
Nye tal viser, at næsten hver fjerde kvinde i alderen fra 16-24 år opfatter, at de har en langvarig psykisk lidelse. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vækst i psykiske lidelser og pres på det specialiserede socialområde fortsætter
Ny sundhedsundersøgelse viser, at væksten i danskere med varige psykiske lidelser fortsætter med at vokse med en halv procent om året.
Udgivet: 10/03/2022
Hvert år stiger antallet af voksne danskere, som oplever, at de har en langvarig psykisk lidelse med cirka 25.000. Det betyder, at det nu er 12,9 procent af alle voksne danskere, som i den store Nationale Sundhedsprofil har svaret, at de har en langvarig psykisk lidelse.
Værst står det til blandt 16-34 årige kvinder, hvor 24 procent i 2021 svarede, at de har en langvarig psykisk lidelse - det vil sige en lidelse, som har varet mere end seks måneder. Det er en stigning på cirka fem procentpoint siden Den Nationale Sundhedsprofil senest gennemførte den store spørgeskemaundersøgelse i 2017.
De nye tal er formentligt en del af forklaringen på, hvorfor kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde er fortsat med at vokse med 700-900 millioner kroner om året på trods af nedskæring i hjælpen til den enkelte person med et handicap.
"Tallene vi ser i dag, de overrasker mig desværre ikke. De understreger bare den udvikling, vi har set i nogle år på det specialiserede socialområde, på PPR og på adgangen til psykologhjælp stiger," siger formanden for Foreningen af Socialchefer i Danmark Jakob Bigum Lundberg.
Selvom han i høj grad hæfter sig ved den fortsatte meget kraftige vækst i unge kvinder med psykiske problemer, så advarer han mod alene at fokusere på de såkaldte tolvtalspiger.
"Det kan slet ikke forklare det omfang, som vi ser i de her tal. For så mange tolvtalspiger er der ikke. Det er bredere samfundsproblem, som vi stadig ikke helt forstår. Det er også tankevækkende, at det er de unge kvinder, der synes, det er en større belastning for dem, end de unge mænd oplever," siger Jakob Bigum og understreger, at han som "en halvgammel mand, som skal passe på med at være for skråsikker."
Men Jakob Bigum Lundberg er ikke i tvivl om, at de nye tal vil øge kommunernes nye udfordringer på det specialiserede socialområde.
"Det styrker diagnosejagten for de unge kvinder, der oplever de her problemer, og at de har behov for hjælp. Det gælder i høj grad i vores jobcentre, fordi mange af de her kvinder vil være for gode til at kunne komme ind i psykiatrien og få hjælp der, men de vil samtidig være for dårligt fungerende til umiddelbart at kunne komme ud og fungere på et arbejdsmarked," siger han.
Samtidig peger Jakob Bigum Lundberg på modsætningen i, at partierne bag "Arne-pensionen" har skåret i ungeindsatsen.
"Det er ikke let at tro på, at vi kan skære på ungeindsatsen, når vi ser på de her tal. Derfor tror jeg også, at mange kommuner vil forsøge at finde besparelserne på andre områder," siger han.
Sidst opdateret: 11/03/2022 - 06:27









































