
Finansminister Nicolai Wammen (S), lægger med finanslovsaftalen yderligere pres på de kommende års økonomiske råderum. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Finansloven tærer yderligere på de kommende års råderum
Minimumsnormeringer og opkvalificering af ældreplejen er blandt de initiativer i finanslovsaftalen, som udelukkende finansieres ved hjælp af det økonomiske råderum. Dermed er det økonomiske råderum endnu mere presset, end det var i forvejen.
Udgivet: 06/12/2020
Flere af initiativerne i finanslovsaftalen er finansieret ved at bruge af kommende års råderum, og der er derfor ikke meget tilbage i pengekassen, når finansminister, Nicolai Wammen (S), i de kommende år skal indkalde til finanslovsforhandlinger.
Allerede inden aftalen faldt på plads, var der ikke store beløb at hente i de kommende års råderum, fordi finansministeren har lovet kommunerne og regionerne, at han vil dække deres udgifter til demografien i de kommende år. Ifølge et svar til Folketinget, var råderummet før finansloven omtrent 8,5 milliarder kroner frem til 2025.
Nu er råderummet kommet yderligere under pres med en række initiativer, som skal sikre et løft til adskillige velfærdsområder, der alle finansieres ved hjælp af det økonomiske råderum. Ved redaktionens deadline er den konkrete finansiering af finansloven ikke blevet præsenteret for offentligheden, men der er ingen udsigt til skatte- eller afgiftsforhøjelser.
Finansminister Nicolai Wammen (S), medgav på pressemødet søndag, at der med finanslovsaftalen bliver tæret på råderummet.
"Og så er der også med de beslutninger der ligger i den her finanslov elementer, der rækker ud i de kommende år, så det selvfølgelig også vil have en påvirkning på, hvordan det økonomiske råderum ser ud de kommende år," sagde han.
Han mener dog, at det i høj grad er en nødvendighed i det, han kalder et "corona-år".
"Man kan være helt tryg - vi vil også stå her om et år. Men det er klart, at de udgifter, der rækker ind i de efterfølgende år, de penge kan vi selvfølgelig ikke bruge næste år, og det er også derfor, at regeringen har været meget klare, da vi startede de her forhandlinger, som også gælder her når vi slutter dem, at der har været færre penge at lave nye initiativer for end der plejer at være, fordi det er et corona-år, hvor vi har nogle andre udgifter."
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Temaer: Finanslov
Emner: Finanslov




































