
Formand for Regionerne Stephanie Lose, Finansminister Nicolai Wammen, Social- og Indenrigsminister Astrid Krag og Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke. Regeringen og Danske Regioner præsenterer økonomiaftale for 2020 på doorstep i Finansministeriet i København, onsdag den 4. september 2019. ( - Foto: Philip Davali/Scanpix 2019)
Danske Regioner fik 50 procent ekstra og slap af med omprioriteringsbidrag
Danske Regioner får 1,5 milliarder ekstra, og det er 50 procent mere end det Danske Regioner kunne vriste ud af den borgerlige regering, sidste år. Men finansministeren vil ikke kommentere, om det også sætter retningen for finansloven og kommuneaftalen. "Pengene er begrænsede," siger han.
Udgivet: 04/09/2019
Af Arne Ullum, [email protected]
Selvom pressemødet efter dagens aftale mellem Danske Regioner og regeringen fokuserede meget på regeringens valgløfter, så er det faktuelle, at Danske Regioner i 2020 får et løft, som er 50 procent større end i 2019.
“Det er det højeste løft siden finanskrisen,” siger Stephanie Lose, som eller krævede 2,0 milliarder inden forhandlingene gik i gang.
Finansminister Nicolai Wammen(S) ville ikke direkte kommentere, om det er det samme ekstra løft, som han forventer i kommuneaftalen og finansloven.
“Det er en regering, som prioriterer sundhed meget højt, og så vil der være andre områder, vi ikke kan prioritere lige så højt,” siger han. “Der er ikke uanede penge i statskassen, men vi har valgt at give sundheden et løft, så vi kan give en ordentlig behandling og pleje til patienterne, og sikre at pengene følger med det stigende antal patienter. Så er der forhandlinger med Kommunernes Landsforening, de fortsætter i dag, og jeg håber, at vi har en aftale med dem en af de nærmeste dage.”
Fiannsminiseren afviste at uddybe, hvorvidt kommunerne kan regne med også at få et løft på 50 procent oveni i de 1,2 milliarder, som de fik sidste år.
“Jeg vil ikke stå her og tage forskud på hverken kommuneaftalen eller finansloven, men der er ikke tvivl om, at det er et stort løft vi har givet til sundhedsområdet – og det har vi gjort fordi der er brug for det,” siger han.
Han ville heller ikke kommentere det forhold, at regeringen ifølge NB-Økonomis oplysninger har krævet finansieringstilskuddet begrænset eller afskaffet for at reducere kommunernes likviditet.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23
Emner: Budget










































