De nye regler om ekstra refusion til de tunge børnesager har udløst et omfattende administrativt ekstraarbejde i kommunerne.

“Jeg tror ikke helt ministeriet har været klar over, at kommunerne ikke havde system til at finde borgerne,"siger Nikolaj Dickmeiss, der er seniormanager i BDO og har rådgivet mere end 30 kommuner om de nye regler.

Årsagen til, at de nye regler giver store administrative udfordringer i kommunerne er bestemmelsen om, at børn og unge fra samme husstand kan samles til en sag. Det har stor betydning, fordi kommunerne derved kan få statsrefusion til langt flere børn med behov for særlig hjælp.

Problemet er, at reglerne for hvornår to eller flere børn tilhører samme husstand er så komplicerede, at Social- og Ældreministeriet først forventes at have en vejledning klar til sommer - seks måneder efter loven trådte i kraft, og ni måneder efter kommunerne skulle lægge det første budget efter de nye regler.

Det næste problem er, at kommunerne ikke har et system til at samle information om, hvilke børn og unge der en del af samme husstand. Efter de gamle refusionsregler skulle der være fire børn fra samme husstand, og de skulle alle være anbragt udenfor hjemmet, for at kommunen kunne samle dem til en sag. Det var så sjældent, at kommunernes socialafdelinger normalt kunne dem på fingrene.

“Man bliver nødt til at have noget data - og de modeller findes ikke i dag," siger Nikolaj Dickmeiss. BDO og andre konsulentfirmaer her derfor netop nu travlt med at udvikle datamodeller, som kan hjælpe kommunerne med at finde de børn, som er en del af samme husstand og som derfor kan udløse statslig refusion.

Opgaven kompliceres samtidig af, at der nu er refusion på samtlige udgifter under serviceloven, og derfor kan langt flere familier udløse statsrefusion. I praksis er kommunerne derfor nødt til at kunne screene hele området, for at sikre sig den korrekte statsrefusion.

Data ligger i mange forskellige IT-systemer

Den store udfordring er, at de relevante data ligger i en lang række andre it-programmer, og derfor kan kommunerne ikke blot købe et standardprogram. De er derimod nødt tilpasse standardprogrammer til lige præcis deres kombination af IT-programmer og deres lokale regler for at registrere omkostninger til børn og voksne med behov for særlig hjælp.

"Der er 98 kommuner med 98 forskellige kombinationer af IT-systemer og måder at gøre tingene på," siger Nikolaj Dickmeiss. "Hver gang en kommune skifter registreringspraksis eller system, så skal vi tilpasse det system, som vi stiller til rådighed."

Kompliceret definition af husstand

En af de største udfordringer er at finde de børn, som opfylder lovens krav for at være en husstand.

Kravene er, at børn, som bor hos indehaveren af forældremyndigheden, kan opgøres sammen, og det samme gælder, hvis forældre er samlevende eller gift. Så tæller alle samleverens børn med.

Umiddelbart lyder det enkelt: Børn med samme CPR-adresse hører sammen. Men det er det ikke.

I nogle familier bor eksempelvis to søskende eller andre familiemedlemmer i samme bolig, og så skal kommunen ind og dele husstanden op. I andre tilfælde har et anbragt barn en adresse på en institution eller en plejefamilie, men tæller med i den husstand barnet var medlem af ved anbringelsen.

I de tilfælde skal kommunen ifølge Nikolaj Dickmeiss grave tilbage og finde ud af, hvilken husstand barnet var medlem af, da det første gang blev anbragt. Og det kompliceres af, at barnets forældre kan være blevet skilt eller flyttet siden anbringelsen.

"Det er et meget omfattende arbejde," siger Nikolaj Dickmeiss.

De fleste kommuner får underskud

BDO har hjulpet cirka 30 kommuner med at lægge budgettet på området, og det store billede er ifølge Nikolaj Dickmeiss, at langt de fleste kommuner har udsigt til at tabe på ordningen.

Det skyldes angiveligt to ting.

For det første er der relativt få kommuner, som får en forholdsmæssig stor andel af refusionerne. Og da alle kommuner betaler for de samlede refusionsudgifter over bloktilskuddet, så vil det give overskud i få kommuner og underskud i mange.

Derudover er der ifølge de foreløbige tal noget som tyder på, at staten har taget for mange penge fra kommunerne - altså at der er blevet taget flere penge fra fra kommunerne end der vil blive sendt tilbage som refusioner.

Da regeringen og KL ved kommuneaftalen sidste sommer blev enige om, at de nye regler vil betyde, at kommunerne ville få 1,9 milliarder kroner, skete det alene på baggrund af skøn.