Formand Mette Frederiksen (S) stillede vælgerne i udsigt, at en S-regering ville løfte i velfærden og sikre de ansatte bedre arbejdsvilkår.Nu kniber det med at indfri løfterne.  (

Formand Mette Frederiksen (S) stillede vælgerne i udsigt, at en S-regering ville løfte i velfærden og sikre de ansatte bedre arbejdsvilkår.Nu kniber det med at indfri løfterne. ( - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Analyse: To milliard-regninger kan stramme råderummet for finanslov og kommuneaftaler

Helt efter standardmanuskriptet dukker der nu såkaldt "overraskende regninger" op ved regeringens kasseeftersyn. Regningerne var kendte, men både S og V fortrængte dem i valgkampens velfærdskapløb. Derfor kan regeringen bruge kasseeftersynet til at nedtone borgernes forventninger til mere velfærd, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne analyse.

Udgivet: 23/08/2019

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

.

Analyse af Arne Ullum, [email protected]

Borgerne kan godt begynde at forberede sig på, at regeringen må indskrænke de store velfærdsløfter fra valgkampen, ganske enkelt fordi der ikke er hverken penge eller finanspolitisk råderum til at gennemføre dem.

Årsagen er, at en større del af råderummet er låst til politi, Skat og andre ufinansierede men kendte behov de kommende år. Alene politiet skal ifølge politisk kommentator og tidligere justisminister Hans Engell have tilført omkring en milliard kroner bare for at undgå nedskæringer, og derudover har det længe været kendt, at milliardudgiften til  genopretningen af Skat ikke er finansieret.

Selvom regeringen vil præsentere de to ekstraregninger og en række andre som overraskelser, der kun er kommet frem som følge af “det ekstraordinære kasseeftersyn”, så er sandheden nærmere, at politikerne fra alle partier fortrængte de nødvendige men kedelige udgifter i en valgkamp, som endte med at blive en konkurrence om at stille vælgerne mest mulig velfærd i udsigt.

Læs også:Milliardregning på skatteområdet overrasker ikke De Radikale

Derfor har eksempelvis tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) også en svær sag, når han i dag skal forklare, at alle på Christiansborg godt vidste, at genopretningen af Skat ikke var finansieret. For hvorfor lovede V-regeringen så 69 milliarder i et velfærdsløfte, hvis partiet udmærket vidste, at en del af pengene skulle gå til Skat og politiet?

Men pengene mangler, og derfor bliver kasseeftersynet med stor sikkerhed fase ét af en kalibrering af de enorme forventninger om øget velfærd, som blev skabt, da partierne i rød blok var nødt til at overgå Venstres velfærdsløfte i valgkampen.

Regeringen genbruger borgerligt krav om effektiviseringer af administrationen

Regeringen har brug for at afstemme borgenes forventninger i de aktuelle økonomiforhandlinger med regioner og kommuner, og kasseeftersynet er derfor en kærkommen anledning.

Både finansminister Nicolai Wammen (S) og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) understreger igen og igen, at regeringen prioriterer velfærden ved at sikre, at der kommer flere penge i takt med, at der kommer flere børn og ældre.

Men det er reelt en kraftig nedskalering af løfterne fra valgkampen, hvor Socialdemokratiet også lovede et decideret løft i velfærden med flere varme hænder og mindre stress for de ansatte.

Men rent logisk kan en fuld dækning af demografien ikke sikre en øget velfærd for borgerne eller bedre arbejdsvilkår for de ansatte. Dækningen af det demografiske træk sikrer alene, at regioner og kommuner ikke skal skære ned i servicen og gennemføre nye effektiviseringer for at skaffe pengene til de flere eks. børnehavebørn, plejehjemspladserpatienter og patienter.

Hvis service og arbejdsvilkårene skal forbedres, så kræver det enten finansiering i form af nye ekstra penge eller effektiviseringer, som frigør penge.

Alene dækningen af det demografiske pres og de øgede strukturelle udgifter på handicapområdet vil eksempelvis kræve, at kommunerne skal have omkring 1,8 milliarder kroner, blot afværger nedskæringer i kommunerne totalt set, men ikke er et velfærdsløft, der forbedrer den kommunale service.

Men 1,8 milliarder er formentligt i den øvre ende af, hvad finansministeren kan finde i den store kasse, hvis han både skal overholde budgetloven og sikre en finanspolitik, som ikke overopheder økonomien.

Gammel traver hevet op af skuffen

Det er baggrunden for, at regeringen har fundet en anden gammel traver frem fra skufferne i Finansministeriet i form af effektiviseringer på administrationen og i særlig grad konsulenter.

Læs også:Wammen vil slanke administration og sikre ældres velfærd

Pointen er, at det er det eneste område, hvor borgerne intuitivt støtter effektiviseringer.

Men effektiviseringerne er svære at gennemføre. En stor analyse fra den uafhængige benchmarkenhed under Økonomi- og Indenrigsministeriet viste, at der er et stort potentiale, hvis alle kommuner slanker deres administration lige så effektivt som eksempelvis Holbæk og Lolland.

Læs også:Kommunerne kunne spare 5,7 mia., hvis alle var lige så billigt administrerede som de 20 bedste

Årsagen til, at de to kommuner er så effektive, er formentligt, at de har været tvunget ud i benhårde økonomiske spareøvelser igen og igen. Det store spørgsmål er, hvordan regeringen kan målrette krav om administrative effektiviseringer til de de rigeste kommuner, som ofte har en langt dyrere administration.

Et andet aspekt er, at de store potentielle effektiviseringer kræver lovændringer, så man fjerner bureaukratiske opgaver.

Og her kniber det altid, fordi regeringen så skal tage et opgør med bureaukrati, som ofte er indført af Folketinget for at levere på et krav fra patientorganisationer eller politiske partier, som ønsker sikkerhed for at netop deres fodaftryk på finansloven bliver tydeligt og dokumenterbart. Og det statslige bureaukrati forsvarer også ofte kravene til kommuner og regioner, fordi en stor del af medarbejderne i staten jo er beskæftiget med at behandle og vurdere de mange indberetninger.

Der er ingen tvivl om, at effektiviseringerne på administrationen bliver en del af finanseringen af nogle af regeringens velfærdsønsker. Problemet for borgerne ert, at hvis ikke kommunerne kan eller vil finde de administrative effektiviseringer, så ender det blot som generelle effektiviseringer – præcis som under den borgerlige regering.

Fokus på retningen skal dæmme op for løftebrudsdiskussion

Regeringen er derfor i gang med en mangesidet indsats for at få kalibreret borgernes forventninger.

Samtidig vil regeringen øge fokus på den faktuelle sandhed, at det ensidige fokus på velfærd og viljen til at hæve nogle skatter betyder, at borgerne isoleret set får lidt mere offentlig velfærd under S-regeringen end under de tidligere V-regeringer.

Ved at fokusere på den forskel i retningen der det ud til at være regeringens håb, at danskerne glemmer de mange valgløfter, som der aldrig bliver råd til at indfri, og istedet glæder sig over at at retningen går mod lidt mere velfærd.

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22

Emner: Budget, Velfærd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]