Forholdsreglerne mod corona virker også effektivt mod andre sygdomme, og der var derfor en lav dødelighed i store dele af 2020. Særligt influenzadødsfald var på et meget lavt niveau. Men dødeligheden ramte alligvel normalen efter en hård coronavinter.

Forholdsreglerne mod corona virker også effektivt mod andre sygdomme, og der var derfor en lav dødelighed i store dele af 2020. Særligt influenzadødsfald var på et meget lavt niveau. Men dødeligheden ramte alligvel normalen efter en hård coronavinter. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dødeligheden i 2020 fulgte forventningerne før corona

Kommunerne får ikke bemærkelsesværdigt flere eller færre demografimillioner ved kommende års økonomiforhandlinger på baggrund af dødeligheden i 2020.

Udgivet: 17/03/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Efter det længe så ud til, at Danmark ville have en markant underdødelighed i 2020, endte dødstallet efter en voldsom stigning i november og december med nogenlunde at følge forudsætningerne fra sidste års økonomiaftale, viser dødstallene fra 2020.

Dermed kommer der ikke det store træk på det økonomiske råderum, som man ellers havde forventet kunne blive konsekvensen af underdødeligheden i store dele af 2020.

I alt endte dødstallet i 2020 med at være 54.645, mens det forventede niveau var 54.331 personer. Dermed er der blot 314 personer i forskel mellem det faktiske dødstal og det niveau, som man forventede i Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning 2020, som i grove træk blev lagt til grund for både økonomiaftale og tilskud og udligning.

Det lidt højere faktiske dødstal i forhold til de forventede betyder derfor, at kommunerne under et får lidt færre penge fra demografien i økonomiaftalen for 2022, end man havde forventet tidligere.

På et tidspunkt så det ellers ud til, at Finansminister Nicolai Wammen (S) og det økonomiske råderum kunne risikere at blive voldsomt presset af den ændrede demografi. Finansministeren har ad flere omgange lovet kommunerne, at staten vil dække kommunernes demografiske træk fuldt ud, og det kunne derfor blive et dyrt løfte fra ministeren, hvis der pludselig var markant flere ældre, end man havde forventet.

Underdødelighed kom ganske enkelt af, at øget hygiejne, bedre afstand og en mere påpasselig omgang med andre mennesker, som alle har været særligt opmærksomme på i 2020, ikke kun virker mod corona, men også er et effektivt middel mod en lang række andre sygdomme, herunder influenza. Samtidig havde Danmark i lang tid god kontrol med coronavirusset, indtil det løb løbsk i slutningen af året.

Læs også:
Covid-19 på vej til at øge det demografiske træk

1.000 flere ældre ville koste 200 millioner om året

Fordi det typisk er de mest plejekrævende borgere, der rammes af blandt andet influenzadødsfald, ville en underdødelighed på bare 1.000 ældre have betydet, at kommunernes udgifter til ældre ville være steget med omtrent 200 millioner kroner. Det ville i så fald have været en udgift, som staten har forpligtet sig til at dække, og ville dermed tage 200 millioner fra det økonomiske råderum årligt.

Det omvendte scenarie skete ved økonomiaftalen i 2019, hvor der efter en meget hård influenzasæson havde været knap 2.000 flere dødsfald i 2018 end forventet. Her fik kommunerne ved den efterfølgende økonomiaftale sænket udgangspunktet for deres udgifter med 400 millioner, fordi ældreudgifterne var mindre end forventet.

På papiret vil forskellen i dødstallet mellem befolkningsfremskrivningen for 2020 og det faktisk niveau for 2020 på cirka 300 personer betyde, at kommunerne skal have omtrent 60 millioner kroner mindre ved de kommende økonomiforhandlinger til at dække udgifterne til ældre, fordi der er lidt færre ældre, end man havde forventet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Temaer: Kommuneøkonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]