
Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) mener ikke, at over halvdelen af landets kommuner er særligt vanskeligt stillet. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Indenrigsminister mener ikke, at der er 50 vanskeligt stillede kommuner
Christian Rabjerg Madsen (S) har svært ved at se, at over halvdelen af landets kommuner kan betegne sig selv som særligt vanskeligt stillede kommuner. Flere kommuner kan dermed forberede sig på et afslag på ansøgningen til §16-puljen.
Udgivet: 11/08/2022
Over halvdelen af landets kommuner anser sig selv som særligt vanskeligt stillet økonomisk. De har i hvert fald søgt om §-16 puljen, som netop skulle være en økonomisk håndsrækning til landets fattigste kommuner.
Det reagerer indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) nu på.
"Jeg anerkender, at mange kommuner hvert år oplever det som en svær øvelse at få enderne til at mødes i budgetterne. Jeg skal ikke på stående fod afgøre, hvor mange kommuner, der er særligt vanskeligt stillet, men det er klart, at jeg har svært ved at se, at det kan være over halvdelen, der kan betegnes sådan," skriver Christian Rabjerg Madsen via en pressemedarbejder til NB-Økonomi.
Derfor må en række kommuner nok forvente at få afslag på deres ansøgning fra puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner.
Det er vigtigt for Rabjerg Madsen, at regeringen holder hånden under de kommuner, der har særligt mange udfordringer. Derfor har man afsat midler i både udligningsreformen og den seneste økonomiaftale til netop vanskeligt stillede kommuner. Men han køber ikke, at over halvdelen af kommuner står i den situation.
"Derfor har regeringen med udligningsreformen flyttet årligt 1,4 mia. kr. ekstra til landets land- og yderkommuner. Senest har vi med forårets økonomiaftale med KL hævet puljen til vanskeligt stillede kommuner med 250 mio. kr. i 2023. For vi ved, at særtilskud kan spille en stor rolle for især vores mest vanskeligt stillede kommuner for at få enderne til at hænge sammen i budgetterne," siger han.
Da man i øjeblikket er i gang med at se på, hvilke af de 50 kommuner - der har ansøgt §16-puljen - som skal have tildelt midler, kan ministeren ikke blive konkret på, hvilke kommuner der så er værdigt trængende.
"Hvor mange kommuner, der vil modtage særtilskud i år, er endnu for tidligt at sige. Vi er i fuld gang med at behandle ansøgningerne, som bliver samlet vurderet med inddragelse af bl.a. puljens størrelse og økonomiske nøgletal. Vi forventer at svare på ansøgningerne inden udgangen af august," skriver indenrigsministeren.
Sidst opdateret: 11/08/2022 - 22:50
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Økonomi, Indenrigs- og Boligministeriet, Christian Rabjerg Madsen (S), indenrigs- og boligminister







































