
Overordnet set er der ikke sket det store med udgifterne til daginstitutioner fra budget 2020 til budget 2021. Der er dog nogen kommuner, som trods flere børn har fundet plads til store besparelser. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Over halvdelen af kommunerne sparer på daginstitutionerne i 2021
54 kommuner har lagt besparelser på daginstitutionerne ind i budgettet for 2021. Det sker til trods for en stigning i antallet af 0-5-årige i langt de fleste kommuner.
Udgivet: 15/01/2021
For de enkelte kommuner er der stor forskel på, hvor højt man har prioriteret dagtilbuddene i kommunens budget for 2021.
De netop offentliggjorte kommunale budgetter for 2021 viser, at over halvdelen af landets kommuner sparer på dagtilbud i forhold til budgettet for 2020. Det sker samtidig med, at antallet af 0-5-årige er steget med 3.289 på landsplan.
Selvom størstedelen af kommunerne sparer, så stiger den samlede budgetterede udgift med omtrent 50 millioner kroner. Det svarer til en landsdækkende stigning i udgifterne på 0,21 procent. Det matcher ikke helt den demografiske udvikling, fordi antallet af 0-5-årige er steget med 0,9 procent. Derfor bruger kommunerne under ét lidt færre penge per barn end man gjorde i budgettet for 2020.
Den samlede stigning i udgifterne kan i høj grad tilskrives Københavns Kommune, der trods et lille fald i antallet af 0-5-årige har forøget udgifterne til kommunens dagtilbud med 110 millioner kroner.
Alligevel er det ikke København, der løber med førstepladsen over den største procentmæssige stigning i udgifterne til dagtilbud i forhold til det ændrede antal børn. Den går i stedet til Brønderslev Kommune, der har haft en stigning i antal 0-5-årige på 0,4 procent, og en stigning i udgifterne til dagtilbud på 6,24 procent.
Minimumsnormeringer ligger i et seperat budget
Selvom mange kommuner planlægger at spare på daginstitutionerne, så vil de samlede udgifter alligevel mærkbart. Det skyldes, at der udover det offentliggjorte budget følger en pulje til minimumsnormeringer, som var 500 millioner i 2020 og stiger til 600 millioner i 2021.
Den pulje er holdt ude af de overordnede budgetter, fordi man fra Folketingets side øremærker puljen til minimumsnormeringer, og man vil dermed sikre, at pengene ikke går ind i det overordnede kommunale budget, men i stedet går til netop bedre normeringer i daginstitutionerne.
Puljen stiger gradvist frem til 2025, hvor den vil udgøre 1,6 milliarder i varigt tilskud til kommunerne under ét.
Andre faktorer kan spille ind
Ifølge kommunernes autoriserede kontoplan, er det alle udgifter på hovedkonto 5.25, der vedrører dagtilbud. Vores opgørelse inkluderer dog ikke 5.25.15 og 5.25.16, der vedrører fritidshjem og fritidsklubber. De konti er udeladt, fordi de ikke påvirker de 0-5-årige, men i stedet påvirker de ældre børn.
Derfor er langt størstedelen af de inkluderede udgifter til daginstitutioner, børnehaver og dagplejer. Der er dog nogle af de inkluderede konti, der også i nogen grad påvirker de ældre børn, eksempelvis konto 5.25.19, som både inkluderer tilskud til privat pasning og tilskud til fritidsklubber og fritidshjem.
Se nederst i artiklen, hvilke konti der er medregnet, og hvordan vi har foretaget de konkrete beregninger under "Fakta - Sådan har vi gjort".
Fakta - Sådan har vi gjort:
I statistikken BUDK32 i Danmarks Statistik har vi fundet kommunernes budget for 2020 og 2021. Det har vi gjort på funktionerne 5.25.11 til 5.25.14 , samt 5.25.18 og 5.25.19. Her har vi summeret alle konti, og PL-reguleret budgettet for 2020 med 1,5 procent, så det er i 2021-priser. I en sammenligning af de to år har vi undersøgt den absolutte udvikling samt den procentvise udvikling for hver kommune i budgettet for 2021 i forhold til budgettet for 2020.
For at finde antallet af 0-5-årige har vi brugt FOLK1A i Danmarks Statistik, hvor vi har fundet antallet af 0-5-årige i K4 2019, som vi har sammenlignet med antallet i K4 2020. Derefter har vi fundet den absolutte og procentvise udvikling i antallet af 0-5-årige.
Den procentvise udvikling i antallet af 0-5-årige har vi trukket fra den procentvise udvikling i udgifterne til dagtilbud. Dermed har vi fundet, i hvor høj grad kommunerne økonomisk dækker den demografiske udvikling på de små børn.
Rettelse: Det fremgik tidligere af "Sådan har vi gjort", at vi havde inkluderet funktion 5.25.10 i opgørelsen. 5.25.10 var og er ikke med i opgørelsen, fordi der ligger fælles formål, som også bruges på folkeskoleelever. Det var alene en slåfejl, at vi havde skrevet konto 5.25.10. Vi beklager fejlen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter
Emner: Daginstitution, Dagpleje, Børnehaver







































