Vismænd: Ny analyse reducerer udgifterne til flere ældre

Ifølge en ny analyse fra Vismændene har de hidtidige analyser overvurderet stigende sundhedsudgifter som følge af flere ældre. Vismændene mener, at det demografiske træk skal revurderes.

Udgivet: 08/10/2019

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

De hidtidige analyser har overvurderet det såkaldte demografiske træk, fordi man ifølge en analyse fra Vismændene har undervurderet effekten af sund aldring.

De nye data viser, at de hidtidige prognoser for sundhedsudgifterne - herunder også plejehjem og plejeboliger - er cirka 1,5 milliard kroner for høje i 2025.

"Forskellen har [...] betydning for for diskussionen om et demografiske træk i det offentlige forbrug allerede i indeværende og førstkommende år," skriver Vismændene, som sammenligner sine tal med regeringens seneste vurdering af de offentlige finanser fra august i år.

Forklaringen på de nye lavere skøn for det demografiske træk er, at Det Økonomiske Råds sekretariat har udarbejdet en ny analyse, som er mere omfattende end de hidtidige analyser.

Den vigtigste effekt fremkommer ved, at Vismændene nu ser på effekten i de sidste ti leveår, mens regeringen kun ser på udgifterne de sidste tre år leveår.

Derudover har den nye analyse regnet på hele befolkningen, mens Vismændenes tidligere analyser kun så på udviklingen for ti procent af befolkningen. Samtidig er den nye analyse baseret på individbaserede sundhedsdata fra 2008 og 2009, mens den gamle brugte data fra 2000-2003.

"Når levealderen vokser, er det sandsynligt, at de ældre lever i flere år uden helbredsproblemer, og at de høje sundhedsudgifter derfor først kommer i en senere alder. Det vil isoleret set dæmpe den forventede fremtidige stigning i det demografiske træk på sundhedsudgifterne. Beregninger [...] peger på, at denne effekt har været undervurderet i tidligere fremskrivninger," hedder det i den Vismandsrapport, som blev offentliggjort i dag kl. 12.00.

Ny beregningsmetode har "mærkbar betydning"

Det Økonomiske Råd har udarbejdet en ny og ifølge Vismandsrapporten forbedret model, som kigger på flere og mere nuancerede data, og som derfor skulle give et mere præcist billede af, hvordan sundhedsudgifterne for ældre udvikler sig.

Ifølge den nye analyse vil udgifterne blive cirka seks milliarder kroner målt i 2019-priser lavere frem til 2125, men det mest interessante er, at "cirka en fjerdedel af besparelsen ligger i årene 2014-2025", skriver Vismændene. Det betyder, at udgifterne i 2025 vil være cirka 1,5 milliarder kroner lavere end hidtil forventet.

"Allerede ti år før døden ser vi et stigende sundhedspres, og det er inkluderet i beregningen. Når vi gør det, ser vi en større effekt af sund aldring end vi tidligere har set. Og det giver alt andet lige også et mindre udgiftspres. Det er svært at sige, hvor meget det kommer til at ændre, men det giver et indtryk af, at der er potentiale for, at man kan modsvare væksten i andelen af ældre udenfor arbejdsmarkedet bedre end man kunne ifølge de tidligere beregninger," siger overvismand Michael Svarer.

Vismændene mere optimistiske for offentlig saldo en regeringen i 2020

Mens regeringen i sin seneste fremskrivning forventer et underskud på den offentlige saldo på 0,7 procent af BNP i 2040, så forventer Vismændene nu et overskud på 0,5 procent.

Hele 0,2 procentpoint af forskellen mellem regeringens og Vismændenes fremskrivning skyldes de nye analyser af sund aldring.

Sund aldring reducerer sundhedsudgifter med 1,5 procent af BNP

Ved at se på sundhedsudgifterne de seneste ti leveår når Vismændene frem til, at de ældres bedre sundhed "reducerer det demografiske træk svarende til en permanent besparelse på 1,5 procent af BNP.

Dette er altså forskellen til en situation, hvor der slet ikke var nogen effekt af sund aldring, og skal derfor ikke forveksles med forskellen mellem Vismændenes nye vurdering og regeringens hidtidige vurdering.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23

Emner: Demografi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]