
90.000 flere udlændinge har fået job i Danmark. - Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Nye tal: Udlændinge har reddet det danske opsving
Uden udenlandsk arbejdskraft ville det danske opsving for længst være gået i stå, kvalt i stigende lønninger og mangel på arbejdskraft. NB-Økonomi har hentet talmateriale i statistikker og beregnet andelen af udenlandsk arbejdskraft.
Udgivet: 16/05/2019
Af Uffe Gardel, [email protected]
Det er kun takket være en stor tilstrømning af udlændinge fra både EU og tredjelande, at dansk økonomi har undgået overophedning. Det viser en analyse af udviklingen i antallet af udenlandske statsborgere, som arbejder i Danmark.
Der arbejder i øjeblikket 217.000 udenlandske statsborgere i Danmark omregnet til fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til, at næsten hver tiende arbejdsplads er besat med en udlænding.
Til sammenligning er bruttoarbejdsløsheden i øjeblikket omkring 103.000 fuldtidspersoner.
”Arbejdsløsheden ville have være markant lavere, nede på omkring 25.000. Det ville efter vores overbevisning næppe have været holdbart. Ved den seneste højkonjunktur nåede vi ned på 45.000 ledige, og da havde vi store flaskehalsproblemer og markante lønstigninger ude på arbejdspladserne,” siger Helge J. Pedersen, Nordea nordiske cheføkonom, i en kommentar til tallene.
”Vi var løbet ind i udbudsproblemer langt tidligere, vores konkurrenceevne ville være blevet eroderet, og vi ville have haft svært ved at opnå de vækstrater, vi har i dag.”
I 2008 lå lønstigningstakten i de fleste brancher herhjemme omkring fire procent på årsplan. I dag er stigningerne, trods højkonjunkturen, kun omkring det halve.
Det samme siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef hos Dansk Erhverv.
“Den beskæftigelsesvækst, vi har haft siden 2013, ville slet ikke have kunnet lade sig gøre uden udenlandsk arbejdskraft. De to største kilder til væksten er dels ældre, som fortsætter med at arbejde, og dels udenlandsk arbejdskraft. Så mit bedste bud er, at uden de mange nye udlændinge på det danske arbejdsmarked ville vi have fået en overophedning af arbejdsmarkedet på nuværende tidspunkt,” siger han.

Bredt fordelt vækst
Siden 2010 har omkring 90.000 flere udenlandske statsborgere fundet et job i Danmark. I den periode er de sidste begrænsninger på arbejdskraft fra de nye EU-lande blevet ophævet, og de central- og østeuropæiske EU-lande står da også for en stor del af fremgangen. Men slet ikke for det hele.
Beskæftigelsen for 11 nye østlige EU-lande er gået frem med 42.000 personer, og her er det Polen og Rumænien, som står for broderparten, nemlig henholdsvis 14.000 og 13.000 ansatte.
Men over halvdelen af tilvæksten kommer altså fra alle mulige andre lande end østlandene. Der er kommet flere udenlandske arbejdere fra også de vestlige EU-lande, og tredjelande – lande uden for Norden eller EU – står for en beskæftigelsesfremgang på 30.000 personer. Her er de vigtigste lande Syrien (over 4.000 flere ansatte), Indien (3.500 flere ansatte), Ukraine (2.500 flere ansatte) og Filippinerne (1.800 flere ansatte).
“Det er meget bredt fordelt, og det er et helt anderledes billede end det, vi kendte tidligere. Men det er en tendens, vi ser i stort set alle andre lande. Intet tyder på, at denne udvikling kommer til at ændre sig,” siger Helge J. Pedersen.
Han peger på, at der er en vis selvforstærkende effekt i udviklingen. Når udlændinge fra et bestemt land har fundet fodfæste i Danmark, vælger landsmænd at følge deres eksempel. Men samtidig er virksomhederne blevet bedre til at tage imod udenlandsk arbejdskraft, og det øger tilstrømningen også fra andre lande.
”Der er altså både en push- og en pull-effekt,” siger Helge J. Pedersen.
”Der opstår en kultur ude på arbejdspladserne, som i vid udstrækning er indrettet på, at man har udenlandske ansatte, man bliver bedre til at tage imod dem og integrere dem, sørge for sprogundervisning og så videre. Virksomhederne bliver mere og mere globale.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20









































