Det strider umiddelbart mod NB-Økonomis mission om at fremme velstand og velfærd, når vi i dag giver kommunerne opskriften på, hvordan de kan spekulere i at placere borgere med handicap på institutioner indenfor kommunegrænsen for at få mere i kommunal udligning.

Spekulationen i udligning skader nemlig både velstand og velfærd.

Velstanden lider skade, fordi kommunerne samlet set vil vælge dyrere og dårligere løsninger, hvis kommunerne lader den geografiske placering få indflydelse på valget af institution. En billigere og mere effektiv institution i en nabokommune bliver i nogle tilfælde fravalgt til fordel for den dyrere og dårligere inden for kommunegrænsen.

Velfærden bliver dårligere for udsatte børn og borgere med handicap, som ikke nødvendigvis kommer på den bedste institution, men derimod den, som har den rigtige adresse ud fra et udligningssynspunkt.

Når vi alligevel giver kommunerne indsigt i muligheden for at optimere udligningen ved at placere borgerne i egen kommune, så er det fordi, at det er Folketingets ansvar at indrette den offentlige sektor med de rigtige økonomiske incitamenter, mens det er mediernes opgave at sikre, at alle kommuner og byråd har indsigt i incitamenterne.

Derfor vil kommunerne lade sig påvirke af incitamenterne

Regeringen har i en række svar til Folketinget fastholdt, at kommunerne ikke lader sig påvirke af de økonomiske incitamenter for at vælge en institution i egen kommune, som ofte vil være på 250.000 kroner, og i enkelte tilfælde tæt på en halv million kroner.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi hele den økonomiske styring af kommunerne er baseret på, at kommunerne forsøger at optimere deres egen økonomi ved at følge økonomiske incitamenter, som ofte er langt mindre.

Se bare på overførselsindkomsterne. Her gælder det, at kommunerne under et - altså alle 98 - får dækket udgifterne til overførselsindkomster. Det betyder, at kommunerne som kollektiv ikke har noget incitament til at nedbringe udgifterne.

Men det har den enkelte kommune. Årsagen er, at kommunerne får tildelt finansiering til overførsler efter objektive kriterier, og dermed får den enkelte kommune hele gevinsten ved en besparelse på overførsler i forhold til den forventede udgift, ligesom kommunen også får hele tabet ved et større forbrug.

Borgerprotester viser, at kommunerne reagerer på økonomiske incitamenter

Folketinget skærpede i 2015 kommunernes incitamenter, så kommunerne eksempelvis mister omkring omkring 50.000 kroner om året, hvis en borger går fra kontanthjælp til førtidspension - altså meget mindre end incitamentet for at vælge et socialt tilbud i egen kommune.

Hvis man blot et øjeblik lytter til protester fra f.eks. "Jobcentrets Ofre" over kommunernes afslag på førtidspension, så må det stå klart, at kommunerne i den grad har reageret på de skærpede økonomiske incitamenter.

Samtidig har striben af protester over manglende hjælp til handicappede også vist, at borgere med handicap ikke er fritaget for at mærke kommunernes incitament til at spare på de offentlige udgifter.

Derfor virker det påfaldende, at regeringen tvivler på, at økonomiske incitamenter påvirker kommunernes beslutninger, når både teori og praktisk erfaring viser, at selv små økonomiske incitamenter over tid medfører ændret adfærd.

Hvis kommunerne ikke reagerede på økonomiske incitamenter, så burde Folketinget jo også overveje at ændre hele styringssløjfen for den kommunale økonomi.

Alt peger på, at systemet bryder sammen

Alt peger derfor på, at systemet med større økonomiske incitamenter over tid vil få kommunerne til at prioritere sociale tilbud i egen kommune for at sikre sig den medfølgende udligningsgevinst. Selvfølgeligt vil det være et blandt flere kriterier, men det vil ske i et eller andet omfang.

Når først nogle få kommuner begynder at spekulere i udligningsgevinsten, så vil de tage penge fra de kommuner, som ikke spekulerer i at favorisere sociale tilbud indenfor kommunegrænsen. Det vil dermed reelt øge de resterende kommuners incitament til gøre det samme.

Det er ikke teori, men praktisk erfaring. Hvis politikerne havde set tilbage i Folketingstidende fra 1984, så kunne de også læse, at daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) netop indførte betalingskommunefolketallet for at stoppe incitamentet til at prioritere sociale institutioner i egen kommune.

Alt peger derfor på, at afskaffelsen af betalingskommunefolketallet vil føje sig til listen af politiske reformer, som alene blev gennemført for at politikerne kunne vise handlekraft. I dette tilfælde er afskaffelsen af betalingskommunefolketallet drevet af utilfredshed hos regeringen med, at en række kommuner har brugte de forhadte private konsulenter til at sikre en korrekt opgørelse af betalingskommunefolketallet.

Når pressen i de kommende år begynder at rapportere om udsatte børn eller handicappede, som er blevet påtvunget et mindre godt tilbud i egen kommune, så vil de samme politikere formentligt genindføre betalingskommunefolketallet med stort set samme begrundelse som i 1984. Så kan de vise handlekraft igen.

Taberne bliver hele samfundet, og i særdeleshed udsatte børn og borgere med et handicap. Derfor kunne man overveje, om det ikke er bedre at det nye system bryder sammen så hurtigt som muligt, så perioden med den skade bliver så kort som muligt.