensigtsmæssige mellem rige og fattige kommuner - altså en ærlig udligningsgrad. Dels ville politikerne også være tvunget til at forholde sig til, om de tilfældige skævheder i systemet er indenfor den usikkerhed, som man altid vil opleve i et udligningssystem.

Hvis svaret på begge spørgsmål var, at ligheden - eller uligheden om man vil - mellem kommunerne var hensigtsmæssigt, og at de tilfældige skævheder er til at leve med, ja så burde man i princippet kunne fjerne alle særtilskudsordninger.

Hvis svaret var, at uligheden var for stor eller lille, og at de tilfældige skævheder er for store, så bør partierne bag udligningsreformen sætte Finansieringsudvalget under Indenrigsministeriet i gang med at forberede en større fagligt baseret revision af udligningssystemet, hvor der fokuseres på at give selve motoren i systemet en hovedreparation.

Herefter kunne man så fjerne særtilskudspuljerne og alene have en mindre pulje til kommuner, som uforvarende bliver ramt af en tagsten.

Og tænk, så ville 50 kommuner ikke bruge tid på at skrive ansøgninger om særtilskud, og mange borgmestre og kommunaldirektører med følge kunne bruge tiden på at drive deres kommune så effektivt som muligt i stedet for at skulle tage turen til København og argumentere for særtilskud.

Og vigtigst af alt. Pludseligt ville kommunernes årlige udgifter på cirka 420 milliarder kroner blive afholdt der, hvor det til enhver tid siddende flertal i Folketinget mente, at de gav størst værdi for vækst og velfærd i Danmark.