
Det er vigtigt, at politikerne udviser tilbageholdenhed i finanspolitiken, siger overvismand Michael Svarer.. ( - Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016)
Vismænd advarer klart politikerne mod at lempe finanspolitikken
Vismændene kommer med en klar advarsel mod at lempe finanspolitiken. Der er i 2020 og 2021 end ikke plads i de budgetlovens udgiftslofter til at lade det offentlige forbrug vokse i takt med den demografiske udvikling, fremgår det af den netop offentliggjorte Vismandsrapport.
Udgivet: 18/06/2019
Af Arne Ullum, [email protected]
Den kommende regering skal enten acceptere en offentlig udgiftsvækst i 2020 og 2021, som ikke engang dækker den demografiske vækst, eller også skal de ekstra udgifter opvejes af skattestigninger, som er så store, at de ikke alene kan finansiere udgifterne, men også modvirke en vækst i den samlede efterspørgsel.
Det er essensen af den Vismandsrapport, som netop er blevet offentliggjort i dag klokken 15.30.
Vismændenes analyse og anbefalinger står i skærende kontrast til valgkampen, hvor partierne i rød blok lovede ikke alene at lade de offentlige udgifter vokse i takt med det demografiske pres, men også at øge den offentlige service, så den følger med den generelle velstandsudvikling i samfundet.
Men ifølge vismændene er der ikke engang afsat penge til at dække det demografiske træk i udgiftslofterne for 2020 og 2021.
“Der er stor usikkerhed om det internationale vækstbillede. Men som tingene ser ud nu, mener vi, det er hensigtsmæssigt at fastholde den tilbageholdende linje i finanspolitikken. Det er vigtigt, at finanspolitikken ikke øger presset på arbejdsmarkedet,” siger overvismand, Michael Svarer.
Vismændene påpeger, at der med de eksisterende planer langtfra er penge til at lade de offentlige udgifter følge det demografiske – og velstandskorrigerede træk – altså grundlæggende det, som flere af partierne i rød blok lovede vælgerne i valgkampen.
“De aftalte udgiftslofter for 2019-2021 giver ikke mulighed for, at det reale offentlige forbrug kan stige med det beregnede demografi- og velstandskorrigerede træk. I 2020-2021 er trækket beregnet til cirka 1 pct. årligt, mens realvæksten i udgiftslofterne er er cirka 1/4 procent,” skriver Vismændene.
Finansministeriet har tidligere beregnet, at det demografiske træk alene udgør cirka 0,65 procent om året i de to år – altså markant mere end de 0,25 procent, som udgiftslofterne stiger med.
Nye udgifter kan ikke blot finansieres krone til krone med nye skatter
Vismændene pointerer igen og igen, at det er vigtigt, at finanspolitikken som planlagt af den borgerlige regering dæmper den samlede aktivitet i samfundet med cirka 0,25 procent.
Vismændene forholder sig ikke til, om udgifterne må stige, men alene til at nye offentlige udgifter skal modsvares af nye skatter, som reducere aktiviteten i samfundet tilsvarende.
Ved at fokusere på aktivitetspåvirkningen og ikke finansieringen advarer Vismændene reelt mod blot at finansiere nye offentlige udgifter krone til krone med nye skatter, sådan som flere partier gjorde det i valgkampen.
Vismændene påpeger således, at offentligt forbrug har større aktivitetspåvirkning, end tilsvarende skatter kan opsuge. Det fremgår dog alene indirekte ved, at Vismændene påpeger, at “den negative aktivitetspåvirkning (i de eksistrende planer red.) kan vise sig at blive større, hvis en del af udgiftsloftet alternativt udmøntes til eksempelvis skattelettelser. Dette skyldes, at offentligt forbrug vurderes til at have højere aktivitetspåvirkning end øvrige offentlige udgifter og indtægter.”
Arbejdsudbudsreformer er ikke nok på den korte bane
Vismændenes krav om en stram finanspolitik skyldes, at beskæftigelsen ifølge Vismændene i øjeblikket er 0,75 procent over det strukturelle niveau – altså det niveau, hvor der ikke kommer for høje lønstigninger på grund af mangel på arbejdskraft.
Derfor skyder Vismændene også tanken om på kort sigt at løse problemet gennem arbejdsudbudsreformer.
“Reformer, der øger arbejdsudbuddet på længere sigt, kan bidrage til at øge de finanspolitiske muligheder, men i den nuværende konjunktursituation bør finansieringen være på plads – også på kort sigt”.
Advarer mod kommunernes overforbrug
Vismændene påpeger, at kommunerne i 2018 overskred anlægsrammen uden at de samtidig – som tidligere – brugte tilsvarende mindre på servicerammen.
“De offentlige investeringer er vanskelige at styre, men det er uheldigt, at aftalerne ikke overholdes. Det skyldes både hensynet til konjunktursituationen og tiltroværdigheden af aftalesystemet,” hedder det.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:21









































