
Carmen er måske en af de forestillinger, som operaelsker udenfor hovedstaden også gerne vil opleve. Den spiller i 2019-20 på Operaen i København. - Foto: Camilla Winther / Det Kgl. Teater
Her lægger staten flest kulturpenge
Region Hovedstaden får langt mest støtte til kultur pr. indbygger sammenlignet med de øvrige fire regioner i Danmark.
Udgivet: 21/04/2020
Region Hovedstaden havde i 2018 over dobbelt så høje kulturudgifter pr. indbygger end landets øvrige regioner. Det fremgår af et svar, som Kulturministeriet har givet folketingsmedlem Morten Dahlin (V), inden coronakrisen satte ind.
Morten Dahlin havde bedt om en redegørelse for de statslige kulturudgifter pr. borger for hver af de fem regioner. Som det fremgår af tabellen nedenfor, viser tallene fra 2018 – der foreligger ikke data endnu for 2019 – at topscorer er Region Hovedstaden med 1.530 kroner pr. indbygger, og i bunden ligger Region Sjælland med 363 kroner pr. indbygger.
Opgørelsen fra Kulturministeriet overrasker ikke Morten Dahlin, som havde forventet, at svaret ville afspejle, at der findes en geografisk ulighed, når det kommer til kultur og kulturelle tilbud.
”Jeg tror ikke, der findes nogle, der mener, at det skal være helt lige for alle landsdele, men i Venstre synes vi, det er vigtigt, at der er gode kulturtilbud til alle danskere, uanset om man bor i Slagelse, Svendborg eller Sæby”, svarer Morten Dahlin til NB-Økonomi.
Med eller uden statsinstitutioner
Tallene i opgørelsen viser de regionsspecifikke kulturudgifter med og uden de 22 statsinstitutioner, som hører under Kulturministeriets ressortområdet. Det drejer sig om f.eks. Det Kongelige Teater, museerne og konservatorierne. Fællesnævneren for disse statsinstitutioner er, at de i hovedsagen varetager nationale opgaver.
Organisationen Balance Danmark har kigget på tallene og mener, at tallene for kulturudgifter pr. person inkl. statsinstitutioner i forvejen tager højde for, hvor i landet statsinstitutionernes udgifter til ”nationale opgaver” har anvendelse. Derfor ser Balance Danmark ingen grund til at fjerne statsinstitutioner fra udregningen.
"Det ser ud som om, at penge inkl. statsinstitutionerne ovenikøbet er trukket ud en gang, og så argumenterer de for dem en gang til. Det er som at snyde på vægtskålen. Vi synes, at det er meget urimeligt, at hovedstaden får så ufattelig en stor andel af alle Danmarks skattepenge," siger Kim Ruberg, bestyrelsesformand for Balance Danmark.
Organisationen Balance Danmark, har tidligere udarbejdet flere analyser over den geografiske fordeling af statslig støtte til blandt andet scenekunst og museer. Og når Kim Ruberg er så kritisk, bunder det også i tallene fra analyserne, hvor hovedstaden altid får mellem 1/3 til 2/4 mere end alle andre kommuner.
"Når det så ovenikøbet er sådan, at vi kan se, hvor lidt hovedstadskommunerne f.eks. København og Frederiksberg selv investerer i kultur, så understreger tallene jo, at resten af Danmark betaler for det, der i svaret hedder statsinstitutioner, som jo reelt ikke kommer udenfor København", siger Kim Ruberg.
NB-Økonomi har tidligere skrevet om Københavns udgifter til kultur i artiklen:
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26









































