Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune er træt af udligningssystemet, da den ifølge ham ikke løser yderkommunernes udfordringer.

Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune er træt af udligningssystemet, da den ifølge ham ikke løser yderkommunernes udfordringer. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Borgmester: Udligningen vil udløse besparelser

Flere kommuner får færre penge i udligning end tidligere år. Men udgifterne er ikke faldet. Det vil betyde besparelser, fortæller borgmesteren i Lolland Kommune. Han kan ikke få øje på et Danmark i bedre balance.

Udgivet: 01/07/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Borgmesteren i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), er godt træt af udligningsreformens konsekvenser for de fattigste yderkommuner. De står til at få over 180 mio. kr. mindre i 2023 sammenlignet med 2022.

Det viser nye tal fra 'Meddelelse om Tilskud og Udligning for 2023' fra Indenrigs- og Boligministeriet.

"Udligningsmodellen - den nye, der er lavet - den virker åbenbart på den måde, at én af landets absolut pressede og fattige kommuner, vi skal tabe penge på udligning. Én af tingene er befolkningstilbagegang, men vi er presset hvert eneste år," siger Holger Schou Rasmussen til NB-Økonomi.

Det bliver noget, som kommer til at svide, forudser Holger Schou Rasmussen. De 180 mio. kr. svarer nemlig til, at kommunen får 4.215 kr. mindre pr. borger til service, end de har fået i 2022.

Læs også:
Se alle kommuners resultat af tilskud og udligning for 2023

Selvom der også er områder i Lolland Kommune, der trækker i positiv retning, så kommer kommunen ifølge borgmesteren til at mangle 133 mio. kr. på bundlinjen, efter effekterne fra udligningen er indregnet.

"Vi vil kunne mærke det ved, at vi simpelthen skal ud at finde de penge på besparelser. Vi kan jo ikke sætte skatten op. Vi har den højeste skatteprocent af alle kommuner," siger Holger Schou Rasmussen.

Et Danmark i ubalance

Den socialdemokratiske borgmester er ikke enig med sin partifæller i regeringen i, at der er skabt et Danmark i balance.

Denne her regering har jo været meget optaget af et 'Danmark i balance', mener du så ikke, at denne her udligningsreform har sikret det?

"Nej!," lyder det korte svar fra Holger Schou Rasmussen.

"Regeringen kører alt for meget på synsninger og ikke på fakta. Vi hører jo tit, at Lolland får allermest i udligning. Men det er jo sådan set ligegyldigt, det handler om, hvorvidt vi får det rigtige i udligning. Er det måske sådan, at vi kan levere det serviceniveau, som regeringen selv stiller krav om? Det kan Lolland ikke."

Nogle af de udfordringer, som Lolland Kommune har i forhold til at levere service er blandt andet, at kommunen har mange socioøkonomiske udfordringer med meget tunge og omkostningsfyldte sager.

"Hvert tredje barn, der flytter til Lolland, har en børnesag med sig. Over halvdelen af de førtidspensionister, der bor på Lolland, de er jo flyttet til kommunen. Der matcher pengene bare ikke," siger han.

Han er godt utilfredshed med den måde, som den nye udligningsreform er skruet sammen på, fordi han frygter, at pengene langsomt bliver udhulet over tid. Han advarer derfor om, at andre kommuner over tid vil stå i samme situation som Lolland.

"Der går jo ikke mange år, før flere kommuner ender i suppedasen," siger Holger Schou Rasmussen.

Sidst opdateret: 01/07/2022 - 10:08

Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning

Emner: Lolland Kommune, Regeringen, Udligning 2023

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]