
Borgmesteren i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), vil udnytte den unikke mulighed for at hæve indkomstskatten uden sanktioner. Derfor får borgerne i Aarhus sandsynligvis en stigning i indkomstskatten på 0,11 procent i 2021. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aarhus hæver skatten til næste år - flere kommuner følger trop
Aarhus er den seneste i rækken af kommuner, der varsler skattestigninger i 2021. Mens Aarhus som de fleste vil udnytte den sanktionsfrie skatteramme, ser nogle få kommuner ud til at hæve skatten væsentligt mere.
Udgivet: 25/08/2020
Borgmesteren i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S) vil hæve skatten i 2021. Dermed er Aarhus den seneste i rækken af kommuner, der som følge af tab på udligningsreformen vil hæve skatten til næste år.
Aarhus har på grund af tabet på udligningsreformen - ligesom 24 andre kommuner - fået mulighed for sanktionsfrit at hæve skatten med et beløb, der svarer til tabet.
Det er for Aarhus Kommune i alt 78 millioner kroner, som indfases i 2021 og 2022. For næste år er det beregnede tab 68 millioner, som svarer til en skattestigning på 0,11 procent. Og det er den skattestigning, der i følge borgmesteren skal indføres i 2021.
"Sammenholdt med tabet på udligningsreformen har vi en mindrerefusion på særligt dyre enkeltsager på 40 mio. kr. og en midtvejsregulering på 100 millioner kroner. Samtidig er der mange områder vi gerne vil give et løft. De ting tilsammen gør, at når der er givet mulighed for skattestigninger i forbindelse med udligningsreformen, så anbefaler jeg, at vi bruger dem," siger Jacob Bundsgaard (S) til NB-Økonomi.
Ifølge budgetforslag, dagsordner, referater og kilder fra de forskellige kommuner ser det ud til, at i alt 10-15 af de kommuner, der har fået adgang til sanktionsfrit at hæve indkomstskatten, også har tænkt sig at benytte muligheden. Det tæller blandt andet Skanderborg, Horsens og Roskilde.
Kamp om restrammen
Aarhus' skattestigning påvirker ikke blot borgerne i Aarhus, men kan også få afgørende betydning for budgetterne i Gentofte, Hørsholm, Helsingør, Vallensbæk, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk. De seks kommuner er ifølge NB-Økonomis oplysninger de eneste, der vil have del i den såkaldte restramme, der fordeles fra kommuner der ikke udnytter skatterammen til kommuner, der ønsker at hæve skatten udover skatterammen.
Med en samlet pulje til sanktionsfrie skatteforhøjelser for 2021 på 430 millioner kroner har det derfor afgørende betydning for de seks kommuner, når en stor kommune som Aarhus melder ud, at de bruger 68 millioner fra den samlede pulje, svarende til godt 16 procent. Det betyder nemlig, at de seks sjællandske kommuner sandsynligvis ikke får lov til at hæve skatten så meget, som de har ansøgt om.
I alt vil de seks kommuner ifølge NB-Økonomis oplysninger søge om cirka 230 millioner udover deres tildelte skatteramme, hvor Gentofte står for langt størstedelen. Samtidig ser det med Aarhus' skattestigning ud til, at der i alt er blevet søgt om skattestigninger for cirka 250 millioner kroner indenfor skatterammen.
Hvis den prognose holder vand, bliver de samlede ansøgninger om skatteforhøjelser i omegn af 50 millioner over puljens maksimale størrelse. Dermed kommer Hørsholm, Gentofte, Vallensbæk, Rudersdal, Helsingør og Lyngby-Taarbæk sansynligvis til at skulle slås om at få lov til at hæve skatten mest muligt.
Tilføjelse, tirsdag den 25. august klokken 13:59:
Det fremgik tidligere af artiklen, at det kun var fem kommuner, der ville søge om at få del i den ekstra skatteramme. Vi er efter deadline blevet gjort opmærksomme på, at også Rudersdal har søgt om at hæve kommuneskatten udover den tildelte skatteramme. I alt vil Rudersdal hæve skatten med 50 millioner kroner, men er tildelt skatteramme til at hæve med 23 millioner. De 50 millioner svarer i alt til en stigning i udskrivningsprocenten på 0,3 procent.
Det betyder, at vores prognose for ansøgningerne til restrammen er steget fra cirka 200 millioner til cirka 230 millioner.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Temaer: Budgetter
Emner: Skat, Aarhus Kommune




































