Udligningsreformen er endt som et kompliceret kludetæppe af særtilskud og tilfældige grænser, som udløser udligning. Den komplicerede opbygning af reformen bygger ikke på nogen faglige begrundelser. Det kom frem på et seminar om udligning, som NB-Økonomi afholdt i går (tirsdag) i Vejle.

Det var ellers den daværende social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) klare udmelding, at reformen fra maj 2020 skulle gøre udligningen enklere.

"Ifølge social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), bliver det ekstremt komplekse udligningssystem enklere med den nye reform," skrev DR dengang.

Men ifølge Niels Jørgen Mau, som er projektchef i VIVE med mange års erfaring i udligning, der er reformen ikke blevet mindre kompleks. Snarere tværtimod på en række områder. Det gælder et stigende antal særtilskud og på området omkring trangsgrænser. Det fortalte han på seminaret tirsdag samt i et uddybende interview med NB-økonomi.

"Udligningsreformen er præsenteret som en forenkling, og det mener jeg faktisk ikke, at den er. Der er flere punkter, man kan pege på, men umiddelbart falder det i hvert fald i øjnene, at der er blevet flere særordninger," siger Niels Jørgen Mau.

Udfordringen med særtilskuddene er blandt andet, at nogle af dem er bygget op på uigennemsigtige modeller, der er helt ufleksible. Det har NB-Økonomi for eksempel afdækket, når det drejer sig om ordning (o) på Maus slide i højre kolonne. Den drejer sig om boligområder med høj kriminalitet. Hvis en kommune pludselig har mindre kriminalitet, så beholder de millionerne. Omvendt får kommuner, der har stigende kriminalitet ikke nogen kompensation.

"Man kunne få en mistanke om, at det er svagt analytisk grundlag, de er lavet på. Det er jo lidt paradoksalt, at man fastlåser det, når det er et svagt grundlag, man laver det på. Det er ikke fagligt gennemskueligt, hvad der helt foregår," understreger Niels Jørgen Mau.

Trangsgrænser giver en uheldig incitamentsstruktur

Niels Jørgen Mau er også kritisk over for brugen af trangsgrænser. Det skyldes, at der ligeledes mangler en faglig transparens i den måde, man har sat kriterierne op på. Det kan give kommunerne en lotterifølelse, hvor det kan være svært at gennemskue, hvorfor én kommune er med, når en sammenlignelig kommune ikke er.

En trangsgrænse er en politisk fastsat grænse for, hvornår en kommune for eksempel er berettiget til udligning. Det kan måles på gennemsnitsindkomst, indbyggere, gennemsnitsskat og så videre. Men det kan i følge Mau give nogle incitamentsudfordringer, hvor kommuner kan have en interesse i at komme over eller under en given grænse, som udløser udligning.

"Derfor skal man være forsigtig med at have nogle trangsgrænser, der siger, at nu er der nogen, der slet ikke er med. For det kunne jo godt være, at der var nogle, der kunne være med med en lille vægt," forklarer Niels Jørgen Mau, som samtidig peger på, at et kontinuert system fagligt set ville være mere tilfredsstillende.

Alt i alt er regeringen altså ikke lykkedes at komme igennem med en forenkling af udligningssystemet, som de ellers havde meldt ud, da aftalen om udligning blev indgået. Men man skal formentlig ikke forvente en ændring på denne side af valget, da en udligningsreform typisk varer 5-7 år, før de ændres.