80 kommuner taber på selskabsskatter i 2022 - syv får stor gevinst
Mere end fire ud af fem kommuner vil få færre indtægter fra selskabsskat i 2022 sammenlignet med i år. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 25/06/2021
Det er isoleret set en dårlig nyhed for fire ud af fem kommuner, at danske selskaber og fonde havde fremgang i 2019, og derfor skal afregne et større beløb i selskabsskatter til kommunerne i 2022.
Det skyldes, at de stigende indtægter ligger i ganske få kommuner, mens alle kommuner bliver ramt af en modregning i bloktilskuddet. Dermed ender 80 kommuner samlet med at få færre penge i 2022 end i 2019, som resultat af de stigende selskabsskatter.
Syv kommuner mister mere end 400 kroner pr. indbygger. Det er Ikast-Brande, Albertslund, Tårnby, Brøndby, Halsnæs, Faxe og Thisted.
I den modsatte ende kan Glostrup glæde sig over en fremgang på 4.339 kroner pr indbygger. Det skyldes primært en usædvanlig stor skattebetaling fra det danske datterselskab af Agilent Technologies.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Emner: Skat









































