På bare to dage er der kommet nye data, som viser, at en stor del af Danmark styrer direkte mod en akut mangel på arbejdskraft, som vil ramme både de private virksomheder og den offentlige service med en klaphammer.

Som du kan læse her på NB-Økonomi, så er der en lang række kommuner med lav ledighed, som fra nytår vil miste en stor del af deres arbejdsstyrke til tidlig pension og seniorpension.

17 kommuner vil få en massiv mangel på arbejdskraft, fordi arbejdsløsheden i kommunen vil være mellem 0,0 procent og 1,4 procent, hvis de mange nye borgere på tidlig pension skal erstattes af ledige.

Det er naturligvis en præmis, som har det væsentlige forbehold, at nogle af de nye tidlige pensionister kan komme fra sygedagpenge, ligesom de i et vist omfang kan erstattes af beskæftigede, som eksempelvis går op i tid. Men modsat er det ikke indregnet, at der typisk i de ramte kommuner også er et antal borgere, som får tildelt seniorpension og førtidspension.

Det er banal viden, at så lav en ledighed vil medføre akut mangel på arbejdskraft. Som cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv siger, så kan virksomhederne i de ramte kommuner enten forsøge at flytte produktionen til andre områder i verden med ledig arbejdskraft, eller de kan forsøge at reducere produktionen.

Men for mange virksomheder med et dyrt produktionsapparat er det ikke en mulighed, og derfor vil mange virksomheder erfaringsmæssigt forsøge at hugge medarbejdere fra andre arbejdsgivere ved at tilbyde højere lønninger - præcis som det skete op til finanskrisen i 2008. Dengang blev den danske konkurrenceevne smadret, og det førte til mange år med økonomisk krise.

At et sådant forløb ikke er den rene teori understreges af, at der i dag kom nye tal for inflationen i Eurozonen, som viser den højeste inflation siden 1991.

Den offentlige sektor vil også blive hårdt ramt. Kommuner og regioner kan ikke følge med i den lønkonkurrence, og derfor vil især ældreplejen blive hårdt ramt.

Ingen har modet til at stoppe vanvidsturen

Alt det her er banal viden, som burde være massivt til stede i både Finansministeriet og i Folketinget. Alligevel sidder man netop nu og forhandler en finanslov, som ifølge vismændene medfører en alt for slap finanspolitik. Og støttepartierne kræver endda flere penge.

Den plan for øget udbud af arbejdskraft, som efterfølgende skal forhandles, er så begrænset, at den formentligt i bedste fald kan udskyde problemet med et par måneder eller tre.

Folketinget og regeringen må vælge imellem enten at øge udbuddet af arbejdskraft eller reducere behovet ved at stramme finanspolitikken.

Reelt er den eneste hurtige måde at øge udbuddet af arbejdskraft at sænke den såkaldte beløbsgrænse, så virksomhederne også kan hente faglært og ufaglært arbejdskraft fra udlandet. Hidtil har argumentet været, at der stadig var ledige danskere.

Men som de nye tal viser, så vil det reelt ikke være tilfældet i mange kommuner. Der er godt nok ledige aktivitetsparate, men det vil ofte kræve en langsigtet indsats at gøre dem jobparate, Og det er langt fra alle kommuner der, som Hjørring så det her problem tidligt, og derfor har arbejdet med den gruppe i lang tid.

Lige præcis gruppen af aktivitetsparate har mange og komplekse problemer, og de har ofte kun en reel chance for at komme i job, hvis politikerne sikrer et langvarigt og stabilt opsving, så de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere kan nå at komme i form til at springe ind på arbejdsmarkedet.

Det er derfor en falsk modsætning, at flere udenlandske medarbejdere vil skade de svageste i samfundet - det vil tværtimod sikre den velstand og det lange opsving, som kan sikre, at også de svageste kommer med på vognen.

Alternativet til at øge arbejdsudbuddet er at reducere behovet for arbejdskraft. På den lange bane bør det naturligvis ske ved at øge produktiviteten gennem automatiseringer af produktionen og den offentlige service, men på den korte bane kan det kun ske ved at stramme finanspolitikken markant.

Så reelt står valget imellem at gøre det lettere at rekruttere udenlandsk arbejdskraft eller at stramme finanspolitikken ved at sænke de offentlige udgifter eller hæve skatterne.

Men alt tyder på, at der simpelthen ikke er den fornødne ansvarlighed på Christiansborg til at gøre det nødvendige. Det understreges mest tydeligt af, at der end ikke er vilje til at afskaffe boligjob-ordningen, der fremstår helt absurd i den aktuelle situation.

Man savner i sandhed politikere som den konservative Palle Simonsen (finansminister under kartoffelkuren) eller socialdemokraten Mogens Lykketoft (finansminister bag indførelsen af SP-bidraget i halvfemserne og den upopulære begrænsning af efterlønnen), som turde gøre det upopulære på et tidspunkt, hvor økonomien var ved at blive overophedet.

De skriver sig begge ind i en stolt tradition af politikere, som turde sætte landets ve og vel over egen kortsigtet popularitet.