
Astrid Krag (S) til et tidligere samråd. Tirsdag var hun dog indkaldt til et samråd omkring at få sosuer fra deltid til fuldtid, samt om der bør laves en hjælpepakke til kommunerne. Ministeren henviste til eksisterende tiltag, som svar på løsningen af problematikken. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Astrid Krag har ingen akut hjælp på vej til de ældre
Regeringen har ingen akut hjælp på vej til ældreplejen, når det kommer til at få flere sosuer fra deltid til fuldtid. Astrid Krag henviste ved tirsdagens samråd til tiltag, som regeringen tidligere har sat i gang.
Udgivet: 06/04/2022
Social- og Ældreminister Astrid Krag (S) har ingen planer om akut hjælp eller en rekrutteringspakke på vej til kommunerne, som skal få flere sosuer til at gå fra deltid til fuldtid. Det kom frem til et samråd tirsdag eftermiddag.
"Der er tale om et overenskomstbelagt område. Det er derfor op til arbejdsmarkedets parter at nå til enighed om en god model. Der er da heller ikke noget i vores lovgivning, der står til hindrer for, at medarbejderne kan blive ansat på fuldtid," siger Astrid Krag til samrådet.
"Det kræver i udgangspunktet bare, at medarbejderne og kommunerne er enige om det, og at der er en ordentlig velfærdsøkonomi i kommunerne. Det ansvar har regeringen løftet."
Samrådsspørgsmålene blev stillet af den tidligere DF'er og nuværende løsgænger i folketinget Karina Adsbøl. Spørgsmålene lød på, hvordan det skulle sikres, at flere medarbejdere kom fra deltid til fuldtid, og om der bør laves en rekrutteringspakke til kommunerne.
Ministeren henviste flere gange til, at regeringen har løftet ældreområdet i både økonomiaftaler med kommunerne og via finansloven. Derudover har regeringen indgået en aftale om at øge arbejdsudbuddet.
"Den 21. januar i år indgik regeringen sammen med SF, R, DF og KD om en række reformer, som samlet set styrker den strukturelle beskæftigelse med cirka 12.000 personer," siger Astrid Krag.
Det meste af den reform kan dog ikke umiddelbart realiseres på denne side af valget. Jyllands-Posten har foretaget beregninger på, at det kun er 1.350, der kan realiseres, da resten blandt andet er forligsbelagt.
Handler ikke kun om økonomi
Astrid Krag anerkender, at der er et stort problem med både rekruttering, fastholdelse af medarbejdere, højt sygefravær og at mange er på deltid i ældreplejen.
Hun bruger derfor store dele af samrådet til at ridse op, hvilke initiativer regeringen har sat i gang.
Her kommer hun blandt andet ind på, at faste teams i ældreplejen kan være en del af løsningen. Hun henviser til den hollandske model (Buurtzorgmodellen, red.), som har øget både arbejdsglæden og sænket sygefraværet i Holland. Her har regeringen afsat 191,6 mio. kr., som kommuner har kunnet søge for at omlægge deres ældrepleje til faste teams. Det er dog kun 25 kommuner, som har fået andel i midlerne.
Så hvis denne model viser sig at være vejen frem, så står langt de fleste kommuner stadigvæk uden hjælp til at omlægge deres ældrepleje.
Hvem har ansvaret?
Der var stor utilfredshed blandt flere af oppositionspartierne til samrådet - blandt andet samrådsspørgeren Karina Adsbøl, som mente, at Astrid Krag ikke svarede på samrådsspørgsmålene. Der blev endda nævnt, at man ville indkalde til et nyt samråd om emnet. Kritikken gik blandt andet på, at ministeren remsede op, hvad hun havde gjort og ikke, hvad hun havde tænkt sig at gøre.
Regeringen har altså ikke nogle tiltag på vej om en rekrutteringspakke til kommunerne. I forhold til at få medarbejdere fra deltid op på fuldtid henviser ministeren i stedet til eksisterende tiltag. Derudover mener Astrid Krag, at det skal ske lokalt i kommunerne og blandt arbejdsmarkedets parter, da der ikke er lovgivning, der står i vejen for at få medarbejdere fra deltid og op på fuldtid. Med andre ord er det ifølge ministeren kommunernes ansvar.
Kirsten Normann, der er ældreordfører fra SF og mødeleder til dagens samråd, mener omvendt, at der blev svaret på samrådsspørgsmålene. Der er jo ikke noget krav om, at samrådsstiller skal kunne lide de svar, man får. Det gjorde hun klart i både samrådet og efterfølgende til NB-Økonomi.
Hun mener dog i lighed med de andre til samrådet, at man ikke bør bruge så meget tid - som Astrid Krag gjorde - på at ridse tidligere tiltag op.
SF: FOA skal have dialog med medlemmer
I forhold til ansvarsfordelingen, vil Kirsten Normann godt komme ind på, hvilke parter, der har ansvar for hvad. Her går hverken KL, FOA, regeringen eller hende selv via Folketinget fri.
"KLs ansvar er helt afgjort at tilrettelægge arbejdet på en måde, hvor det passer til fuldtidsstillinger," siger Kirsten Normann til NB-Økonomi. "FOA skal have en dialog med medarbejderne om, hvad der er kultur i det her. Altså hvordan er vi endt der, hvor vi vælger deltidsstillinger."
Derudover mener hun, at FOA skal have en dialog om, at sosuer skal have mere medarbejderindflydelse.
"Det skal FOA prøve at få indarbejdet i de kommende overenskomster, så medarbejderne får nogle rettigheder til at få indflydelse på tilrettelæggelsen af sit eget arbejde."
I forhold til Christiansborg, mener Kirsten Normann, at Christiansborg har ansvaret for, at der er nok medarbejdere, der bliver uddannet, og at der er penge til det.
"Vi skal stille krav om, at man skal have uddannelse for at arbejde i de her områder," siger hun.
NB-Økonomi har spurgt Astrid Krag om kommentarer til samrådet, men det har ikke været muligt for hende at svare før deadline. NB-Økonomi følger derfor op på samrådet, så snart vi har hørt fra ministeren.
Sidst opdateret: 06/04/2022 - 13:38
Temaer: Kommuneøkonomi







































