KL formand Jacob Bundsgaard (S) endte med at udtale, at kommuneaftalen sikrede uændret velfærd, men han havde reelt truet finansminister Nicolai Wammen og social - og indenrigsminister Astrid Krag  med at beskylde regeringen for at skære i velfærden stik imod valgløfterne hvis ikke regeringen gav kommunerne markant flere penge i 2020. (

KL formand Jacob Bundsgaard (S) endte med at udtale, at kommuneaftalen sikrede uændret velfærd, men han havde reelt truet finansminister Nicolai Wammen og social - og indenrigsminister Astrid Krag med at beskylde regeringen for at skære i velfærden stik imod valgløfterne hvis ikke regeringen gav kommunerne markant flere penge i 2020. ( - Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix 2019)

Kommuneforhandlinger: Regeringen spillede ud med markante serviceforringelser i kommunerne

Finansministeren holdt fast i et så lille løft til kommunerne, at KL's bestyrelse jokede med, at man ville kræve tidligere Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Liberal Alliance tilbage i regeringen,fordi han prioriterede kommunerne og velfærden højere end den nye S-regering. Læs her om det dramatiske forløb under kommuneforhandlingerne.

Udgivet: 13/09/2019

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, NB-Medier

På trods af regeringens løfter om mere velfærd i valgkampen, så spillede finansminister Nicolai Wammen (S) i de netop overståede kommuneforhandlinger ud med et løft i velfærden, som var markant mindre end det, som den VLAK-regeringen sidste år gav kommunerne.

Flere kilder med kendskab til forløbet bekræfter således overfor NB-Økonomi, at regeringens første udspil var væsentligt under en milliard kroner. Regeringens udspil – som finansminister Nicolai Wammen holdt fast i til få timer før aftalen blev indgået – skabte stor vrede i KL’s bestyrelse, som slet ikke kunne få udspillet til at stemme med Socialdemokratiets udspil.

Bestyrelsen jokede med at kræve Ammitzbøll-Bille tilbage 

Der blev således i bestyrelsen joket med, at man med hele KL-bestyrelsen skulle stille sig op foran Finansministeriet med skilte, hvor man krævede tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Liberal Alliance tilbage i regeringen, “fordi han prioriterede kommunerne og velfærden højere end den nye regering.”

Forklaringen er, at VLAK-regeringen ved forhandlingerne i 2018 (gældende for kommunernes økonomi i 2019) endte med at give netto 1,2 milliarder kroner. Dertil kom en halv milliard, som blot opvejede den årlige nedskæring i servicerammen på grund af moderniserings- og effektiviseringsprogrammet.

Regeringens tilbud var ifølge flere kilder under det niveau, da KL’s bestyrelse holdt møde torsdag klokken 16.00 – altså kun et halvt døgn før aftalen faldt på plads med et løft til kommunerne på netto 1,7 milliarder kroner og brutto 2,2 milliarder kroner.

Forløb underbygges af notat fra Finansministeriet

Forløbet underbygges af et notat fra finansministeriet, som Altinget har offentliggjort. Ifølge notatet forventede regeringen 5. september – altså efter det var kendt at regionerne fik 1,5 milliarder – at den samlede udgift til kommuner og regioner ville blive 3,2 milliarder. Dermed forventede regeringen altså så sent som dagen før, de indgik en kommuneaftale, at man kunne nøjes med at give kommunerne 1,7 milliarder brutto, og altså 1,2 milliard netto.

I og med at det var det forventede slutresultat, så underbygger notatet og almindelige forhandlingstakt, at finansministeren 5. september stadig holdt fast i et beløb under de 1,2 milliarder.

Det var langt fra KL’s krav om, at regeringen både skulle dække demografien, stigende udgifter til det specialiserede socialområde, opgaveglidning fra regionerne samt en række mindre områder som flere børn i specialskoler. Alt i alt var det tæt på to milliarder kroner.

Det var ifølge flere kilder baggrunden for, at KL’s formand torsdag 5. september om morgenen – altså under et døgn før aftalen blev indgået – gik i pressen med en usædvanlig skarp kritik af regeringen.

“Hvis vi forestiller os, at vi lukkede på det niveau, vi er på i forhandlingerne nu, så ville kommunerne skulle ud og lave besparelser på budgetterne for 2020. Der er ikke nogen sammenhæng mellem det, man har sagt i valgkampen, og i øvrigt også efterfølgende, og det, der ligger på bordet på nuværende tidspunkt,” sagde Jacob Bundsgaard til NB-Økonomi, da han var på vej til nye forhandlinger med regeringen, efter at han samme morgen havde drøftet regeringens udspil fra et møde onsdag aften med KL’s bestyrelse.

Ifølge NB-Økonomis oplysninger var også de socialdemokratiske medlemmer af KL’s bestyrelse rasende. Det blev angiveligt drøftet, om KL skulle sende sin bestyrelse hjem for at understrege kommunernes utilfredshed, men det endte alene med, at formanden gik ud og lagde pres på regeringen ved at true med at udlægge regeringens politik som nedskæring af den offentlige service.

Strategien var, at det ganske enkelt ville være en katastrofe for regeringens troværdighed, hvis en KL-formand – og ovenikøbet en højt respekteret socialdemokrat – endte med beskylde den nye regering for at skære i velfærden.

KL endte med at få 1,7 milliarder, og dermed kunne KL-formanden på det efterfølgende pressemøde fortælle danskerne, at aftalen sikrede uændret velfærd.

Til gengæld mangler finansministeren nu 700 millioner kroner i det regnestykke, som ligger i notatet fra 5. september.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]