Timer før forhandlingerne om en udligningsreform for alvor skulle ind i den afgørende fase søndag aften, blev Venstres politiske ordfører Sophie Løhde ringet op af en journalist fra Jyllands-Posten. Journalisten havde på grund af en menneskelig fejl i Socialdemokratiet fået tilsendt en mail, som afslørede regeringspartiets kampagnestrategi over for Venstre.

Det usædvanlige var ikke, at Socialdemokratiet i detaljer havde planlagt, hvordan man på sociale medier og i pressen skulle forsvare regeringens udspil og angribe Venstres krav om en mindre regning til de nordsjællandske kommuner. Men et enkelt afsnit i mailen er ødelæggende for tilliden under forhandlingerne. Her stod, at der skulle lækkes "historier på Venstre i samarbejde med Mathias Secher (politisk rådgiver i Finansministeriet, red.) på baggrund af svar fra forhandlinger og andet."

Kommunal udligning er et af de mest vanskelige emner at forhandle politisk, fordi det både er kompliceret og flytter milliarder af kroner og potentielt mange stemmer. Derfor er det altid helt afgørende i den slags forhandlinger, at der bliver etableret en meget høj grad af tillid i forhandlingslokalet.

Den tillid forsvandt på et et splitsekund søndag eftermiddag, fordi Venstre pludseligt måtte regne med, at alt, hvad de spørger om under forhandlingerne, bliver lækket. Også de spørgsmål, som Venstre selv begraver efter at have fået et svar.

Socialdemokratiets plan om at lække fra forhandlingerne er ekstra skadeligt, fordi sagen kommer på et bagtæppe af en ekstrem agressiv lancering af reformen, hemmelighedskræmmeri og direkte forkerte og misvisende svar og tabeller.

Ekstrem dårlig håndtering fra regeringen

Håndterningen af forhandlingerne om en reform af den kommunale udligning har været ekstremt dårligt politisk håndværk, som efterhånden får VLAK-regeringens håndtering af de skibbrudne forhandlinger om udligning i 2018 til at se næsten professionelt ud.

Effekten er, at regeringen med en stribe fejl har smedet Venstre og De Radikale stadig tættere sammen. Dermed har regeringen formentligt spillet to ud af tre flertalsmuligheder af banen, så eneste mulighed reelt er at indgå et forlig med Venstre og De Radikale.

Den første fejl var at lancere reformen så aggressivt, at man udstillede borgerne i Nordsjælland som asociale. Dermed kastede regeringen med stor præcision en håndgranat ned i den radikale folketingsgruppe, hvor der er en klar erkendelse af, at det kan koste de radikale mange mandater ved næste valg, hvis de borgerlige partier kan udråbe de radikale som ansvarlige for en reform, der ikke alene koster de nordsjællandske kommuner trecifrede millionbeløb, men også er indgået på en præmis om "de rige svin i Nordsjælland", som DR's politiske kommentator Christine Cordsen udlagde det i P1-programmet Slotsholmen torsdag.

Dernæst eskalerede regeringen situationen med et hemmelighedskræmmeri, som udløste vrede og mistillid hos et meget stort flertal af borgmestrene. En vrede som gradvist bredte sig blandt de øvrige partier og i medierne.

Og netop som flere af de øvrige partier begyndte at overveje, om Venstres Sophie Løhde var for aggressiv i sin kritik af hemmeligholdelsen, blev regeringen fanget i at have skjult en korrektion i tabellen over de kommunefordelte effekter og deciderede ukorrekte tal om udviklingen i antallet af nomadebørn.

Endeligt kom så den famøse mail fra Socialdemokratiets pressetjeneste i de selvsamme minutter, som finansminister Nicolaj Wammen holdt pressemøde i Finansministeriet og forsøgte med en vis ydmyghed at få forhandlingerne tilbage på sporet, så sendte Socialdemokratiets pressetjeneste den nu så famøse mail ud.

For at fuldende rækken af fejl, betegnede Nicolai Wammen søndag aften hele sagen som "Christiansborgfnidder" - hvilket af flere partier blev tolket som en meget afslappet holdning til det, som alle andre så som et alvorligt tillidsbrud.

Facit er, at regeringen skal være enige med Venstre

Regeringen havde inden forhandlingerne tre mulige måder på at få et flertal i Folketinget for en udligningsreform.

For nærværende er de to sidste muligheder næsten væk. Den radikale gruppeformand Sofie Carsten Nielsen sendte et klart signal, da hun i B.T. sidste uge udtalte:

»Jeg er vred over italesættelsen af Gentofte, og at Mette Frederiksen taler splittelse op mellem kommunerne med Socialdemokratiets fremlæggelse af udligningsudspillet."

Udtalelsen skal ses som en stigende erkendelse blandt De Radikale af, at det kan koste partiet meget dyrt i den radikale højborg i Nordsjælland at stemme regeringens udligningsreform hjem sammen med Enhedslisten og SF.

En mulig trussel fra regeringen om at indgå en aftale med Dansk Folkeparti blev allerede svækket, da regeringen i sit udspil planlagde at sende omkring over to milliarder mere til de indvandrertunge kommuner, end regeringens egne embedsmænd anser for sagligt korrekt.

Godt nok har Dansk Folkeparti en stor appetit på at drille De Radikale, men næppe hvis partiet skal gå på kompromis med sit krav om et paradigmeskift væk fra integration og i retning af hjemsendelse af flygtninge.

Dermed står regeringen reelt tilbage i en situation, hvor man man skal have Venstre med i et forlig.

Venstre vil åbenlyst gerne med i forlig - men prisen er steget

Det er værd at bemærke, at Venstre udtrykkeligt IKKE har forladt forhandlingerne, ligsom partiets reaktion alene handler om, at statsminister Mette Frederiksen skal på banen og garantere fortrolighed i forhandlingerne.

Forklaringen på Venstres beherskede reaktion kan muligvis findes i en klumme, Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen skrev i B.T. forrige uge. Her forsøge han at forklare, hvorfor Venstre ønsker at indgå et forlig trods regeringens uheldige håndtering af forhandlingerne, og på trods af at udligning er en tabersag

"Så hvorfor skulle Venstre egentlig byde sig til fremfor at lade ministrene, der mest er optaget af at markedsføre nye salgsvogne i DSB og gå kommunikationsmedarbejderne i Sundhedsstyrelsen i bedene, sejle deres egen sø?" lød det retoriske spørgsmål fra Løkke, og svaret var:

"Fordi der er brug for det!"

Risikoen for sammenbrud er steget

Hvis Venstres ledelse - som alt tyder på - deler Lars Løkkes analyse, så burde vejen mod et forlig efter normale standarder været relativ nem.

Regeringen har endnu større grund til at se nødvendigheden af en udligningsreform, fordi det er regeringen, som skal håndtere alle problemerne ved at køre videre med et stærkt fejlbehæftet udligningssystem.

Men al normalitet stopper, når en regering laver så mange fodfejl i et forhandlingsforløb. Derfor er facit, at et forlig stadig er det mest sandsynlige. Men samtidig er risikoen øget for, at forhandlingsklimaet er så forpestet, at forhandlingerne kører fast.

Og blot en enkelt alvorlig fejl mere fra regeringen kan forøge risikoen for sammenbrud dramatisk.