Se alle kommuners resultat af tilskud og udligning for 2023

Indenrigs- og Boligministeriet har netop offentliggjort meddelelsen om tilskud og udligning for 2023. Se her, om din kommune kan se frem til at få mere eller mindre i tilskud og udligning.

Udgivet: 30/06/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Alle kommuner på nær Billund, Glostrup og Høje-Taastrup må forberede sig på at få færre penge fra det kommunale tilskuds- og udligningssystem i 2023 end de gør i 2022.

Det viser meddelelsen om tilskud og udligning, som netop er udsendt af Indenrigs- og Boligministeriet torsdag eftermiddag.

I alt får kommunerne 13,8 milliarder kroner mindre fra tilskuds- og udligningssystemet i 2023 end de gjorde i 2022. Det svarer til et fald på 2.531 kroner pr. indbygger på landsplan.

Faldet skyldes primært, at kommunernes ordinære bloktilskud er faldet fra 84,7 milliarder kroner (86,7 milliarder i 2023-PL) til 74,2 milliarder kroner.

Fald er ikke nødvendigvis negativt

Selvom Billund og Glostrup har en gevinst fra tilskud og udligning i 2023 sammenlignet med 2022, så betyder det ikke, at kommunernes økonomi bliver stærkere af den grund. For begge kommuner gælder det, at stigningen skyldes, at man har et stort fald i indtægterne fra selskabsskatten i 2023 i forhold til 2022. Derfor falder deres udgift til udligning af selskabsskat, hvilket gør, at deres samlede resultat af tilskud og udligning bliver bedre.

Samlet set overstiger faldet i indtægter fra selskabsskat dog den mindre betaling til udligningen, så kommunerne er isoleret set dårligere stillet på baggrund af udviklingen i selskabsskatter.

Den regel gælder helt generelt, når man ser på udviklingen i resultatet fra tilskud og udligning. Et fald i indtægteren fra tilskud og udligning kan eksempelvis komme fra, at man har en stigning i skatteindtægterne og dermed betaler mere i skatteudligning, hvilket medfører, at kommunen samlet set er bedre stillet. Dermed kan man ikke sætte lighedstegn mellem et fald i tilskud og udligning og det at være dårligere stillet økonomisk.

Se udviklingen i tilskud og udligning i din kommune i kortet herunder:

(Artiklen fortsætter under kortet)

Trods de store forskydninger er det overordnede resultat af tilskud og udligning fortsat, at det især er yder- og ø-kommuner samt en række kommuner på den Københavnske vestegn, som drager størst fordel af tilskuds- og udligningssystemet.

Ser man bort fra ø-kommunerne, så er det Lolland Kommune efterfulgt af Ishøj Kommune, der har den største nettogevinst på systemet pr. indbygger. I alt får Lolland 44.057 kroner pr. indbygger, mens Ishøj Kommune får 42.456 kroner pr. indbygger.

I alt er det 89 kommuner, som får mere fra systemet, end de bidrager til det.

Langt størstedelen af bidraget kommer dog ikke fra udligningen mellem kommunerne, men derimod fra bloktilskuddet og diverse andre statslige tilskud, som i alt udgør 84,8 milliarder kroner i 2023. Det er penge, som staten lægger ind i systemet, primært i form af bloktilskuddet.

Til gengæld er der ni kommuner, som trods de store statslige tilskud betaler så meget til udligning, at de samlet går i minus på tilskuds- og udligningssystemet. Alle ni kommuner er beliggende i hovedstadsområdet, og det er især Gentofte, Rudersdal og Hørsholm, som har et minus. De tre kommuner har et minus på henholdsvis -42.375, 30.238 og 29.474 kroner pr. indbygger.

Se alle kommuners samlede resultat af tilskud og udligning i de to kort herunder.

Opdag NB Økonomis fulde datasæt

Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 03/07/2022 - 13:01

Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning

Emner: Udligning 2023

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]