
Arne Boelt (S), Hjørring, er en af de 40 borgmestre bag udspillet. foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sådan vil 40 borgmestres krav til udligning flytte penge fra by til land
Mere kompensation for ældreudgifter, mere udligning af selskabsskat, væk med hovedstadstilskuddet - 40 borgmestre fra både små og større provinskommuner går sammen om en række krav til udligningsreformen.
Udgivet: 04/03/2020
Udligningssystemet skal trækkes vestpå, og der skal ryddes op i kriterierne. Sådan kan man sammenfatte det udspil, 40 borgmestre, fortrinsvis fra Jylland og Fyn, tirsdag sendte til Folketingets partier.
Udspillet rummer en række konkrete anbefalinger om ændrede udligningskriterier og er udarbejdet af organisationen Balance Danmark, der har erhvervsmanden Kim Rubjerg som formand.
De 40 borgmestre, som har underskrevet, kommer fra Socialdemokratiet (18), Venstre (18), Dansk Folkeparti (1), Det Radikale Venstre (1), Alternativet (1) samt én valgt på en lokalliste.
Samarbejdet mellem de 40 borgmestre er bemærkelsesværdigt, fordi der hermed tegner sig konturerne af en dominerende udligningssammenslutning, efter både 'Stopforskelsbehandlingen' i hovedstaden og 'BedreBalance' i provinsen reelt er sat ud af spillet på grund af den foreslåede afskaffelse af hovedstadsudligningen. Den har været begge sammenslutningers omdrejningspunkt.
Ingen tal - men effekten vil være betydelig
Det er lykkedes Bedre Balance at samle en bred vifte fra store bykommuner som Esbjerg, Randers, Viborg og Silkeborg til landets tre mindste kommuner Samsø, Fanø og Læsø. I folketal svarer de 40 kommuner til lige præcis 33 procent af landets befolkning.
Men geografisk er spredningen ikke så stor: 30 af kommunerne er jyske, hvis vi regner Samsø, Fanø og Læsø med her, og fra Sjælland har kun Vordingborg skrevet under.
Balance Danmark fremlægger ingen tal med sit oplæg, men en gennemgang, NB-Økonomi har foretaget, viser, at forslagene vil flytte meget betydelige beløb fra især de store byområder til landkommunerne. I den sammenhæng er det også værd at bemærke, at ingen af de tre store universitetsbyer i provinsen har skrevet under.
NB-Økonomi gennemgår her effekten af forslagene:
"Definitionen på lav indkomst skal hæves, så førtidspensionister kommer med."
Baggrunden for det forslag er, at kriteriet for borgere med lav indkomst er indrettet på en måde, så førtidspensionister normalt ikke tæller med i modsætning til borgere på kontanthjælpsydelser. Det er en betydelig fordel for især de store byer, som har forholdsmæssigt flere kontanthjælpsmodtagere end førtidspensionister, der de seneste år har søgt mod yderkommunerne med billige boliger, ligesom land- og yderkommunerne har flere nedslidte. Forslaget vil derfor flytte penge fra de store bykommuner til land- og yderkommunerne.
"Kriteriet om almene boliger skal væk - eller i hvert fald "nøje undersøges".
Populært sagt bor de socialt udsatte i almene boliger i byerne, mens de bor i billig privatudlejning i land- og især yderkommuner. Hvis man helt fjernede kriteriet om almene boliger i udligningen, så ville det flytte store beløb fra bykommuner og Vestegnen til land- og yderkommunerne.
Ifølge NB-Økonomis oplysninger er der hos forhandlerne et vist fokus på at se, om det er rimeligt at alle også meget dyre almene boliger tæller med, mens privat udlejning kun tæller med, hvis huslejen er under 5.000 kr. eller der er tale om huse fra før 1970.
"Middellevetidskriteriet skal erstattes med et restlevetidskriterium (middellevetidskriteriet påvirkes fx af folk, som dør unge, hvilket kommer storbyer til gavn og ikke påvirker udgiftsbehovet til ældrepleje)."
En ændring som foreslået vil flytte et formentlig mindre beløb fra især de store bykommuner med forholdsmæssigt mange dødsfald blandt helt unge til yder-og landkommunerne.
"Aldersbestemte udgifter skal indregnes fuldt ud i stedet for den øgede omfordeling/mindskning, regeringen foreslår."
Bag denne formulering gemmer sig et forslag, der alene vil koste København omkring 1,5 milliarder kroner. I det nuværende udligningssystem tager man 33,25 procent af de gennemsnitlige kommunale udgifter til hver aldersgruppe og lægger dem i en pulje til fordeling efter kommunernes socioøkonomiske indeks.
Men når pengene fordeles til kommunerne, så sker det på en måde, så personer i alle aldersgrupper får det samme beløb. Dermed vil kommunerne automatisk få underskud på børn og ældre og overskud på 20-59-årige.
Kernen i forslaget er, at den mekanik sikrer de store universitetsbyer med forholdsmæssigt mange 20-59-årige store overskud, mens land- og yderkommunerne med forholdsmæssigt mange børn og ældre lider tab, hvilket borgmestrene bag brevet altså mener er uretfærdigt. Den effekt skærpes af, at regeringen vil hæve det sociale udgiftsbehov til 34,50 procent og dermed reducere det aldersbestemte udgiftsbehov tilsvarende.
"Udligningen af selskabsskat skal øges og ikke mindskes, som regeringen foreslår."
Det forslag vil målrettet ramme cirka 17 primært hovedstadskommuner, som modtager en meget stor andel af indtægterne fra selskabsskat. Samtidig betyder systemet, at alle kommuner bliver trukket i bloktilskud, når kommunernes samlede indtægter fra selskabsskat stiger.
Kommunerne betaler i dag 50 procent i udligning af den del af deres indtægter fra selskabsskat, som overstiger landsgennemsnittet. Selv en mindre forhøjelse af procenten vil flytte store beløb fra især de 17 kommuner til en meget bred vifte af kommuner med små indtægter fra selskabsskat.
"Kriteriet for nomadebørn skal ændres, så man følger kommunegrænserne før 2007, eller i hvert fald ikke favoriserer geografisk små hovedstadskommuner, der ikke blev sammenlagt."
Dette forslag handler om det såkaldte nomadebørnskriterie, som tæller antallet af børn, der i deres første 17 leveår er flyttet over en kommunegrænse mere end tre gange.
Kritikken går på, at kommunernes meget forskellige størrelser i øst og vest skaber en indbygget forskel. Ganske enkelt fordi en familie skal flytte meget længere i f.eks. Vestjylland for at passere en kommunegrænse end i hovedstadsområdet.
NB-Økonomi har tidligere regnet ud, at de sammenlagte kommuner i år mister cirka 250 millioner kroner, fordi antallet af nomadebørn i de kommuner har udviklet sig markant anderledes end i de sammenlagte kommuner.
"Hovedstadstilskuddet, som regeringen foreslår, skal væk."
Det vil koste ni af de fattigste hovedstadskommuner i alt 405 millioner kroner, men vil til gengæld gavne de rige nordsjællandske kommuner, som i realiteten betaler næstenhele puljen.
"Udlændingeudligningen skal halveres, som anbefalet af Finansieringsudvalget."
Her sparker borgmestrene en åben dør ind, idet regeringen allerede har lovet Venstre at gennemføre Finansieringsudvalgets forslag om at reducere udligningen med cirka 2,6 milliarder.
"Finansieringstilskuddet skal bevares."
De 40 borgmestre ønsker - som stort set alle andre borgmestre - at beholde det særlige finansieringstilskud, som med de nuværende fordelingskriterier især gavner land-og yderkommuner.
Fakta: Borgmestrenes krav
Her er de 40 borgmestres krav i punktform i den orden, de er nævnt i papiret:
- Finansieringstilskuddet skal bevares.
- Definitionen på lav indkomst skal hæves, så førtidspensionister kommer med.
- Udlændingeudligningen skal halveres, som anbefalet af Finansieringsudvalget.
- Kriteriet om almene boliger skal væk, eller i hvert fald "nøje undersøges".
- Middellevetidskriteriet skal erstattes med et restlevetidskriterium (middellevetidskriteriet påvirkes fx af folk, som dør unge, hvilket kommer storbyer til gavn og ikke påvirker udgiftsbehovet til ældrepleje).
- Aldersbestemte udgifter skal indregnes fuldt ud i stedet for den øgede omfordeling/mindskning, regeringen foreslår.
- Udligningen af selskabsskat skal øges og ikke mindskes, som regeringen foreslår.
- Kriteriet for nomadebørn skal ændres, så man følger kommunegrænserne før 2007, eller i hvert fald ikke favoriserer geografisk små hovedstadskommuner, der ikke blev sammenlagt.
- Hovedstadstilskuddet, som regeringen foreslår, skal væk.
- Definitionen på en udsat kommune skal være ens i hele landet, altså samme udskrivningsgrundlag.
Endelig forlanger borgmestrene, at regeringen offentliggør "alle bagvedliggende beregninger" i forbindelse med reformen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Temaer: Udligning










































