Politikerne på begge sider fløje har - som du kan læse her på NB-Økonomi i dag - fundet en ny kreativ finansieringskilde, som gennem fiktive besparelser skjuler den egentlige pris for politiske initiativer.

Der var reelt tale om ufinansierede skatte- og afgiftslettelser, da VLAK-regeringen sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti lettede på en række skatter og gennemførte andre vækstinitiativer i i forliget om vækstpakken i efteråret 2017.

Og S-regeringen brugte samme kreative finansiering til den såkaldte Arne-pension, og meget tyder på, at der også her ender med, at en del af ordningen bliver ufinansieret.

Reelt kan hverken skattelettelser eller nye offentlige overførselsindkomster være ufinansierede - pengene skal jo betales.

Men den kreative udregning betyder, at en regering kan bilde vælgerne ind, at prisen for en skattelettelse eller en ny tidlig pension er lavere end den reelt er. Dermed snyder man vælgerne, som aldrig får den reelle pris for det politiske forslag.

Når alle synder, sladrer ingen

Umiddelbart kan det undre, at venstresfløjen ikke har råbt op om den falske finansiering af skattelettelserne, eller at de borgerlige ikke har sat større fokus på det fiktive element i finansieringen af Arne-reformen.

Forklaringen er den gamle sandhed om, at når alle synder, sladrer ingen. Alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige har fingrene nede i kagedåsen, og derfor kan ingen pege fingre af modparten, uden at pege på sig selv.

Umiddelbart skulle man tro, at kommunerne ville protestere vildt og blodigt over at få pålagt den ene milliardbesparelse efter den anden på beskæftigelsesområdet. Det ville de med sikkerhed også gøre, hvis de havde nogen frygt for, at der var tale om reelle besparelser.

Men KL ved, at selvom de fiktive besparelser på den kommunale beskæftigelsesindsats i første omgang medfører et reduceret bloktilskud, så kommer pengene retur i midtvejsreguleringer, så snart det står klart, at besparelsen ikke er realiseret. Og så kan KL jo altid tage sig betalt for ikke at kritisere den til enhver tid siddende regering for manipulationen.

Og hvis regeringen vil spare på serviceudgifterne, hvor der ikke er nogen efterregulering, så kræver det at regeringen fremlægger ændringer i love og regler, som reelt udløser en besparelse.

Men det er der flere gode grunde til, at kommunerne ikke frygter.

Den mest åbenlyse er, at kommunerne forgæves har efterlyst færre regler og proceskrav i mange år. Den sekundære er, at skulle regeringen komme med reelle afbureaukratiseringer, så kan kommunerne bare spare pengene, og dermed balancerer de kommunale budgetter.

Ødelægger demokratisk prioritering af samfundets penge

Som du kan læse her på NB-Økonomi, så kommer regningen for de fiktive besparelser, når regeringen på et tidspunkt skal revurdere det økonomiske råderum. Her vil de manglende indtægter fra skatter eller de øgede udgifter til Arne-pensionen ikke blive opvejet af lavere udgifter til arbejdsmarkedsindsatsen. Dermed forværres det strukturelle underskud, og så vil det automatisk indskrænke det økonomiske råderum.

Men regeringen kan glæde sig over, at tabet fra de fiktive besparelser bliver mudret ind i så mange andre forhold, at ingen nogensinde kommer til at stå til ansvar for de manglende besparelser.

Umiddelbart kunne man derfor argumentere for, at skaden er begrænset - de fiktive besparelser bliver hentet ind igen gennem en reduktion af råderummet. Det ender altså til sidst samme sted, som hvis regeringen havde været ærlig overfor vælgerne og finansieret sit forslag direkte ud af råderummet.

Det er også korrekt ud fra en snæver husholdningsøkonomisk tankegang.

Men de fiktive besparelser forvrider den demokratiske debat om, hvad vi skal bruge samfundets penge til, samtidig med at vælgerne får en fejlagtig opfattelse af, hvad det koster at gennemføre eksempelvis skattelettelser eller at indføre nye offentlige ydelser.

I nogle andre lande har man et budgetkontor, som ser kritisk på, om regeringen gennemfører den slags manipulationer af den offentlige debat med urealistiske skøn for udgifter eller indtægter.

Det har vi hidtil ikke haft i Danmark - hverken på statsligt eller kommunalt plan.

Lige nu behandler Ankestyrelsen en usædvanlig klagesag fra en SF'er i Slagelse, som mener at byrådsflertallet har vedtaget et budget med så urealistiske forudsætninger, at det strider mod loven.

Det ville være befriende, hvis Rigsrevisionen fik samme rolle i forhold til statens budget.