Der har været fart i pedalerne i Aabenraa Kommune. Ifølge borgmester Thomas Andresen (V) i midten af billedet, skyldes byens positive udvikling på det socioøkonomiske område blandt andet et aktivt fokus på udvikling og en ambitiøs beskæftigelsesindsats.

Der har været fart i pedalerne i Aabenraa Kommune. Ifølge borgmester Thomas Andresen (V) i midten af billedet, skyldes byens positive udvikling på det socioøkonomiske område blandt andet et aktivt fokus på udvikling og en ambitiøs beskæftigelsesindsats. - Foto: Rune Højer

Nogle yderkommuner bryder mønstret: Læs borgmestrenes forklaring her

En lille gruppe af yderkommuner har ifølge NB-Økonomis analyse haft en positiv udvikling i kommunens grundlæggende økonomiske omstændigheder. Seks borgmestre giver deres forklaring.

Udgivet: 13/08/2020

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Mens velstanden og den dertilhørende forbedrede socioøkonomi generelt går fra land til by, har nogle yderkommuner formået at vende udviklingen, og har oplevet en forbedring af det økonomiske udgangspunkt. Her giver borgmestrene i de yderkommuner deres bud på, hvordan det er gået til:

Hans Østergaard, borgmester, Ringkøbing-Skjern Kommune (V):

Vi kan se, at vi har oplevet en markant forbedring på tre parametre i det socioøkonomiske indeks:

- 25-49 årige uden erhvervsuddannelse

- Børn i familier, hvor forsørgerne har lav uddannelse

- Beregnet årlig nedgang i befolkningstal

De to første parametre vedrørende uddannelse hænger naturligt sammen og er udtryk for, at

kommunen målrettet har arbejdet med at løfte uddannelsesniveauet for denne aldersgruppe siden

2014. Der har især været fokus på samarbejdet vores erhvervsskole og virksomhederne omkring

projekter som fx ”Flere skal med” og ”jobbrug til uddannelse”, som bl.a. har introduceret nye

former for vekselvirkning mellem skolegang og virksomhedspraktik.

Vi vurderer herudover, at en væsentlig årsag til vores forbedring på indekset er et markant fald i den beregnede årlige nedgang i befolkningstallet. I 2015 igangsatte kommunen en stor satsning på alle vores udviklingsområder – herunder også på branding- og bosætningsområdet.

Vores indenlandske flyttebalance er forbedret siden 2013/2014, og den udenlandske

nettoindvandring er steget i samme periode.

Vores primære målgrupper er: Fraflyttede unge borgere, udenlandsk arbejdskraft og børnefamilier.

Som konkrete eksempler på indsatser kan nævnes følgende:

- Klub Eksilvestjyder, som i dag rummer over knapt 1.300 tidligere borgere (typisk

studerende og andre unge), som vi har en løbende kontakt til.

- Flytmodvest hjemmesiden og i det hele taget vores indsats på de sociale medier.

- Matchmaker ordningen, hvor vi matcher studerende med vores virkosmheder

- Tilflytterjob ordningen, hvor vi udsender CV’s til over 700 virksomheder

- Bosætningskampagne i Tyskland (Nordtyskland og det tidligere Østtyskland – herunder

ansættelse tysk tilflytterguide

- Investjylland netværket for både unge tilflyttere og fastboende unge

- TV-serien ”Hvide Sande”, som sendes i 8 afsnit på TV2 og er solgt til Tyskland og

Skandinavien

- Vores generelle markedsføringsindsats/rebranding

Endelig kan vi nævne vores indsats i forhold til fastholdelse og rekruttering af udenlandsk

arbejdskraft til både landbrug og industrien. Aktuelt gennemfører vi sammen med Aarhus

Universitet et antropologisk studie, som skal munde ud i en række konkrete anbefalinger om,

hvordan vi bliver endnu bedre til at fastholde og integrere denne type borgere.

Vi har et stort fokus på at en række af delelementerne i det socioøkonomiske indeks – som fx

uddannelse, befolkningsudvikling og beskæftigelse.

Bo Hansen, borgmester, Svendborg Kommune (S):

Jeg tænker, at mange af de ting, kommunen gør, forbedrer vores socioøkonomiske indeks. Mest direkte vores beskæftigelsesindsats målrettede initiativer som f.eks. vores indsats i udsatte boligområder i samarbejde med de almennyttige boligselskaber – og mere indirekte gennem kommunens service, der gerne skal have et niveau, der også kan tiltrække ressourcestærke borgere.

Hvis vi ser bort fra den tekniske oprydning i folketallet som de fleste kommuner gennemførte sidste år, så har vi oplevet en lille befolkningsfremgang, og min fornemmelse er, at den tæller mange ressourcestærke børnefamilier. Det tror jeg ikke er det generelle billede i det, der benævnes yderkommuner.

Vi forsøger ikke direkte at tiltrække bestemte typer af borgere, men vi er opmærksomme på børnefamilier og de kommunale tilbud – dagtilbud, skole og fritidstilbud - vi har til dem. Det er selvfølgelig meget vigtigt også i forhold til dem, der allerede bor i kommunen. Mit billede er også, at vi i kraft af vores natur og det rige kulturliv, der kendetegner kommunen, i disse år kan tiltrække ressourcestærke borgere i alle aldersgrupper.

Tonni Hansen, borgmester, Langeland Kommune (SF):

Når Langeland falder i det socioøkonomiskeindeks, betyder det, at Langeland kommer tættere på landsgennemsnittet.

Det betyder ikke nødvendigvis, at Langeland er i en bedre udvikling, men skyldes også , at landsgennemsnittet nærmer sig Langeland, fordi mange andre yderkommuner er i en dårligere udvikling.

Der er navnlig ét kriterie som ”rammer” Langeland og det er den beregnede årlige nedgang i befolkningstallet.

Vi har bl.a. kørt specifikke uddannelsesforløb for at få meget unge ud af kontakthjælpssystemet.

Herudover har vi besluttet at styrke den boligsociale indsats.

Vi har en aktiv bosætningspolitik gående ud på, at anerkende fx ”deltidslangelænderne” og dermed animere dem til at bosætte sig permanent i kommunen.

Strynø er et helt kapitel for sig selv, og de har en meget aktiv frivillig bosætningsgruppe.

Der er en spirende tendens til, at børnefamilier vælger at bosætte sig i et landdistrikt som Langeland Kommune. Derudover vælger seniorer også det afstressende liv i Langeland Kommune til, og det sker langt tidligere end før.

Vi gør absolut en indsats for at tiltrække bestemte typer af borgere. Med Danmarks (sandsynligvis) bedste normeringer i daginstitutionerne og kun to lukkedage om året (jul og nytår), satses der bevidst på børnefamilier. Læg dertil, at den centrale skole er at forholdsvis ny og at der er fastholdt skoler på nord- og syd-delen af Langeland samt på Strynø. Ja - så vis er det en bevidst satsning på børnefamilier.

Samtidig er der mulighed for flexboliger så man kan ”prøve” at bo i kommunen. Det tiltrækker de, som ønsker at bo i landdistrikter. Og så er Langeland Kommune, med sin smukke natur og rolige levevis med meget lav kriminalitet, attraktiv for seniorer.

Endelig er det lykkes Langeland Kommune at fastholde ret meget erhverv, hvorfor der også er et rimeligt antal af arbejdspladser i nærområdet.

Thomas Andresen, borgmester, Aabenraa Kommune (V):

Den positive socioøkonomiske udvikling, vi ser i Aabenraa Kommune, giver en fin pejling på, at vi lykkes med den vækst- og udviklingsdagsorden, som har vi i en årrække har haft stort fokus på. Der er en række faktorer, der spiller ind, men vi har en klar oplevelse af, at vores indsatser på beskæftigelsesområdet, blandt andet for at få aktivitetsparate borgere væk fra kontanthjælp, har haft en særlig betydning. Helt konkret har vi siden 2015 halveret antallet af kontanthjælpsmodtagere.

Generelt fylder udvikling meget på Aabenraa Kommunes dagsorden. Det gælder både i beskæftigelsesindsatsen, i tiltrækning af nye virksomheder og på skole- og uddannelsesområdet, hvor vi er kommet langt med at udvikle Aabenraa som attraktiv uddannelsesby.

I Aabenraa Kommune prioriterer vi indsatsen med at tiltrække nye borgere til kommunen. Det gør vi både for at udvikle vores byer og lokalsamfund, men også for at have den relevante arbejdskraft til rådighed for virksomheder i kommunen. I forlængelse heraf vil i efteråret 2020 politisk behandle en ny strategi for bosætning, der skal bidrage til en fortsat positiv udvikling.

Marcel Meijer, borgmester, Samsø Kommune (S)

Vi har fået mulighed for at nedsætte vores færgepriser i lavsæsonen ved tilskud fra Staten. Det har resulteret i en del nye iværksættere på Samsø, særlig indenfor turismen. Vi topper ind i mellem statistikkerne over iværksætteri i Danmark. Iværksætterne er ofte tilflyttere med en del kompetencer og en god uddannelsesbaggrund. Implementeringen af landevejsprincippet i lavsæsonen har i øvrigt medført en lavere ledighed på øen generelt.

Dernæst tror jeg også, at der er tale om en udskiftning af generationer. En stor generation, som har været ufaglært og lavtlønnet bliver erstattet af en yngre med en anden faglig og beskæftigelsesmæssig baggrund. Mange af den ældre generation går fra førtidspension og sæsonledighed til folkepension og forbedrer dermed den socioøkonomiske indeks.

Der er en anden, mere tvivlsom, statistisk effekt. Cirka ti procent af øens befolkning er udlændinge, som typisk arbejder i landbruget eller andre ufaglærte områder. For et par år tilbage stod disse udlændinge som ufaglært, når man ikke kendte deres uddannelse. Denne praksis er ændret. Mange af dem er faktisk faglært i hjemlandet og måske er deres status som ufaglært forsvundet af statistikkerne.

Hele ideen om, at man gerne vil have en bestemt gruppe indbyggere frem for en anden står mig imod. Vi har ikke nogen bestemt politik, der skal tiltrække bestemte grupper, men i 2021 håber vi på at kunne lancere en direkte færgeforbindelse til Aarhus, som gør det muligt at uddanne sig eller arbejde i Aarhus og bo på Samsø. Dermed håber vi at kunne åbne for et pendlersegment, som vi ikke kender i dag. Finansieringen er på plads – vi venter kun på, at Søfartsstyrelsen kan komme til Kina for at godkende vores hurtigfærge.

Winni Grosbøll, borgmester, Bornholms Kommune (S)

Der er særligt tale om en stigende beskæftigelse og en deraf faldende ledighed.

Forklaringen er på Bornholm som i resten af Danmark en positiv påvirkning af den generelt positive konjunktur udvikling (frem til Corona krisen).

Men Bornholm er også begyndt at kunne høste af en mere proaktiv erhvervsstrategi og nogle særlige spydspids virksomheder, som samlet har medført at flere brancher har fået mere vind i sejlene.

Pejlemærkerne har været at:

1) Det skal være lettere at drive og starte virksomhed på Bornholm

2) Sikre den nødvendige kvalificerede arbejdskraft

3) Sikre at Bornholm fortsætter med at være et bæredygtigt samfund, hvilket bl.a. kræver en bedre aldersspredning, så det er muligt at udbyde både daginstitutioner, skoler og andre kommunale servicetilbud på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

Bornholms markant skæve demografi gør, at vi har rigtig mange, der går på pension nu og i de kommende år. Det betyder, at vi både er udfordret på en faldende arbejdsstyrke og udfordret på generationsskifte indenfor en række virksomheder.

Parallelt med dette har Bornholm været igennem en transformation fra at være en Ø hvor der har været meget fysiske og medarbejderkrævende arbejdsfunktioner, fx i fiskeriet og følgevirksomhederne til dette, landbrug og forskellige industrielle produktionsvirksomheder, til en situation i dag hvor behovet for arbejdskraft er reduceret, dels fordi branchen er forsvundet(fiskeriet) eller der er sket en betydelig automatisering(landbrug og industri).

Dette har ændret efterspørgslen fra ufaglært arbejdskraft til faglært, mellemlang og akademisk arbejdskraft.

Ud fra denne ”brændende platform” har kommunen valgt at sætte fokus på og iværksætte særlige initiativer indenfor:

- Forbedret erhvervsservice (Tættere samarbejde med virksomhederne på Bornholm)

- Tilflytning og rekruttering

- Særlig understøtning af klyngesamarbejder fx fødevarer, turisme og kunsthåndværk

- Kvalificeret arbejdskraft

Sammen med den generelle positive konjunkturelle udvikling har dette medvirket til et stigende antal beskæftigede, både indenfor de områder kommunen har understøttet og indenfor de

eksporterende virksomheder. Sammen med en stor aldersbetinget afgang fra arbejdsstyrken, har dette åbnet op for ledige jobs på Bornholm, som igen har understøttet muligheden for en øget rekruttering og tilflytning til Bornholm, hvor ledige jobs er af helt afgørende betydning.

Her har Bornholm også været hjulpet af den generelle tendens omkring børnefamilier som ønsker at flytte ud fra storbyerne for at få mere plads og tid til familien. Bornholm har derfor haft en positiv nette tilflytning siden 2016, hvor det især er børnefamilier som er i overtal.

Den stigende efterspørgsel efter arbejdskraft har også betydet en øget satsning på at sikre ”plads til alle”, hvilket har betyder, at Bornholms Regionskommune ud fra investeringsstrategier har understøttet at både dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og flygtninge har fået efteruddannelse og i stor stil er kommet i job.

Samlet har disse gunstige konjunkturelle rammevilkår og iværksatte initiativer påvirket de socioøkonomiske tal i en positiv retning.

Vi stræber efter igen at blive 42.000 indbyggere på Bornholm, så tilflytningen og generationsskiftet fylder en del, ikke mindst i forhold til de der skal passe vores ældre og syge medborgere. Ambitionen om at blive flere handler selvfølgelig også om, at hjulene gerne skal rulle lidt hurtigere på Bornholm, så kommunen får lidt flere indtægter, og dermed kan skabe endnu bedre kvalitet i de kommunale tilbud.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Socialøkonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]