I de kommende måneder vil skoleledere, skolesekretærer og økonomikonsulenter få travlt med at føre mellem 3.000 og 4.000 små cigarkasse-regnskaber over forbruget af i alt 164,5 millioner kroner. Penge som alle Folketingets partier i februar bevilgede til "håndtering af faglige udfordringer og indsatser for at styrke trivsel" i folkeskolen.

De mange regnskaber skal ifølge den politiske aftale sikre, "at tilskuddet når de enkelte folkeskoler", og at "kommunerne bl.a. skal redegøre for fordelingen af tilskuddet lokalt." Samtidig har politikerne i aftalen været meget detaljerede med at pege på, hvilke områder skolerne skal bruge pengene på. Eller som KL-næstformand og borgmester Martin Damm (V) har sagt om Christiansborgs detailstyre af trivselspengene:

"Man foreslår endda, at man skal bruge dem på at spise pizza. Så er det kommunale selvstyre jo reduceret til at kunne få lov at vælge hvilken pizza – hvilket nummer på kortet."

Reelt er de mange timers arbejde med regnskaberne spildt arbejde. Skolerne kan blot vælge at føre udgifter, som de alligevel ville have afholdt på det særlige 'trivselsregnskab' og så bruge de sparede penge fra det ordinære budget til andre og efter deres mening bedre formål.

Og kommunerne kan reelt fjerne dem fra skolerne igen ved at pålægge skolerne en mindre besparelse ved eksempelvis at ændre PL-reguleringen marginalt, ændre tildeling af budgetter ved ændret elevtal eller gennem de mange andre småjusteringer, som løbende foregår.

De mange cigarkasse-regnskaber vil derfor næppe ændre meget i den virkelige verden - bortset fra at øge kommunernes administrationsomkostninger.

Men regnskaberne har et vigtigt politisk formål. Politikerne bag aftalen kan med de hundredevis af siders regnskaber sige, at eleverne på hver eneste skole kan takke Folketinget for, at de eksempelvis fik flødeboller eller pizza af elevrådet, eller at skolen tilbød ekstraundervisning til nogle af de elever, som er kommet fagligt bagud.

Partierne har valgt den værste model af alle

Sagen om puljerne er et lærebogsekempel på, hvordan Folketinget IKKE skal styre den offentlige sektor.

Grundlæggende er der to modeller, som kan fungere.

I den ene model kunne Folketinget vælge at tro på, at byrådsmedlemmerne og de ansatte i kommunerne faktisk vil det bedste for deres borgere og eksempelvis eleverne i folkeskolerne.

Havde man valgt den model, så kunne man have indgået en aftale med KL om at hæve bloktilskuddet for at fremme trivsel og faglige udfordringer i skolen, og derefter overlade det til de lokale politiske udvalg og skoleledelser at bruge pengene bedst muligt.

Det ville have været ubureaukratisk og styrket medarbejdernes motivation til at tænke kreativt over, hvordan man bedst muligt bruger pengene ude på den enkelte skole. Men ulempen ville være, at kommunerne kunne vælge at bruge pengene på andre områder, som de mente var vigtigere.

I den anden model kunne Folketinget vælge at styre bevillingerne og brugen af pengene helt ned i detaljen gennem en effektiv kontrol. Men i og med at pengene kun udgør cirka 0,4 procent af skolernes samlede budget, så ville det i praksis kræve, at ministeriet sendte revisorer ud på hver skole for at kontrollere, at de afholdte udgifter reelt var nye og præcist holdt sig indenfor det vedtagne.

Det ville sikre, at ministeriet og Folketinget kunne detailstyre brugen af pengene. Men det ville dels være ekstremt dyrt, og det ville være tæt på den optimale opskrift til at fjerne al motivation fra engagerede skoleledere, og man ville langsomt få erstattet dem med det, som direktør for børn og unge i Vejle Kommune, Claus Svold, meget rammende kalder "automat-bureaukrater".

Uagtet at den sidste løsning faktisk matcher et klart ønske fra Folketinget om at kunne udøve mikro-management, så er ulemperne så åbenlyse, at man har valgt en mellemløsning, der reelt ligner ren symbolpolitik.

Ved at dele pengene ud med ret detaljerede angivelser af brugen og kravet om cigarkasse-regnskaber for det samlede forbrug på hver institution, så udløser man en del bureaukrati uden at få nogen reel sikkerhed for, at pengene bliver brugt efter partiernes ønsker.

Opskriften på øget bureaukrati

Sagen om de relativ få corona-penge til trivsel og læring er umiddelbart blot en lille krusning i tendensen til et evigt voksende offentlige bureaukrati.

Men det er en godt eksempel på Folketingets stadig mere uafklarede forhold til det kommunale selvstyre.

På den ene side ved et bredt flertal i Folketinget godt, at effektiviteten i den offentlige sektor vil falde dramatisk, hvis man forsøger at detailstyre alle kommunernes opgaver fra Slotsholmen i København. På den anden side klør det i Folketinget for gang på gang at detailstyre for at kunne tage æren for positive tiltag.

Sagen om puljepengene til folkeskolen viser, at statsministerens klarsyn kun holder, indtil en gruppe af folketingspolitikere får lyst til at lege skoleledere, og går i gang med at forholde sig til, om eleverne har bedst af at få pizzaer, flødeboller, ekstratimer i matematik eller mere støtte fra Psykologisk Pædagogisk Rådgivning.