
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har fremsat et relativt omfattende ændringsforslag til udligningsreformen, som kan hænge sammen med markant fejl i rapport fra Finansieringsudvalget. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Markant fejl i rapport fra Finansieringsudvalg
Rapport fra Finansieringsudvalg indeholder en markant fejl, der kan forklare, hvorfor regeringen i sidste øjeblik har fremsat ændringsforslag til udligningsreformen.
Udgivet: 16/06/2020
Der er umiddelbart en markant fejl i den rapport fra Finansieringsudvalget, som har været afgørende for at partierne bag udligningsreformen har afskaffet det såkaldte betalingskommunefolketal.
Ifølge rapporten er betalingskommunefolketallet "direkte baseret på kommunale registreringer, som alene anvendes til udligningsformål."
Fakta er imidlertid, at betalingskommuneregistreringen i CPR direkte er nævnt i en række love på tre andre ministerområder, hvor den bruges til at styre enten mellemkommunale afregninger eller tilskud. Det er lovgivning indenfor Undervisnings- Kultur- og Sundhedsministeriet.
Derudover bruges betalingskommuneoplysningerne som et centralt element i den kommunale forvaltning, for at sikre en effektiv kontrol med, om kommunerne får sendt de korrekte mellemkommunale afregninger til andre kommuner.
Fejlen i rapporten kan forklare to bemærkelsesværdige forhold vedrørende udligningsreformen i relation til betalingskommunefolketallet.
- Social- og Indenrigsministeriet havde angiveligt planlagt at nedlægge registreringen uden at sikre sig de nødvendige lovændringer på de øvrige ministerområder.
- Ministeriet havde ifølge loven planlagt at nedlægge den såkaldte kode-4 allerede fra første juli, og det affødte kommunale protester, fordi det ifølge flere kommuner ville skabe store problemer for kontrollen med de mellemkommunale afregninger.
Den oprindelige lov forholdt sig ikke til nogen af de to forhold, men nu har ministeriet i sidste øjeblik - og efter en række artikler her på NB-Økonomi - fremsat et ændringsforslag, som løser problemerne.
Udvalg forholdt sig ikke til kommunernes eget brug
Social- og Indenrigsministeriet påpeger i et skriftligt svar til NB-Økonomi, at der i rapporten også står at:
”Oplysningen om betalingskommune i CPR anvendes alene til brug for tilskud og udligning og anvendes heller ikke i andre statistiske sammenhænge. Ordet ”alene” skal således forstås sådan, at udvalget ikke er blevet gjort bekendt med, at oplysningerne anvendes i anden statistik eller lignende, sådan som opgørelsen efter bopælskommune. Udvalget har ikke forholdt sig til enkelte kommuners eget brug."
"Social- og Indenrigsministeriet har fremsat ændringsforslag for at konsekvensændre en henvisning i lovgivning under øvrige ministerier. Her fjernes henvisningen til udligningsloven i regler om mellemkommunal refusion, som har fulgt definitionen af betalingskommune som i folketallet i udligningen. Der er ikke tale om, at disse ministerier har anvendt et samlet tal for betalingskommunefolketal, og den mellemkommunale refusion forbliver uændret på disse øvrige områder.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:29









































