
To af landets førende eksperter i kommunal udligning forudser, at udligningsreformen fra i sommers kan blive ændret hurtigere end antaget.
Førende eksperter kritiserer udligningsreform og forudser nye ændringer
Udligningsreformen fra foråret har en række problemer, som får to af landets førende eksperter til at forudsige, at det kan blive nødvendigt at ændre den hurtigere end antaget.
Udgivet: 09/12/2020
Den reform af det kommunale udligningssystem, som Folketinget vedtog med et bredt flertal i juni, har indbygget en række problemer, som får to af landets førende udligningseksperter til at forudsige, at det kan blive nødvendigt med ændringer af reformen i løbet af relativ få år.
"Der er indbygget nogle spændinger i systemet, så fremtidige ændringer og reformer kan på ingen måde udelukkes," konkluderer professor Jens Blom-Hansen fra Aarhus Universitet og projektchef i VIVE Niels Jørgen Mau, der som tidligere afdelingschef i Indenrigsministeriet ifølge mange er den danske embedsmænd med størst indsigt i kommunal udligning.
De to eksperter offentliggør i dag en analyse af udligningsreformen i tidsskriftet Administrativ Debat, der absolut er værd at læse for alle, som interesserer sig for kommunal udligning.
Bag den akademisk formulerede advarsel gemmer sig en relativ kraftig kritik af reformen. De to eksperter giver i artiklen en lang række af grunde til, at reformens holdbarhed kan være begrænset.
Partierne favoriserede deres egne kommuner
De to forskere er usædvanligt klare, når de konkluderer at Socialdemokratiet og Venstre favoriserede deres egne kommuner, og lod de konservative kommuner betale.
"De konservative kommuner i hovedstadsområdet står systematisk tilbage med endog meget store tab. Faktisk er det partipolitiske mønster i reformens byrdefordelingsmæssige effekter usædvanligt klart," hedder det i analysen.
Og lidt usædvanligt for en akademisk artikel ophæves en politikers udtalelse til en sandhed. Det drejer sig om den konservative finansordfører Rasmus Jarlovs udtalelser, da partiet forlod forhandlingerne.
”Vi er bange for, at det bliver fortællingen om to ulve og et får, der skal stemme om, hvad de skal have til middag”.
Udtalelsen er ifølge de to eksperter "rammende" og de skriver direkte, at det var en forudsigelse, som Jarlov "fik ret i".
"Her ligger en kilde til et fremtidigt opgør med reformen. For De Konservative glemmer næppe sagen," fremfører de to forskere som første argument for, at reformen kan blive ændret hurtigere end antaget.
Kritik af Folketingets rolle
Kritikken af forskelsbehandlingen af kommunerne afhængig af borgmesterens politiske farve underbygges af en usædvanlig skarp kritik af, at Folketinget reelt har behandlet enkeltkommuners forhold. Det er sket ved at "meget store beløb fordeles i selve loven på en række navngivne enkeltkommuner, der karakteriseres som ”udsatte ø- og yderkommuner”.
De to forskere kaldet det "foruroligende, at Folketinget i et mere eller mindre lukket rum skal afgøre enkeltkommuners forhold."
Reformen vil drive udgifter og skatter op
Ifølge analysen har alle udligningsreformer den udfordring, at "vinderkommuner sætter udgifterne op, og taberkommuner sætter skatterne op".
Slutresultatet er altså, at både udgifter og skatter stiger samlet set.
Og den risiko er ifølge artiklen større denne gang, fordi reformen medfører en årlig overfinansiering af kommunerne med 6,5 milliarder kroner - altså penge kommunerne får, men som de ikke må bruge.
Selvom budgetloven, økonomiaftalen og sanktioner burde forhindre at kommunerne begynder at bruge af den omfattende ekstra finansiering, så stiller de to forskere spørgsmålstegn ved, om det er nok til at undgå overforbrug.
"Reformen giver dermed risiko for kommunal udgiftsopdrift, som bliver en interessant udfordring for kommende kommuneaftaler," skriver Mau og Blom-Hansen.
Svækker incitamenter til effektivitet og vækst
Denne frygt forstærkes ifølge analysen af, at reformen ikke giver kommunerne de rigtige incitamenter, hvilket i forskernes fortolkning betyder, at "kommunerne belønnes for højere udgifter og nedtoner vigtigheden af effektivitet, hvorved systemet bliver udgiftsdrivende, og at kommunerne eventuelt også får mindre interesse i udviklingen i egne indkomster i form af beskatningsgrundlaget."
Begrundelsen for den kritik er, at kommuner med forholdsvis lave indkomster i det nye system får udlignet 95 procent af deres skattegrundlag, og at de kommuner kan få en marginal udligning som er endnu højere, fordi de særlige overudligningsregler i fremtiden kun gælder for kommuner med et særligt højt skattegrundlag.
"Dette er særligt bemærkelsesværdigt, da det netop er disse kommuner med de lidt lavere indkomster, som må formodes at have det største behov for en indkomstfremgang," hedder det i analysen.
Fastfrosne tilskud kan komme til at fremstå urimelige
Det sidste argument for, at udligningsreformens holdbarhed måske er kortere end antaget er, at den nye reform fastfryser en lang række særtilskud til bestemte kommuner.
"I takt med at virkeligheden ændrer sig, vil rimeligheden af de fastsatte tilskud og afgrænsningen af de navngivne modtagerkommuner kunne betvivles og give pres for ændringer af systemet," hedder det.
Forfatterne ønsker tillykke
Selvom de to forfattere tvivler på holdbarheden af reformen, så ønsker de regeringen tillykke med reformen.
"Der er alt i alt grund til at ønske regeringen tillykke ikke blot med en reel reform af udligningssystemet, men også med det brede forlig bag reformen," skriver de.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Temaer: Udligning










































