De fleste kommuner overskrider budget på store velfærdsområder
70-80 kommuner overskrider budgettet på de store velfærdsområder som ældre-, folkeskole-, og daginstitutionsområdet. Det viser nye regnskabstal.
Udgivet: 22/04/2022
82 kommuner har brugt mere på daginstitutionsområdet i regnskabet 2021, end de har budgetteret med. Det tal er 73 på folkeskoleområdet og 74 kommuner på ældreområdet. Det viser nye regnskabstal for 2021 fra Danmarks Statistik.
Kommunerne har samlet set overskredet budgetterne for sidste år med 0,7 mia. kr. på daginstitutioner, 1 mia. kr. på folkeskoler og 1,5 mia. kr. på ældre. Dertil skal lægges en overskridelse på 2 mia. kr. på det specialiserede socialområde for voksne og børn. Det er en overskridelse på hvert område på mellem 2-5,4 procent.
På de tre store velfærdsområder som folkeskoler, daginstitutioner og ældre, der er det navnlig de vestjyske og sjællandske kommuner omkring hovedstaden, der er gået over budget. Men eftersom 73-82 kommuner er gået over én af de tre områder, så ses der en generel tendens i hele landet.
Det er ubetinget det specialiserede socialområde, der går mest over budget. Men der er ikke noget, der tyder på, at kommunerne henter de penge på de andre store velfærdsområder.
Kommunerne klarer sig igennem på coronakompensation og sparet administrationsudgifter
Hvordan det kan lade sig gøre at have et overforbrug på alle store velfærdsområder, uden at kommunerne bliver sanktioneret for budgetoverskridelse skal formentligt findes i coronaen. Her bliver kommunerne nemlig kompenseret af regeringen for ekstraordinære udgifter. Derfor kan der være coronaudgifter skjult i disse regnskabstal.
Derudover har kommunerne samlet set sparet 4,2 mia. kr. på administration, som NB-Økonomi kunne skrive om i marts 2022.
Nedenfor kan du se, hvor meget kommunerne har brugt af budgettet for 2021 i selve regnskabet for hver enkelt kommune. Kortene er fordel på henholdsvis ældre-, folkeskole-, og daginstitutionsområdet.
FAKTA - Sådan har vi gjort:
For hver kommune har vi trukket tal fra budgetter og regnskaber i 2021 fra Danmarks Statistiks Statistikbanks REGK31 og BUDK32. Tallene er trukket som nettodriftsudgifter. For hver kommune har vi udregnet forskellen mellem budgettal og regnskabstal i tusinde kroner og procent, som du kan se i kortene herover.
Kontodefinitionerne, som vi har fulgt, er:
Ældrepleje: 5.30.26 - 5.30.36 samt 5.32.30 - 5.32.37
Folkeskoler: 3.22.01 - 3.22.14 undtagen 3.22.05, som vedrører SFO'er.
Daginstitutioner: 5.25.11 - 5-25.14 samt 5.25.18 og 5.25.19
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 25/04/2022 - 09:50
Temaer: Budgetter




































