
Partierne bag udligningsreformen gav en række særligt 'økonomisk sårbare kommuner varige særtilskud, men nu viser data fra 2021 og 2022, at de ramte meget dårligt. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Analyse: Så dårligt ramte forligspartierne fordelingen af de varige puljer
Nye data for udviklingen i det socioøkonomiske indeks og tildelingen af varige særtilskud i udligningsreformen viser, at nogle udsatte kommuner kan få det meget svært. Se tal for alle kommuner her.
Udgivet: 02/07/2021
Partierne bag udligningsreformen har angiveligt ramt meget dårligt, da de tildelte særligt udsatte kommuner varige tilskud, som ikke er påvirket af den faktiske udvikling i kommunernes sociale problemer.
NB-Økonomi har sammenholdt størrelsen af kommunernes varige tilskud med udviklingen i deres socioøkonomiske indeks fra 2021 til 2022.
Som du kan se af plot-diagrammet herunder, så er der stort set lige så mange kommuner med højt tilskud, som har faldende sociale problemer, som der er kommuner med stigende sociale problemer.
Samtidig er der også et antal kommuner som eksempelvis Vallensbæk og Lemvig, der stort set ikke har fået varige tilskud, selvom deres sociale udfordringer er stærkt stigende.
Skaber tvivl om reformens holdbarhed
Den manglende sammenhæng mellem de kommuner, som har fået varige tilskud, og de kommuner som har stigende sociale problemer, skaber tvivl om udligningsreformens holdbarhed. Årsagen er, at en relativ stor del af pengene til socialt udsatte kommuner er låst fast, og dermed vil kommuner med stigende sociale problemer opleve, at de ikke kan få adgang til pengene.
Omvendt har kommuner som Høje-Taastrup og Brøndby stærkt faldende sociale problemer, men vil alligevel fastholde deres særtilskud lige så længe reformen gælder. Og det vil formentligt vare mange år, fordi en ændring af fordelingen af de varige tilskud kræver enighed mellem Venstre og Socialdemokratiet.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Temaer: Udligning










































