Besparelsen i kommunernes aktiveringsindsats på 1,1 milliarder, som skal finansiere næsten en tredjedel af Arne-pensionen kan sandsynligvis ikke realiseres, og det tyder på, at det alene er en måde for forligspartierne at få enderne til at mødes, uden at man synligt tærer på råderummet.

Tvivlen om finansieringen skyldes, at de 1,1 milliarder kroner, som kommunerne skal spare på jobcentrene, i både ordlyd og kontering minder meget om den besparelse på 870 millioner, som kommunerne blev pålagt at lave ved den tidligere regerings erhvervs- og vækstpakke fra 2017. Og den er ikke blevet realiseret.

Finansministeriet accepterede ved midtvejsreguleringen sidste år, at kommunerne ikke kunne gennemføre besparelsen fra vækstpakken, og opjusterede kommunernes balancetilskud med 0,9 milliarder kroner. Det er præcis det beløb, man året forinden havde nedjusteret balancetilskuddet med på baggrund af de formodede besparelser fra vækstpakken.

Det resulterer i, at en del af finansieringen fra erhvervs- og vækstpakken bliver taget fra statens råderum, selvom intentionen i aftaleteksten var en anden.

Nu har man så lavet en ny aftale, hvor man igen formoder, at kommunerne kan spare store beløb på en "forenkling og afbureaukratisering" af den kommunale aktiveringsindsats i jobcentrene.

Aftalerne ligner hinanden

Men de to aftaler ligner hinanden meget i både formulering og intentioner, og det er derfor svært at se, hvorfor besparelserne som følge af aftalen om tidlig pension skulle have en anden effekt end de formodede besparelser fra erhvervs- og vækstpakken.

I vækstpakken fra 2017 var intentionen, at ensartede regler og forenkling ville styrke kommunernes incitament til at vælge mere effektive forløb, som kunne resultere i besparelser. Dengang hed det i aftalen, at:

"Den forenklede styringsmodel vil skabe mere ensartede regler på tværs af beskæftigelsesindsatsen. Det vil give kommunerne incitament til at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen efter den enkelte borgers behov frem for ud fra et kortsigtet økonomisk hensyn om statslig medfinansiering."

I aftalen om tidlig pension fra efteråret 2020 er intentionen langt hen ad vejen den samme, og man har en formodning om, at mindre bureaukrati og en "nytænkning" af indsatsen kan give store besparelser:

"Jobcentrene er imidlertid ramt af for meget bureaukrati, og for mange ledige får ikke den individuelle hjælp, som de har behov for i jobcentret. Det ønsker aftalepartierne at forbedre. (...) Aftalepartierne er enige om, at der er et potentiale for at reformere den kommunale beskæftigelsesindsats, så de årlige udgifter til beskæftigelsesindsatsen bliver reduceret med op til 1,1 mia. kr. Dette skal understøttes af en nytænkning i forhold til beskæftigelsesindsatsen, så jobcentrene, bruger ressourcerne der, hvor de har størst effekt og kommer flest ledige til gavn."

Forligspartierne bag aftalen om retten til tidlig pension skal i løbet af 2021 præsentere en konkret udmøntning af besparelserne på jobcentrene, hvor de skal vise, at der ligger konkrete forslag bag besparelsen på jobcentrene på 1,1 milliarder.