
KL sætter nu fokus på flere områder, der skal styrke ældreplejen. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)
KL sætter fokus på faste teams og sundhedsreform
KL har fremlagt et nyt udspil til at gøre ældreplejen bedre. De har fokus på alt fra rekruttering, faste teams til en ny sundhedsreform
Udgivet: 09/11/2021
Otte nye tiltag skal gøre ældreplejen bedre, hvis man skal tro KLs nye udspil til en bedre ældrepleje. De kalder det 'Perspektiver på fremtidens ældrepleje'.
De nye forslag drejer sig om bedre rekruttering, faste teams, ny sundhedsreform, forenklet tilsynsmodel, færre statslige dokumentationskrav, mere fokus på samarbejde med pårørende, styrket ledelse og bedre velfærdsteknologi.
Tanken med det nye skriv fra KL er at bygge oven på de udspil, de allerede har fremlagt. Nogle af punkterne spiller også ind i regeringens fokusområder. For eksempel KL's punkt om faste teams. Regeringen har i går (mandag) - sammen med støttepartierne - hævet en pulje til faste teams i kommunerne med 22 mio. kr.
Hvad indeholder KL's forslag?
Det første punkt på dagsordenen er rekruttering. Det har længe været et stort problem med både rekruttering i ældreplejen, fastholdelse af medarbejdere og at få flere til at tage sosu-uddannelserne.
Dette punkt ønsker KL at løse på forskellige måder. De vil blandt andet sætte fokus på rekruttering og fastholdelse allerede på uddannelserne. De vil motivere medarbejderne mere, så det bliver en attraktiv arbejdsplads. Her lægger de sig op ad tidligere udspil på ældreområdet.
Så ønsker KL de faste eller selvorganiserende teams. Her er det for eksempel en kommune som Ikast-Brande, der er hentet inspiration hos, som har haft gode erfaringer med forsøg på faste teams:
"Senest har flere kommuner hentet inspiration fra den hollandske Buurtzorg-model, hvor arbejdet i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen er organiseret i mindre tværfaglige teams omkring en fast gruppe borgere," står der i KLs udspil.
Mange kommuner har beklaget sig over, at der er sket opgaveglidninger fra regioner til kommuner. Derfor sætter KL nu fokus på en ny sundhedsreform, så der kan kommer styr på økonomien og ansvarsfordelingen. VLAK-regeringen kom i 2019 med et reformudspil, men S-regeringen har endnu ikke fremlagt en sundhedsreform, da de ikke vare enige i VLAK-udspillet.
Afbureaukratisering af ældreplejen er endnu et område, KL berører. Her har de konkret slået ned på at forenkle tilsynsmodellen og de statslige dokumentationskrav.
"Konkret foreslår KL, at det sundhedsfaglige tilsyn og ældretilsynet, der begge føres af Styrelsen for Patientsikkerhed, lægges sammen til ét statsligt tilsyn," skriver KL.
Til slut foreslår KL bedre samarbejde med pårørende, styrket ledelsesuddannelser og bedre brug og implementering af velfærdsteknologier.
Sidst opdateret: 09/11/2021 - 13:08
Temaer: Kommuneøkonomi







































