Affaldsforliget pålægger i første omgang KL at fremlægge en plan for, hvordan kapaciteten til affaldsforbrændring kan skæres ned. Men med KL-næstformanden Martin Damms udmelding om, at det bliver svært at klare opgaven inden tidsfristen, er der grund til at se nærmere på forligspartiernes plan B. Den kan blive kostbar for borgere og virksomheder i kommuner, hvor værker ender med at måtte lukke.

Plan B omtales også som "liberalisering", men i forligsteksten kaldes den en "udbudsbaseret model", og det udtryk er mere præcist, for et helt frit marked bliver der ikke tale om.

På et frit marked ville forbrændingsanlæggene være frit stillede til at importere affald fra udlandet og forbrænde det, uanset om anlæggene er kommunalt ejede, privat ejede eller forbrugerejede; man kan nemlig ikke forbyde import af affald inden for EU.

Men i "udbudsmodellen" sker der tre ting:

1. Først fastsættes et loft på forbrændingskapacitet på 2,6 millioner ton pr. år; en reduktion på en tredjedel i forhold til dagens kapacitet. Det skal kapaciteten nedbringes til inden 2030.

2. Derefter går man i gang med at stramme miljøkravene til anlæggene. Det vil få nogle anlæg til at vælge at lukke.

3. Er det ikke nok til at nedbringe kapaciteten, lægger man en afgift på affaldsforbrænding, indfører CO2-krav eller stiller krav om plasticindholdet i affaldet.

Samtidig pålægges kommunerne at sende affaldsforbrændingen i udbud.

Kapaciteten vil under alle omstændigheder blive reduceret, uanset om KL fremlægger en plan, Energistyrelsen kan godkende, eller om man i stedet kører efter "udbudsmodellen".

Forskellen er, at sker lukning efter en plan fra KL, vil staten dække 70 procent af den enkelte kommunes tab på nedlukningen. I "udbudsmodellen" bliver der ingen statslig kompensation; her vil affaldskunder og varmekunder skulle betale hele tabet.

I forliget afsættes 200 millioner kroner til at dække tab, hvilket vil række til at dække 70 procent af et samlet tab på 285 millioner kroner. Ifølge KL's næstformand kan tabet sagtens blive større.

“Det er et stort beløb, i hvert fald,” sagde Martin Damm onsdag til NB-Økonomi.

I en udbudsmodel favoriseres store anlæg frem for små, eftersom deres omkostningsniveau pr. ton forbrændt affald er lavest; en rapport fra ea Energianalyse fra 2016, El, varme og affaldsforbrænding", viste, at de største anlæg krævede en fjerdedel lavere investeringer pr. ton end små anlæg og havde faste driftsomkostninger pr. ton, som var under det halve.

Det er dog uforudsigeligt præcis hvilke anlæg, der vil bukke under i udbudsmodellen, for et forbrændingsanlæg, der ikke lever op til nye, strammede miljøkrav, kan principielt vælge at investere i ny teknologi, så man kommer til at opfylde kravene. Men som udgangspunkt vil små anlæg og gamle anlæg være dem, der er mest i farezonen.