Skattebetalingen fra Ørsted faldt dramatisk i 2020, og det rammer Fredericia og Gentofte kommuner hårdt i 2023.

Skattebetalingen fra Ørsted faldt dramatisk i 2020, og det rammer Fredericia og Gentofte kommuner hårdt i 2023. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Manglende skat fra to kæmper rammer få kommuner hårdt

Næsten hele nedgangen i selskabsskatten på syv mia. kroner i 2020 vil ramme bare fire kommuner i budgettet for 2023. Se tallene for alle de store selskaber her.

Udgivet: 02/02/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Et fald på indtægterne fra selskabsskat i 2020 vil ramme nogle få kommuner som en klaphammer i 2023, hvor kommunerne får deres andel på 14,24 procent af skattebetalingen fra 2020.

Skattestyrelsen har netop offentliggjort listen over skattebetalingen for 2020 fra i alt cirka 91.000 selskaber og koncerner i Danmark. Indtægterne fra selskabsskat samlet falder fra 73 milliarder kroner i 2019 til 66 milliarder kroner i 2020.

En analyse af tallene viser imidlertid, at det fald er meget ulige fordelt. To selskaber Ørsted og Novo står således alene for et fald på over 6,1 milliarder kroner, og dermed vil det ramme Fredericia, Gentofte, Hillerød og Gladsaxe hårdt. Årsagen er, at den kommunale andel af selskabsskatten fordeles efter de enkelte afdelingers andel af selskabets samlede lønudbetaling.

Især Gentofte kan dog glæde sig over, at blandt andet nogle investeringsselskaber med adresse i kommunen vil aflevere store skattebetalinger, som kan opveje en del af tabet fra Ørsted.

Ekstra bloktilskud rækker ikke langt

Selvom kommunerne samlet set vil få 170 kroner ekstra pr. indbygger i 2023 på grund af lavere indtægter fra selskabsskatter på cirka en milliard kroner (14,24 procent af syv milliarder kroner), så batter det ingenting for de kommuner, som er hårdt ramt.

Fredericia Kommune får eksempelvis kun et løft i bloktilskuddet på 8,7 millioner kroner, men kan se frem til et fald i kommunens indtægter fra selskabsskat i størrelsesordenen 150-250 millioner kroner. Selvom omkring halvdelen af faldet bliver modvirket af den kommunale udligning, så er det stadig en betydelig økonomiske bet for Fredericia Kommune, der dog altid har gjort en dyd af ikke at bruge de store men ustabile indtægter fra selskabsskatter til varige udgifter.

Udover Fredericia har Ørsted mange medarbejdere i Gentofte Kommune.

Den præcise kommunale fordeling af de faldende indtægter er ikke offentligt kendt, da det kræver indsigt i lønsummen i de afdelinger, som selskaberne har i de enkelte kommuner.

Novo, som primært har medarbejdere i Gladsaxe, Kalundborg og Hillerød kommuner, vil aflevere cirka 356 millioner mindre i de kommunale kasser i 2023.

På tredjepladsen over største tab kommer Kirkbi, der er Legos moderselskab. Selvom tilbagegangen i den kommunale andel kun er 87,3 millioner kroner, så rammer det primært de blot 26.500 indbygger i Billund.

Rettelse 2.2. 2022 kl. 15.03 Tilføjet, at Novo også har mange medarbejdere i Hillerød Kommune, ligesom det er præciseret at det er Ørsted og ikke Novo, som har mange medarbejdere i Gentofte Kommune.

Sidst opdateret: 03/02/2022 - 05:53

Emner: Skat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]